Human motion: så lidt kan du nøjes med!

Motion er sundt for kroppen og hjernen. Problemet er bare, at mange af os oplever motion som kedeligt, besværligt og trættende. Et vigtigt spørgsmål er derfor: Hvor lidt kan jeg nøjes med?

Det giver Sundhedsstyrelsen et godt og forskningsbaseret svar på på deres hjemmeside om fysisk aktivitet.

Fysisk aktivitet behøver ikke at være anstrengende for, at man opnår sundhedsmæssige fordele. / Sundhedsstyrelsen

Motion: så lidt kan du nøjes med

Det korte svar er: 30 minutter om dagen!

Almindelig slentren rundt er desværre ikke nok. Det skal være ved moderat til høj intensitet for at give noget og tælle med. Du behøver dog ikke at løbe; rask gang er godt nok. Hvis de 30 minutter deles op, så skal hver omgang vare mindst 10 minutter.

Men hvis du vælger en motionsform, som du kan lide, eller hvis du finder noget rart at adsprede dig med (f.eks. god musik), imens du bevæger kroppen, så går den halve time heldigvis hurtigt.

Det er forholdsvis let at få de 30 minutters daglig motion i forbindelse med dagligdagens behov for at bevæge dig rundt. Det forudsætter selvfølgelig, at du har noget at bevæge dig hen til, og hvor det er praktisk at gå, cykle eller Me-Move frem og tilbage. Hvis der ikke kommer et formål af sig selv, så må du være lidt kreativ og finde på et eller andet sted, du skal bevæge dig hen til. Hvad som helst, der kan motivere dig til at komme hjemmefra.

Rask gang svarer for de fleste til moderat intensitet. Så hvis du mest går, så skal du af og til supplere med noget andet for også at få den høje intensitet med. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der mindst to gange om ugen indgår fysisk aktivitet af mindst 20 minutters varighed. Det skal heldigvis ikke være 20 minutter ud over de 30 minutter. De 20 minutter er inkluderet i de 30 minutter. Det betyder så bare, at de to gange om ugen, så skal du bruge 2/3 af motionstiden på noget med høj intensitet. Noget, der øger og vedligeholder kondition og muskelstyrke. Det kan foregå i et træningscenter, men det kan også foregå derhjemme eller i det fri. Gør det, der er mest overkommeligt for dig. Gør det, som du rent faktisk ender med at få gjort…

Det lidt længere svar er derfor:

  • 5 dage om ugen: 30 minutter ved moderat intensitet (f.eks. rask gang)
  • 2 dage om ugen: 10 minutter ved moderat intensitet og 20 minutter ved høj intensitet (f.eks. konditions- og/eller styrketræning)

Så du kan faktisk nøjes med at træne i 20 minutter 2 gange om ugen. Resten af den ugentlige motion kan komme næsten helt af sig selv…