Foredrag om OCD

Oplæg til foredrag om angst og OCD med cand.scient. i human ernæring Peer Brændgaard:

OCD: Alternative veje til mental sundhed

Peer Brændgaard har døjet med angstlidelsen OCD, siden han var teenager. I dette foredrag beskriver han, hvordan det er at have den sygdom, og hvordan det med møje og besvær lykkedes ham at finde en vej ud.

OCD findes i mange former og grader. Peer har i perioder af sit liv været ramt af en svær grad af sygdommen i den form, der handler om at tjekke af frygt for at være skyld i en stor katastrofe. Det særlige ved sygdommen er, at den ramte selv ved, at tvangstankerne og tvangshandlingerne er irrationelle og unødvendige, men angsten er så voldsom, at man bliver fanget i en ond cirkel med meget reduceret mental frihed til følge.

Efter at have prøvet konventionel behandling i form af medicin og terapi, uden at være blevet helt symptomfri af det, begyndte Peer at eksperimentere med alternative metoder som supplement. I foredraget beskriver han, hvad han gjorde, og hvordan hidtil fortrængte, traumatiske barndomsminder til hans egen store overraskelse begyndte at dukke op af sig selv under terapeutisk meditation. Han beskriver, hvordan OCD’en, i hvert fald i hans tilfælde, har fungeret som effektiv fortrængning af ubærlige minder. Symptomerne aftog, efterhånden som han over en længere periode gradvist kom til fuld erindring og accept af hans fortids dystre historie – herunder en barndom præget af seksuelle og voldelige overgreb og trusler. Foredraget beskriver rejsen gennem Mørkeland – og troen på Lyset på den anden side.

Lille Per i Mørkeland er et gysereventyr inspireret af virkelige hændelser om en dreng, der udvikler OCD for at slippe for at huske barndommens ubehag.

Cover: Unsplash.com (Victor Rodriguez)


Kontakt & Booking

Flere foredrag