Vi lever i et land, hvor det er lovligt at lyve, også om alvorlige emner, men det er ulovligt at formidle vittigheder, som nogen kan føle sig krænket over. Dén juridiske kultur er en væsentlig del af årsagen til det kollektive vanvid, der er den nye normal i politik og presse.
Du kan i dag risikere at komme i fængsel, hvis du fortæller en vittighed om en mand, der identificerer sig som en kvinde, da det bliver opfattet som en krænkelse af mandens ret til at identificere sig som en kvinde. Et samfund, der kræver den form for accept af åbenlyst vanvid, vil også være tilbøjelig til at acceptere de mindre tydelige former for vanvid og fejlidentifikation. Lad mig give nogle eksempler.
WHO identificerer sig som en global organisation, der arbejder for folkesundhed med en evidensbaseret tilgang. Hvis man kaster en kritisk blik på WHO’s finansiering, historik, ændringerne i de internationale sundhedsbestemmelser og den nye pandemitraktat, så er det tydeligt, at WHO misbruger folkesundhed til at overtage politisk magt fra medlemslandene. WHO er således reelt en krigerisk organisation, der identificerer sig eller rettere kræver at blive opfattet som en velgørende, sundhedsfremmende organisation. Det svarer principielt set til, når en biologisk mand kræver at blive opfattet som en kvinde i et samfund, hvor hans kønsdysforiske vrangforestilling er beskyttet af loven. WHO’s magt ligger netop i fejlidentifikationen.
Danmark er et land, der identificerer sig som et demokratisk folkestyre. Men hvis vi læser Grundloven, så står der sort på hvidt, at Danmark ikke er et demokrati, men et indskrænket monarki. Danmark er således et monarki, der identificerer sig som eller kræver at blive opfattet som et demokrati. At mange er underlagt den vrangforestilling gør den ikke sand. Det gør den blot til en kollektiv vrangforestilling, der er endnu mere samfundsskadelig. Fejlidentifikationen af Danmark som demokrati forhindrer, at Danmark kan blive det, som de fleste tror, at vores kære kongerige allerede er. Folk er ikke særligt motiveret for at opnå noget, hvis de tror, at de allerede har det.
Pressen i Danmark identificerer sig som en fri og magtkritisk presse. Samme presse modtager milliarder hvert år af støttekroner fra statskassen. Det betyder, at pressen reelt er ledet af regeringen og finansieret af regeringen og folketinget i forening. Det sidste hovedstrømspressen i Danmark er, er fri og magtkritisk. Den kan identificere sig nok så meget som det eller kræve at blive opfattet som det, men hvis den identifikation skulle være sand, så skulle pressen ikke være så massivt økonomisk afhængige af dem, som de påstår at være kritiske overfor. Det er simpelthen for transtosset.
Det er min vurdering, at vi aldrig kommer ud af WHO’s globale fascist-kløer, før vi får indført demokrati. Vi får aldrig demokrati, før vi får en fri og kritisk presse, der er villige til at oplyse de store masser om de barske sandheder. Vi får aldrig en fri presse, før deres nuværende modtagere opdager sandheden om pressen og klikker væk.
Det hele hænger sammen i en hård knude af løgne og forkerte identifikationer. Det er dog muligt med tålmodig folkeoplysning og -uddannelse at binde knuden op. Flere og flere løsner knuden mere og mere hver dag. Det går den rigtige vej, men hjælpen kommer ikke fra hverken hovedstrømspressen, folketingspolitikerne, regeringen eller kongen. Hjælpen kommer fra græsrødderne, fra selvstændige fagfolk med kritisk sans, fra folket selv.
Cover: Unsplash.com (Jen Theodore)
Relateret:
Discover more from perBraendgaard.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.