Frihedskamp med evidens: Hvad er det?

Mange danskere identificere sig i dag som ‘frihedskæmpere’, men en del af dem har i den proces åbnet deres sind så meget, at hjernen er faldet ud. Her giver jeg tips til at få hjernen ind igen.

Vi kan hurtigt blive enige om, at vores frihed som individer, små og mellemstore private virksomheder og som land er under voldsomt pres i denne historiske tid. Det afslørede coronaen med al tydelighed for ethvert øje, der tør se.

Det giver derfor mening, at vi som individer, små og mellemstore private virksomheder og som land udøver frihedskamp som en form for selvforsvar. Hvis vi ikke kæmper imod, bliver vi slugt af det globale monster.

Poesi og andre former for kreative og kunstneriske udtryk har helt klart sin plads i en fredelig frihedskamp. Hver fugl må sjunge med sit næb. Vi har hver vores rolle at spille. Vi er hver især en vigtig brik i det store puslespil.

Jeg har også selv en snert af det kunstneriske i min tilgang til frihedskamp. Mit vigtigste bidrag er dog det samme, som jeg i mange år har bidraget med indenfor ernæring og sundhed: Formidling af evidens.

Ernæring, sundhed og frihedskamp

Ernæring og sundhed minder på mange måder om frihedskamp. I min allerførste TV-optræden var jeg i debat med en, der efter min mening formidlede budskaber, der ikke var baseret på evidens. Så jeg gav hende klar besked. Min allerførste bog var et opgør med alternative plattenslagere indenfor ernæring og sundhed. Det er 24 år siden nu.

Frihedskamp har også altid været en del af mit arbejde som ernærings- og sundhedsformidler. Min første bog var både et opgør med alternative plattenslagere og en salgstale for frihed. Bogen havde således titlen: ‘Spis som du vil’. Det er formentlig en af de dårligst sælgende bøger om sund kost i danmarkshistorien. Måske fordi de fleste danskere har et meget ambivalent forhold til frihed, og fordi det ligger dybt forankret i kulturen, at al sundhed er baseret på ofring af frihed, selvom evidensen siger det modsatte. Her tænker jeg bl.a. på evidensen for betydningen af selvbestemmelse i læring og sundhedsfremme, jf. Self Determination Theory (SDT). Det kan også være, at den solgte dårligt, fordi der ikke var nogen billeder i. Det moderne menneske har det jo svært med at læse mere end tre linjer, med mindre det er et krav for at bestå en eksamen, så man kan få en god plads i hamsterhjulet.

Siden jeg blev engageret i frihedskampen under coronanedlukningerne og vaccinetvangen har jeg mødt mange andre aktive frihedskæmpere med interessante evner, der ikke omfatter evnen til at gennemskue kvaliteten af information og evidens. Tværtimod er der i miljøet af frihedskæmpere en udbredt mistro overfor videnskab og akademisk uddannelse. Og en udbredt tro på, at man selv har ret og selv er ekspert, når man først har set et vist antal timers videoer med konspirationsteorier.

Jeg siger ikke, at konspirationsteorier per definition er falske. Men hvis man sluger alle konspirationsteorier råt, så ender man uundgåeligt op med at tro på en masse løgnehistorier. Det kan godt være, at der også er noget sandt blandt det, man tror på, men det drukner i misinformation, og man fremstår som komplet utroværdig overfor alle, der ikke er med i konspirationskulten. De fleste frihedskæmpere, jeg har mødt, går mere op i at være med i et socialt fællesskab, end at kommunikere på en måde, der rent faktisk rykker noget.

Frihedskamp med evidens

Frihedskamp skal være baseret på evidens, hvis det skal være troværdig overfor folk udenfor kulten. Det indebærer paradoksalt nok, at man som evidensbaseret frihedskæmper skal turde miste troværdighed overfor de mest hærdede frihedskæmper-kollegaer, fordi man insisterer på evidens. Jeg er vant til at være outsider, så den position føles naturlig for mig. Det var derfor, jeg forlod Tosseland, da jeg simpelthen havde fået nok af at høre på, at Jorden er flad.

Husk: Det kan være, at jeg tager fejl i min vurdering af evidens. Det er derfor også vigtigt, at frihedskamp er baseret på accept af uenighed, og at man tør tage rigtige debatter på fredelig vis om uenighederne. Det kniber også en del med det. Frihedsmiljøet er omtrent lige så dårligt til at håndtere fundamentale uenigheder som hovedstrømmen. Det tyder på, at begge miljøer er præget af det samme intellektuelle forfald med fravær af debat om de store, magtbærende fortællinger som kernesymptom. Der foregår således næsten ingen original tænkning, da alle er bange for at blive udstødt i en kultur, der hylder konformitet. Her tænker jeg både på hovedstrømskulturen og det alternative miljø, hvor man ryger ud lige så hurtigt på røv og albuer, hvis man vover sig til at sige, at kejseren ikke har noget tøj på.

De tre typer evidens

I forbindelse med frihedskamp er der mindst tre forskellige typer af evidens, der er relevante: Videnskabelig, journalistisk og kriminologisk. I alle tilfælde handler det basalt set om at have styr på sine kilder. Når du påstår et eller andet, så gør det til en øvelse af spørge dig selv: Hvor ved jeg det fra? Husk helst at stille dig selv det spørgsmål, inden du ytrer noget, da du ellers kan blive fanget i en udtalelse, der ødelægger din troværdighed ikke kun i den konkrete situation, men også fremover. Ét fejltrin, og du er færdig.

Videnskabelig evidens kan kategoriseres i tre hovedgrupper af videnskab: Naturvidenskab, samfundsvidenskab og humanvidenskab. Når vi ser på de primære kilder til evidens, så er der to grupper af empiri (dvs. indsamlede data): Kvantitative og kvalitative data. Kvantitative data gør brug af matematik og statistik til at belyse og vurdere forskelle i grader og størrelser (dvs. kvantiteter). Kvalitative data gør brug af interviews og erfaringer til at belyse mere subjektive egenskaber. En klassisk fejlvurdering af evidens er, at man foretager kvantitative og generaliserende konklusioner baseret på kvalitativ evidens.

Evidens om hvorvidt noget virker eller har bivirkninger kræver naturvidenskabelig forskning. Der er to primære forskningsmetoder: Observation og intervention. Observerende undersøgelser gør det muligt at beregne statistiske sammenhænge, men det er umuligt at vide med sikkerhed, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Det kræver intervention, hvor man bruger lodtrækning til at fordele forsøgspersoner på dem, der modtager interventionen og dem, der ikke gør. Det handler i sidste ende om matematik og statistik, men det er meget vigtigt for konklusionerne, om tallene kommer fra observationer med eller under randomiseret intervention. En klassisk fejlvurdering af evidens er, at man drager konklusioner om kausalitet, dvs. årsag/virknings-forhold ud fra observerende undersøgelser.

Journalistisk evidens kan omfatte formidling af videnskabelig evidens eller formidling af eksperters udlægning af evidens. Det er i genren videnskabsjournalistik, men der findes også mange andre genrer indenfor journalistik. Nyhedsjournalistik fokuserer på at formidle nye begivenheder af relevans og interesse for målgruppen. Her handler det især om at have troværdige kilder på, at den påståede nye begivenhed rent faktisk har fundet sted, og at det er sket på den pågældende måde. Evidensen kan f.eks. være i form af interviews med deltagere eller vidner, videooptagelser af begivenheden eller dokumenter.

Hvis to forskellige kilder siger det samme, så bliver det indenfor journalistik opfattet som tilstrækkelig evidens for den pågældende historie. Det er således underordnet, hvis to andre kilder har en modstridende udlægning, idet journalistik omfatter redaktionel prioritering og vinkling af historier. Journalister i hovedstrømmen vil således have en tendens til at vælge historier, vinkler og kilder, der underbygger fortællingerne i den strøm, hvorimod journalister i modstrømmen vil have en tendens til at vælge historier, vinkler og kilder, der underbygger fortællingerne i modstrømmen. Det er på den måde også muligt at camouflere propaganda som journalistik uden at overtræde de presseetiske regler.

Fejl i frihedskamp

Mange frihedskæmpere begår den fejl, at de fortolker journalistisk evidens som videnskabelig evidens. Det er her vigtigt at kunne skelne mellem journalistiske og videnskabelige medier. Dernæst er det vigtigt at kunne gennemskue det empiriske grundlag bag budskaberne. Det gælder, uanset om der er tale om journalistik eller videnskab.

Der er efter min mening ikke noget i vejen med at tro på f.eks. astrologi, numerologi, symboler eller åndelige medier, der kanaliserer viden fra rumvæsner. Man skal blot være klar over, hvad det er for en type evidens, man har med at gøre.

