Barndom

Peer Brændgaards store drivkraft for at oplyse om uretfærdighed, fejl og bedrag i samfundet er formentlig til dels en reaktion på en traumatisk barndom.

Barndom er den eneste livsvarige “dom”, som alle voksne har fået, på godt og ondt.

Brændgaards barndom var særligt barsk. Han husker selv sin barndom som en tilstand af kronisk utryghed, bl.a. med en konstant frygt for at blive overfaldet og slået ihjel, hvis han sagde “det” til nogen. Den frygt var ikke irrationel, idet han f.eks. en gang som 13-årig blev overfaldet af to mænd, fordi han ville sige “det” til nogen med det resultat, at han blev kvalt og fik en nær-døden-oplevelse.

“Det” var voldelige og seksuelle overgreb, som han selv og andre børn var blevet udsat for af flere voksne autoritetspersoner i en hemmelig, lukket sammensværgelse i det mørkeste Jylland.

Formentlig som følge heraf blev han som teenager ramt af den psykiske lidelse OCD. Den lidelse er karakteriseret ved uønskede, invaderende og stærkt angstfremkaldende tanker, som den ramte prøver at håndtere med tvangshandlinger, der skaber en smule ro på kort sigt, men som på lidt længere sigt forstærker den irrationelle frygt, så man bliver fanget i en ond cirkel af tvangstanker og tvangshandlinger.

Når Brændgaard ser tilbage nu, kan han se, at OCD’en fungerede som et psykologisk forsvar, der i kombination med andre fortrængningsmekanismer førte til, at han i mange år slet ikke havde nogen erindring om de overgreb, han var blevet udsat for som barn. OCD’en blev et stort problem, der kunne dække over det katastrofale problem som dødstrusler fra beskyttende autoriteter var.

Behandling af OCD’en og bearbejdning af barndomsminderne har givet både selvindsigt og en mere almen indsigt i, hvordan det er at være den lille og blive manipuleret og udsat for overgreb, som man ikke engang forstår som overgreb, mens de står på. Og hvordan man kan reagere mere eller mindre hensigtsmæssigt på traumer. Det har givet en større forståelse for andre, der har været udsat for forskellige former traumer og konsekvenser heraf.

Peer Brændgaard begyndte allerede som barn at trøstespise for at holde livet ud. Det førte dog ikke til overvægt, da han også brugte overkontrol af kost og træning som flugt. Men han kender trøstespisningen indefra, ligesom de alvorlige grader af overspisning, Binge Eating Disorder (tvangsoverspisning), på en måde er en blanding af trøstespisning og OCD. Det er måske disse personlige erfaringer, der førte til Brændgaards særlige interesse for som cand.scient. i human ernæring at hjælpe mennesker, der døjer med overvægt og overspisning.

Peer Brændgaard fik aldrig sagt “det” til nogen, før overgrebene var blevet retsligt forældet. Det prøver han så at kompensere for nu ved at folkeoplyse vidt og bredt om andre former for uretfærdighed, undertrykkelse, overgreb og bedrag i vores ellers så hyggelige samfund. Drivkraften for at oplyse om fejl og bedrag i sundhed og magtsystemer er i hvert fald markant og konstant.

Brændgaards interesse for spirituel udvikling er også inspireret af nær-døden-oplevelsen af Lyset, ligesom hans hang til intellektuelle studier af alle mulige mærkelige emner også blev grundlagt som en flugt og et forsøg på at forstå en uforståelig verden som barn. Han er stadigvæk drevet af en længsel efter at forstå den komplicerede verden.

Brændgaards interesse for kram, tantra, polyamori og den slags hippie-emner grunder formentlig også i underlige og ubehagelige oplevelser i et alt for seksualiseret og grænseløst miljø som barn.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og som Brændgaard selv siger: Livet går ud på at få det bedst mulige ud af den måde, du er blevet fucket op på. Det er så det, han stadigvæk øver sig på, en dag ad gangen. Indimellem kammer det over og bliver lidt for skingert, når Brændgaard brokker sig over systemet i dag, men han øver sig på at trække projektionerne tilbage og bruge sin barndom rationelt som drivkraft i arbejde, der er til gavn for andre.

Mere om Peer Brændgaard