Teolog Uffe Gjerding mindede os i Kristeligt Dagblad forleden om, at vi skal fastholde skelnen mellem antisemitisme og kritik af Israel. Jeg mener, at vi skal turde kritisere både et land og en religion.
Staten Israel er et zionistisk projekt. Hvis man er stærk modstander af Israel, så kan man måske med rette blive kaldt antizionist. Man kan dog godt kritisere en nations handlinger, uden at man nødvendigvis er modstander af landets ret til at eksistere. Kritik af Israel er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for antizionisme. Ligesom man ikke nødvendig er antiamerikansk, fordi man kritiserer Trump, eller antidansk fordi man kritiserer Mette Frederiksen.
Det oversete problem med antisemitisme er, at det bliver brugt til at angribe alle, der kritiserer Israel.
Antisemitisme i sin moderne betydning er had til jøder. Jeg er modstander af antisemitisme, hvilket vel så gør mig til anti-antisemit. Nogle hader mig for at være det, hvilket vel så gør dem til anti-anti-antisemit. Det er skruen uden ende af absurde antipatier. Essensen er, at det er dumt at være modstander af en gruppe mennesker alene på grund af deres tro eller etniske herkomst. Jeg er modstander af alle mennesker, der opfører sig på måder, der strider imod min etik. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om de er kristne, muslimer, jøder, buddhister eller nudister. Mennesker skal vurderes på deres gerninger, ikke deres tanker.
Måske er man bare en nysgerrig og videbegærlig sjæl med en veludviklet evne til at undre sig?
Det oversete problem med antisemitisme er, at det bliver brugt til at angribe alle, der kritiserer Israel. Det er propaganda og psykologisk krigsførelse fra zionisternes side, hvor man misbruger det følelsesladede begreb, som antisemitisme er for at lukke munden på politiske modstandere.
Man kan altså sagtens kritisere Israel uden at have noget som helst imod jøder. Ja, faktisk er der mange jøder, der er særdeles kritiske overfor Israel. Er det så jøder, der hader jøder? Er det en særlig form for selvhad, der skal have en psykiatrisk diagnose? Nej, det er bare selvstændigt tænkende mennesker, der er i stand til at skelne mellem religion og politik. Mange etniske jøder og religiøst fundamentalistiske jøder er inkarnerede antizionister.
Så jeg er helt enig med teologen: Lad os holde fast i at skelne mellem antisemitisme (modstand mod jøder) og antizionisme (modstand mod Israel).
KANIBALISME I DEN DANSKE FOLKEKIRKE
Når det er sagt, så skal vi selvfølgelig også turde debattere religion og åndelighed. Mange i Danmark har givet den gas med kritik af islam i de senere år. Det kunne være fint med lige så meget kritik af andre religioner og kirker. De fleste indeholder jo et eller andet, der er virkelig fucked up, når man går dem efter i sømmene…
Nogen mener f.eks., at altergangen i den danske folkekirke er en form for kanibalisme: vi drikker Jesus’ blod og spiser Jesus’ krop. Kan en religion være længere ude end det? En saglig debat om kanibalismen i den danske kirke betyder ikke nødvendigvis, at man så er antikristen. Måske er man bare en nysgerrig og videbegærlig sjæl med en veludviklet evne til at undre sig? Måske er der en naturlig og logisk forklaring på det hele? Og hvordan skulle man ellers kunne finde den, hvis man ikke må stille spørgsmål, søge viden og debattere alt?