Mange frihedskæmpere begår den fejl, at de sætter lighedstegn mellem disse former for alternativ evidens og videnskabelig evidens, hvorved de mister troværdighed i en saglig debat. Man kan således godt både være åben for spirituelle, intuitive indsigter og samtidig insistere på vigtigheden af naturvidenskab, så længe man er bevidst om, hvad man kan bruge de forskellige typer evidens til i politisk kommunikation og argumentation. Meget ny naturvidenskabelig viden er jo opstået som følge af intuitive indsigter hos videnskabsmænd. Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod.

Men hvis det hele roder rundt i hovedet, og man kan ikke kan finde ud af skelne og prioritere i grader af evidens, så har man et problem.

Kriminologisk evidens

Kriminologisk evidens er efterforskning af mistanker om kriminalitet. Her vil man se på evidens for bl.a. motiv, mulighed og midler. Evidens for motiv handler om, at den mistænkte skal opnå et udbytte af den kriminelle handling. Mulighed handler bl.a. om, at den mistænkte rent fysisk var til stede, da handlingen blev udført. Midler handler om, hvorvidt den mistænkte havde de fornødne evner og redskaber til at udføre handlingen. De forskellige typer af evidens omfatter bl.a. afhøring, overvågning, kommunikation, dokumenter, tekniske beviser, etc.

Både før og under coronaen har jeg foretaget flere anmeldelser til politiet med mistanker om kriminalitet udført af konkrete personer. Jeg har bl.a. forsøgt at anmelde Mette Frederiksen, Magnus Heunicke samt zionistiske påvirkningsagenter. Det er min erfaring, at man ikke får noget ud af det. Det skyldes bl.a., at det fra politiets perspektiv har været svært tydeligt at se, at der er udført en kriminel gerning. Derfor har de afvist at starte efterforskning, selvom efterforskning ville kunne vise, om der var udført noget strafbart.

Det understreger også, at politik er politi med k. Politiet er jo en del af den udøvende magt, så det er svært at motivere politiet til at efterforske sig selv. Det så vi også i minksagen, hvor bl.a. Rigspolitichef Thorkild Fogde slap med en næse for at have udstedt ulovlige ordrer.

Den lydige presse

Det er den kritiske presses opgave at holde øje med magthaverne. Den kritiske presse i Danmark har en distribution af information på vel omkring 1/1000 promille i forhold til den lydige presse. Det grunder bl.a. i, at den lydige presse er finansieret af dem, som deres læsere tror, at de kritiserer, hvis der er noget at komme efter. Derfor tror de fleste danskere, at Danmark er et land uden korruption og bedrag, og hvor en kriminel mafia i hvert fald ikke har infiltreret hverken den udøvende, den lovgivende eller den dømmende magt.

Det skyldes, at der ikke er nogen i Danmark, der har ressourcerne til at foretage ordentlige undersøgelser og distribuere informationen effektivt ud til folket. Selvom der er grænser for, hvad man kan og må som private efterforskere, så ville man kunne komme ganske langt, hvis der kom et økonomisk fundament for at ansætte kompetente mennesker til at gøre det, som dansk politi og dansk presse burde gøre, men som de absolut ikke gør. Udfordringen er, at den slags arbejde kræver tid af kompetente mennesker, og vi lever i et samfund, hvor det er nødvendigt at have indkomst for at overleve. Dernæst er udfordringen, at det også kræver penge at opbygge tilstrækkeligt effektive distributionskanaler fra kritiske medier til befolkningen.

I stedet for at blive professionelle, organisere og uddanne sig, så opfører frihedsmiljøet sig i stedet som Moderaterne og resten af Christiansborgs børnehave. Miljøet af frihedskæmpere er et elendigt alternativ til Folketinget. Det betyder, at der i Danmark ikke er nogen reel politisk opposition. Frihedskamp er blevet reduceret til noget, der ikke kræver nogen særlig hjerneaktivitet. Det vigtigste er, at man kan råbe, larme, drikke sig i hegnet og opføre sig tosset, mens man kæderyger og brokker sig over de farlige vacciner. Eller tage sort tøj på og kaste om sig med romerlys og kanonslag som en flok sindssyge hooligans. Det er simpelthen for dumt.

Cover: Unsplash.com (Markus Spiske)

Relateret: