Det virker på mig som om, at penge har sneget sig ind på en suveræn første plads i moderne menneskers motivation.
Da jeg blev fyret fra et job for 10 år siden, fordi min chef havde forelsket sig i mig (og fordi jeg ikke ville og fortsat ikke vil lave en ynkelig MeToo-sag ud af det), så valgte jeg i stedet at hæve min pensionsopsparing før tid og bruge nogle år på at studere alt det, som jeg ikke havde lært på universitetet. Det var rent økonomisk en frygtelig dårlig beslutning, da jeg skulle betale topskat af min opsparing. Men hvis jeg ikke havde taget de år væk fra at være kontrolleret af penge, så havde jeg formentlig aldrig udviklet den forholdsvis dybe og brede viden om verden, som jeg har og bruger nu i min selvstændige virksomhed som forfatter indenfor sundhed, politik og spiritualitet. Nu er jeg en fattig intellektuel, der forhåbentlig kan gå over i historien som en af de mange andre før mig (og nogle få samtidig med mig), der har prioriteret andre værdier højere end penge og derfor været i stand til at sætte et aftryk.
Penge er roden til alt ondt
Min pointe er, at hvis du lader dit arbejde styre af penge, så vil du med 99,9 % sikkerhed ende op med at være begrænset i din tænkning, ytring og handling på en måde, der skader din selvaktualisering. Det grunder i, at det moderne pengesystem ikke er et udtryk for, hvad der har værdi, men derimod et system, hvor en lille, global elite har en ekstremt stor pengeovermagt, der gør det muligt for dem via finansiering at kontrollere verden. I hvert fald den del af verden, der omfatter mennesker, der lader sig styre af penge.
De fleste danskere, der har taget en videregående uddannelse, gider ikke lette røven, med mindre de får ordentlig løn eller velfortjent honorar for det. De har ingen indre motivation, intet indre kald, ingen dyb passion om at gøre en forskel. De har tilladt sig selv at lade penge blive den primære værdi, som først skal være på plads, før andre eventuelle værdier og idealer også kan komme i spil. Dermed bliver de meget lette at manipulere rundt med af pengesystemet.
Sig op og bliv selvstændig
Hvis du i dag vil gøre en reel forskel som undersøgende, magtkritisk journalist, så er du nødt til at sige dit alt for vellønnede job op hos den store medievirksomhed og blive selvstændig. Finansieringen af medierne sikrer, at det er komplet umuligt at bedrive rigtigt kritisk journalistik i dagens Danmark. Spørg derfor dig selv: Hvad er vigtigere end penge?
Hvis du i dag vil gøre en reel forskel som efterforsker af dyb, organiseret kriminalitet, så er du nødt til at sige dit alt for vellønnede job op hos politiet og blive selvstændig. Finansieringen af politiet sikrer, at det er komplet umuligt at efterforske den organiserede kriminalitet, der opererer via bedrag og infiltration af det magtapparat, som politiet selv er en del af. Spørg derfor dig selv: Hvad er vigtigere end penge?
Hvis du i dag vil gøre en reel forskel som sundhedsforsker, så er du nødt til at opsige din stilling på universitetet og blive selvstændig. Finansieringen af moderne sundhedsforskning sikrer, at det i dag er komplet umuligt at bedrive forskning og udvikling, der er kritisk overfor medicinindustrien, eller som flytter magten fra det ydre til det indre. Korruptionen er så omfattende og integreret, at ingen i systemet længere ser korruptionen som korruption. Spørg derfor dig selv: Hvad er vigtigere end penge?
Det er heldigvis endnu ikke blevet ulovligt at være selvstændig i Danmark. Det er heller ikke blevet ulovligt at lade være med at bruge penge på unødvendige ting. Det er faktisk muligt at realisere sig selv som moderne intellektuel eller lignende, hvis man er i stand til at træde ud af boksen og prioritere andre værdier end penge, berømmelse, materialisme, beundring og magt højere. Disse andre værdier kunne f.eks. være sandhed, frihed, fred, retfærdighed og realisering af meningen med dit arbejdsliv.
Cover: Unsplash.com (Anne Nygård)
Discover more from perBraendgaard.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.