Kategorier
Brændgaard Bloggen Coronabloggen Den Politiske Blog Forside Frihedspressen Offentlig Offentlig-forside Politik (gratis) Startside

PET og SST undgår dialog, men hvorfor?

Det er hverken gavnligt for demokratiet, retssikkerheden eller freden i samfundet, når offentlige myndigheder undgår dialog med kritikere.

Det er min vurdering, at både SST (Sundhedsstyrelsen) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) med vilje undgår dialog og argumentation med dem, som PET’s Center for Terroranalyse betegner som “antimyndighedsekstremister”. Det er bemærkelsesværdigt, da PET og SST om nogen burde vide, at samtale fremmer forståelse og fred.

Jeg er ikke selv en “antimyndighedsekstremist”, da jeg mener og ofte har udtalt, at anvendelsen af vold mod myndighedernes institutioner og repræsentanter, herunder folkevalgte, ikke kun er moralsk forkert; det er også decideret idiotisk, selvom man gør det for “en god sag”, da vold vil have den modsatte effekt end det, terroristen kan have bildt sig ind. Det skyldes, at vold er et af de mest magtfulde midler til at øge den politiske magt hos offeret, selvom de fleste er blinde for denne reelle virkning af terror. Se f.eks. hvordan det gik med de islamistiske terrorister, der angiveligt stod bag 11. september 2001-angrebet på USA. De fik smadret først Afghanistan og siden Irak som følge af den kollektive, hævngerrige blodtørst, der opstod i kølvandet på 9/11.

Hvis jeg er noget i PET-terminologien, så er det derfor ‘anti-antimyndighedsekstremist’. Eller PET vil nok snarere mene, at jeg er “antimyndighedsaktivist“. Det er i følge dem en, der er imod myndighederne ved hjælp af fredelige midler. Men jeg ser heller ikke mig selv som modstander af myndighederne.

Jeg ser mig selv som en, der kritiserer dele af nogle myndigheders praksis, bl.a. fordi deres praksis efter min mening ikke lever op til myndighedernes formål. Jeg mener således f.eks., at SST har svigtet deres faglighed og videnskabelighed i coronasagen. SST har ikke ønsket at tale med mig om det på trods af adskillige henvendelser og offentlige breve gennem corona-årene. Jeg mener også, at PET er inkompetente eller bevidst blinde overfor nogle typer af organiseret kriminalitet, der har infiltreret det magtapparat, som de selv er en del af. Jeg har derfor tilbudt mig som dialog-partner for både SST og PET ved flere lejligheder, så vi sammen kan blive klogere, men indtil videre er jeg ikke blevet inviteret til dialog-kaffe (eller afhøring) af nogen af dem.

PET og deres Center for Terroranalyse (CTA) antyder i deres rapporter, at når sådan en “konspirationsteoretiker”, som de formentlig godt kan lide at opfatte mig som, formidler, hvad de kalder “trusselsbærende narrativer”, så selvom jeg selv er modstander af vold, så kan andre opfatte mine ytringer som opfordring til vold og terror, hvorved jeg får en indirekte skyld. Det kan magtsystemet så opfatte som, at sådan nogen som mig skal nå så lidt ud med med vores farlige budskaber til befolkningen som mulig. Det kan være en del af en eventuel instruks fra bl.a. PET om, at visse personer ikke må komme til orde om noget som helst. Dermed er censur indført under dække af at forebygge terror. Der har således f.eks. slet ingen offentlig debat været i hovedstrømmen om nogen som helst af de magtbærende fortællinger, siden Danmark og resten af verden blev besat af corona. Jeg kontaktede engang PET for at anmelde coronaen som et terrorangreb i sig selv, men den slags perspektiver på terror og kriminalitet er det danske politi tilsyneladende helt lukkede overfor.

