Mulige årsager til hardcore autoritetstro

Ukritisk tro på konspirationsteorier er et problem, men det er hardcore autoritetstro også.

Efter 2. Verdenskrig blev der udført en række socialpsykologiske undersøgelser og eksperimenter for at finde ud af, hvordan så mange almindelige tyskere kunne blive onde nazister.

Et af de mest kendte eksperimenter er The Stanford Prison Experiment, der blev udført i august 1971 ved Stanford Universitet i USA under ledelse af psykologiprofessor Philip Zimbardo. Det var et rollespil, hvor nogle forsøgspersoner (universitetsstuderende) var indsatte, mens andre var fangevogtere eller fangevogternes chefer.

Professoren var nødt til at afslutte eksperimentet før tid, da “fangerne” blev mishandlet af “fangevogterne”, der tilsyneladende nød at adlyde ordrer og udføre fascistisk adfærd.

Eksperimentet viste, at i et socialt system baseret på autoritet, så er fascistisk adfærd den normale reaktion.

Et andet eksperiment viste, at en stor andel almindelige mennesker var parate til at give dødelig elektrisk stød til uskyldige, hvis en autoritet beordrede dem til at gøre det og forsikrede dem om, at det var det rigtige at gøre. Det er Milgram-eksperimentet fra 1961, jeg tænker på her. 65 % af deltagerne var parate til at give, hvad de selv troede var maksimal elektrisk stød, som helt sikkert ville slå modparten ihjel. Simpelthen fordi en autoritet (forsøgslederen) sagde, at det skulle de gøre.

Disse og andre studier dokumenterer, at hardcore autoritetstro er meget hyppigt forekommende i samfundssystemer, der er baseret på autoritet. Man kan argumentere for, at blind tro på konspirationsteorier blot er en variant af hardcore autoritetstro, hvor konspirationsteorierne er den nye autoritet, som ikke må betvivles.

Nutidens samfund kan efter min vurdering betragtes som et system drevet af autoritetstro. I Danmark er den blinde autoritetstro formentlig særligt udbredt som følge af det veludviklede velfærdssamfund.

Det generelle problem ved autoritetstro systemer er, at de er baseret på cirkulær argumentation. Det betyder, at alle tror, at nogen andre (en højere eller anden autoritet) har styr på det, selvom måske ingen i virkeligheden har styr på noget som helst, fordi alle tror på nogen andre i stedet for at tænke selv.

Jeg spekulerer, at de mest hardcore autoritetstro kan være reaktioner på en barndom med enten meget pålidelige eller meget upålidelige forældre. Hvis man er vokset op med meget pålidelige forældre, så har man aldrig erfaret, at de nærmeste autoriteter kan svigte, så der er ingen grund til at være på vagt. Den holdning vil man så overføre til samfundets autoriteter som voksen. Hvis man derimod er vokset op med meget upålidelige forældre, så kan alene det som voksen at åbne sindet for muligheden for, at autoriteter i samfundet udfører bedrag være ekstremt angstfremkaldende. Hardcore autoritetstro bliver dermed et forsvar mod angst.

Den pædagogiske mulighed er, at blind tro på autoriteter som før nævnt er det fælles problem i hovedstrømmen og i modstrømmen, hvilket giver mulighed for at bygge bro mellem de forskellige verdenssyn. Det indebærer dog også risiko for voldsomme konfrontationer, da ingen af de to grupper kan eller vil argumentere sagligt for deres synspunkter.

Den bæredygtige løsning på problemerne ved blind autoritetstro er at skabe en ny debatkultur, hvor uenige autoriteter får lov til at argumentere offentligt og frit med hinanden om væsentlige og fundamentale emner. Det bør ske både i medierne og på alle typer skoler. Myten om, at autoriteter ved alt og altid er enige, skal aflives og erstattes med intellektuelle samtaler baseret på uenighed, usikkerhed, tvivl og rationel, logisk tænkning, bevisførelse og argumentation. Vi kan f.eks. bruge Sokrates som inspiration til disse nye former for samtaler, undersøgelser, dialoger og debatter.

Cover: Unsplash.com (Harry Shelton)

Relateret: