Danmark opruster som aldrig før og på trods af det, er der ingen betydelig fredsbevægelse her i landet. Jeg fremfører her en hypotese om tre oversete årsager.
Det nye coronavirus med tilhørende frygtbaseret, fascistisk politik blev som bekendt lanceret i 2020. Det medførte masseformation i befolkningen karakteriseret ved ensretning og blind tro på autoriteter. Den lydige presse understøttede den herskende coronafortælling uden at stille rigtigt kritiske spørgsmål. Resultatet var en befolkning, der i endnu højere grad end før afstår fra selvstændig tænkning om samfundsforhold og i stedet antager de holdninger, som de lærer fra regeringen og den regeringsbetalte presse er de rigtige, og som giver dem en hverdag med så lidt bøvl som muligt.
Men In Black-effekten
Kort efter lanceringen af det nye coronavirus blev modstandsbevægelsen eller frihedsbevægelsen lanceret. Hooligan-gruppen Men In Black var den eneste gruppe, der fik betydelig presseomtale. De blev kendt som larmende og voldelige og i vilde slåskampe med politiet. Men In Black gjorde et effektivt arbejde i at skræmme almindelige danskere væk fra at protestere mod coronafascismen.
Kombinationen af masseformation og voldelig opposition under corona-tiltagene har efter min vurdering bidraget væsentligt til, at der nu stort set ikke er nogen fredsbevægelse i Danmark. Fredselskende danskere frygter forståeligt nok at blive sat i bås med voldsparate hooligans.
Onde Putin og mærkelige muslimer
Da coronaprojektet nåede sin afslutning, så blev onde Rusland og Putin lanceret igen uden kritik fra hverken folketingspolitikere eller hovedstrømspresse. Danskerne lærte fra alle medier og politikere, at den eneste løsning på truslen fra Rusland var krig. Mere krig. Masser af penge til krig. Oprustning. Oprustning. Oprustning! Også fordi onde Putin fra store Rusland jo også kunne finde på at angribe lille Danmark, især nu hvor vi har doneret centrale dele af vores militære isenkram til helt uskyldige Ukraine og folkehelten Zelensky.
Hvis nogen skulle finde på at gå på gaden for at demonstrere for fred, så kan de store demonstrationer for Palæstina, siden Israel gik i gang med deres folkedrab i Gaza, paradoksalt nok have afskrækket dem fra det. Mange danskere er skabs-racister med et slet skjult had til islam og muslimer. Det had er bl.a. indlært af 9/11-sagen og senest af onde Hamas, der i hvert fald på ingen måde arbejder for Israel. Samtidig tror mange kristne, at Israel er udvalgt af Gud, så det kan virke underligt at demonstrere imod Israel for en rettroende kristen. Det Gamle Testamente hylder jo israelitterne.
Identitet som fredshippie presset ud
En fredsaktivist kan derfor nu risikere at blive opfattet både som en Men In Black-type og som en Hamas-terrorist. Det er det stik modsatte af, hvad de fleste fredshippier identificerer sig som. Der er ikke plads til blot at blive opfattet som tilhænger af fred og modstander af krig uden at blive opfattet som, at man er tilhænger af et eller andet ondt samtidig. Derfor sker der stort set ingen inkarnation af nye, engagerede fredsaktivister, der kan drive en ny, stor fredsbevægelse, selvom en sådan bevægelse måske aldrig før har haft en så stor relevans som nu. Vi så under Vietnam-krigen, hvor stor magt en sådan folkelig bevægelse faktisk kan have.
Der er sikkert mange andre årsager end disse til fraværet af fredsbevægelse i Danmark. Men det er måske ikke tilfældigt, at den store verdenskrig først bliver lanceret efter coronapropagandaens massehypnose af verdens befolkning. Det er til gengæld endnu mere op ad bakke at vække folket til fred nu, da man først skal bestige et bjerg af bedrag, og det er en krævende kognitiv proces, som de fleste hyggedanskere vil gå langt for at undgå.
Det danske folk er på den måde i færd med at hygge sig til sin egen undergang som sundt, frit og fredeligt land.
Cover: Unsplash.com (FollowersofTheShepherd)
Relateret:
Discover more from perBraendgaard.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.