Håndarbejde med sundhed: Vil du være med?

26 jan

Mit nye arbejde kan betegnes som en slags håndarbejde med sundhed hele vejen rundt.

Hånden består af håndflade og fem fingre, der samlet illustrerer de seks områder, som jeg beskæftiger mig med nu. Der er kommet et par nye områder til indenfor de sidste par år.

Håndarbejde med sundhed

Håndarbejde for sundhed med mere

Håndfladen

Håndfladen illustrerer sundhed. Det er fællesnævneren for alt, hvad jeg beskæftiger mig med. Det skal fremme sundheden. Den holistiske sundhed for at være helt præcis. Det er at have det så godt som muligt fysisk, mentalt, socialt og globalt. Sundhed er energi og frihed til at leve et godt liv. Hvad det gode liv er, må den enkelte selv finde frem til. Sundhed er en livsressource, ikke et livsmål.

Tommeltotten

Tommeltotten illustrerer ernæring. Det er det sundhedsfaglige område, som jeg er uddannet i, og som jeg har beskæftiget mig mest med, siden jeg blev færdig med min basisuddannelse på Ankerhus i 1994. Jeg arbejder både med human ernæring og med ernæringsterapi. Human ernæring er dels videnskaben om menneskets ernæring, og så er det at gribe ernæring an på en menneskelig/humanistisk måde. Ernæringsterapi er ernæring som behandling af fysiske og psykiske sundhedsproblemer. Jeg arbejder her især med kosttilskud og med samspillet mellem kost og psyke, bl.a. i forhold til depression, angst og OCD.

Pegefingeren

Pegefingeren illustrerer mindfulness. Det var min første overbygning på ernæringen i form af mindful spisning. Jeg arbejder nu også med mindfulness og meditation i forhold til andre sundhedsområder, bl.a. stressreduktion, vaneændring (delta-metoden), selvomsorg, motivation, motion, dans, kramning, social sundhed, spirituel udvikling og selvafvikling. Mindfulness er en åndelig teknik, der består af tre dimensioner: 1) dyb koncentration og ro, 2) realistisk tænkning og fuld accept samt 3) kærlig-venlighed (ubetinget kærlighed).

Langefingeren

Langefingeren illustrerer politik. Jeg har i mange år været interesseret i de politiske aspekter ved sundhed. Det vil sige den del af politik, der handler om skjult udøvelse af magt. Det er der meget af i sundhed. I 2016 fik jeg en politisk vækkelse, der har fået mig til også at interessere mig for andre politiske emner, især amerikansk neokonservativ imperialisme, militant israelsk zionisme, krigen mod/med terror, menneskers misbrug af religion, kapitalisme og pengeskabelse, socialisme og retfærdighed, politisk propaganda samt mediernes og journalistikkens rolle i skabelsen og vedligeholdelsen af de store narrativer.

Ringfingeren

Ringfingeren illustrerer kramning. Det vil sige kærlig-venlig fysisk berøring. Det er den oversete komponent i moderne sundhed. Det er nok den del af hånden, som jeg har udviklet og arbejdet mest med i de sidste par år. Det har ført til Østerbro Krammeklub, mindful kramning (krammemeditation), krammefester og mange foredrag om kramning rundt omkring i landet. Jeg fornemmer, at Danmark langsomt opdager det store potentiale for sundhed, velvære og forbundethed, der er i noget så simpelt som lange, dybe kram med nærvær.

Lillefingeren

Lillefingerer illustrerer min hjemmelavede musik. Det er nyeste skud på stammen og noget, der har presset på indefra i mange år. Men det var først i sommeren 2017, at jeg fik gjort noget ved det. Jeg gravede guitaren frem fra kælderens støv og begyndte at lære akkorder helt fra bunden. Jeg kunne absolut intet til at starte med der. Nu er jeg så begyndt at lave og udgive mine egne sange, der er både dybt personlige og meget politiske.

Håndarbejde med sundhed til dig

Heldigvis har jeg ikke flere fingre. Så nu vil jeg koncentrere mig mit håndarbejde med sundhed til ernæring, mindfulness, politik, kramning og musik. Og du er hjerteligt velkommen til at være med. Husk, at du kan tegne et gratis abonnement på min blog, der handler om det hele. Så får du ny inspiration til din sundhed hver dag direkte i din indbakke.

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.