Dekonstruktion af det herskende narrativ om covid-19

Dette er en socialkonstruktivistisk dekonstruktion af det herskende narrativ om covid-19 baseret på dybdegående kendskab til forskningen, mediedækningen, politikken og den sundhedsfaglige praksis omkring covid-19.

Af Per Brændgaard, cand. scient.

Version 1.0, 21.08.2021

  1. Covid-19 er en sygdom uden klinisk definerende karakteristika; sygdommen er defineret som en positiv PCR-test plus et influenza-lignende symptom; i praksis får alle indlagte på danske hospitaler diagnosen covid-19, hvis de har en positiv PCR-test uanset typen af symptom og uanset årsagen til indlæggelse (det inkluderer brækkede ben m.v.); i praksis kan man i landets testcentre blive diagnosticeret med covid-19 helt uden symptomer; dette brede spektrum fra ingen symptomer over brækkede ben til influenza gør selve konstruktionen “covid-19” yderst tvivlsom og decideret kunstig; man er selvfølgelig ikke syg, hvis man er rask; man har muligvis en ‘risikofaktor’ for sygdom, men det er ikke sådan covid-19 bliver italesat.
  2. PCR-testen er ikke testet; PCR-testen er ikke valideret til at detektere tilstedeværelse af levende SARS-CoV-2, og kun det, i vævsprøver med kendt indhold; hyppigheden af positive PCR-testresultater afhænger af de valgte ct-værdier, hvorved “pandemien” reelt kan reguleres ved at ændre selve den tekniske indstilling af den biokemiske test.
  3. De påståede vacciner mod covid-19 er ikke undersøgt ordentligt; langtidsvirkninger er fuldstændigt ukendte; vaccinerne er ikke godkendte, de er kun nødgodkendte; endelig godkendelse kræver data om langtidsvirkninger; disse data kommer aldrig, da vaccineproducenternes forskere har valgt “af etiske grunde” at tilbyde vacciner også til deltagerne i kontrolgrupperne; vaccinerne er kun testet over 2-3 mdr. og kun på konstruktionen “covid-19”, ikke på samlet sygelighed; en vaccine der kun nedbringer hyppigheden af en tvivlsom, positiv PCR-test i en gruppe mennesker og ikke de reelle sygdomssymptomer er en yderst tvivlsom konstruktion.
  4. Argumenterne for, at covid-19 er en farlig sygdom, og at SARS-CoV-2 er årsagen, stammer fra pressen og ikke fra forskningen; historien startede med skrækbilleder og -historier fra Kina og fulgt op af tilsvarende skrækhistorier fra Italien; historierne i pressen er ikke valideret af forskning og klinisk undersøgelse; det er første gang i nyere tid, at verden har haft så stor tiltro til historier fra Kina.
  5. WHO validerede historierne om corona fra Kina alene via sin autoritet; WHO er i kraft af sin finansiering reelt en interesseorganisation for den vaccineproducerende del af medicinalindustrien samt Verdensbanken og dermed den fundamentale struktur i det globale økonomiske system; udmeldinger fra WHO bør derfor betragtes som partsindlæg og ikke som den øverste sundhedsfaglige autoritet, som alle lande skal og bør underkaste sig.
  6. Ingen individer i systemet ved reelt, hvad der foregår; når man ringer eller skriver rundt i systemet, er det umuligt at få en fagperson i tale, der reelt ved, hvad der foregår; alle autoriteter henviser til andre autoriteter, der henviser videre til andre autoriteter i et selvbekræftende autoritetstro system med WHO i toppen; samme sociale system af blind autoritetstro har inficeret resten af samfundet inklusiv befolkningen, medierne og politikerne.
  7. Frygt er ikke evidens, men en følelse; selvom man er meget bange for at blive syg eller komme til at smitte nogen med en farlig sygdom, så er dette ikke i sig selv evidens for andet end, at ens sind er blevet besat af en dominerende følelse; drastiske sundhedspolitiske indgreb, der reducerer friheden for den enkelte borger og for private virksomheder, kræver ekstraordinær, rationel evidens og ikke blot en pandemi af frygt, da indgrebene ellers risikerer at gøre meget mere skade end gavn, både sundhedsmæssigt, frihedsmæssigt og økonomisk.

Fortsættelse følger


Viden & Vurdering

Sundhed med frihed