2024-terrorrapporten fra CTA og PET skriver også om en klassisk form for anti, nemlig antisemitisme, som rapporten mener er en stigende trussel i Danmark. Her følte jeg mig også truffet, selvom jeg ikke identificerer mig som “antisemit”, bl.a. fordi selve begrebet er ulogisk, hvilket jeg har redegjort for i flere artikler, og fordi jeg ikke hader jøder, da jøder er mennesker, og jeg elsker alle mennesker. Det er faktisk på fornøjelig vis lykkedes mig ikke at blive en, der hader jøder, selvom dansk politi gang på gang har nægtet at tale med mig om mine begrundede mistanker og konkrete beviser for, at kvinden, der startede den offentlige ødelæggelse af mit navn og omdømme, var tilknyttet den judaistisk-zionistiske, ekstremistiske og globalt særdeles magtfulde kult Chabad Lubavitch samt et relateret netværk af mænd, jeg har anmeldt for ulovlig påvirkningsvirksomhed for Israel og den zionistiske mafia. Jeg hader heller ikke politiet, selvom de har behandlet mig groft uretfærdigt ikke bare i den men i flere sager, siden jeg blev politisk aktiv.

Tavshedens mur

Jeg har personlig erfaring med at blive mødt af en mur af tavshed fra både PET og SST, når jeg har forsøgt at anmelde begrundede mistanker om kriminalitet, terror og videnskabelig uredelighed, som ikke kun går ud over mig, men alle i dette land. Spørgsmålet er: Hvorfor undgår PET og SST dialog med sådan en som mig? Meget kan sikkert forklares med den arrogance, der præger disse myndigheder. Men hvis PET reelt vil forebygge terror fra “antimyndighedsekstremister”, så burde de se mig som værdifuld, da jeg kan tale for fred til de miljøer med en helt anden troværdighed og gennemslagskraft, end de selv kan fra deres høje myndighedstrone.

Hvis SST reelt mener, at deres corona-faglige vurderinger er baseret på evidens, så burde de kunne fremlægge disse beviser og argumenter for mig. De burde kunne hive et par professorer ind, der kan sætte mig på plads med faglige argumenter. Hvorfor er det ikke sket? Hvorfor er der ingen dialog? Ikke kun med mig, men med nogen som helst, der tænker anderledes og ser nogle store problemer i vores sundheds- og samfundssystem.

Hvorfor er pressen også så dygtige til at holde mund? De producerer masser af “journalistik” hver dag, men de undgår behændigt at stille alle de farlige, fundamentale spørgsmål.

Jeg har ikke noget svar, men konsekvensen af myndigheders undgåelsesadfærd er klar: Det øger risikoen for vold og terror, da grøften mellem myndighederne og den utilfredse del af befolkningen bliver dybere og dybere. Det er opskriften på borgerkrig. Man fristes derfor til at tænke, at målet er netop det: fremme af konkrete episoder af den form for vold og terror mod myndighederne, som PET påstår, at de arbejder for at forebygge. Man fristes til at tænke, at de prøver at få selv en fanatisk fredsmand som mig til at blive voldelig ud af ren og skær frustration over ikke at kunne trænge igennem. Det er en fristelse, som jeg selv er meget bevidst om ikke at falde for, og som jeg længe har oplyst andre om, at de også skal være opmærksom på. Jeg har ikke engang væltet borde på tempelpladsen.

Sagen er jo nok den, at magtapparatet ikke besidder den intellektuelle kapacitet til at vinde en rationel debat om dyb samfundskritik. Derfor er det deres strategi at undgå direkte, intellektuelle konfrontationer med “os”. De håber, at “vi” i stedet bliver terrorister, eller i det mindste bare en lille smule fysisk voldelige og kriminelle, da de så har et væld af magtmidler, de kan bringe i anvendelse. Nogle gange tillader de så eller proaktivt selv deltager i skabelsen af grundlaget for at fremme opfattelsen af fredelige systemkritikere som voldskriminelle. Det er derfor vigtigt, at vi, der kritiserer systemet, er ekstra omhyggelige med både at opføre os fredeligt, men også at undgå situationer hvor vi kan sættes op til at fremstå som kriminelle via falske ofre.

Cover: Unsplash.com (engin akyurt)

Relateret:


Discover more from per Brændgaard (pB)

Subscribe to get the latest posts to your email.

5 1 stem
Brugervurdering
1
0
Du er hjerteligt velkommen til at kommentere.x
()
x

Discover more from per Brændgaard (pB)

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading