Det herskende narrativ er, at coronatesten på en troværdig måde måler, om man er smittet med det nye coronavirus eller ej.
Det, som testen reelt måler, er tilstedeværelse af noget bestemt genetisk materiale. Der sker ingen isolation eller identifikation af det nye coronavirus i testen. Man måler i stedet en genetisk markør, som man antager er det nye coronavirus. Men hvordan kan man vide, at det er sandt?
Hvis en test skal være pålidelig, så skal testresultaterne sammenlignes med en slags guld-standard. Det vil i dette tilfælde være det isolerede coronavirus. Disse undersøgelser og denne isolation er mig bekendt ikke udført. Vi ved derfor ikke, hvad det reelt betyder, hvis man er testet positiv i en coronatest.
Lægen Andrew Kaufman har argumenteret for, at den såkaldte coronatest reelt tester for tilstedeværelse af biologisk materiale (ikke virus), som kroppen naturligt danner og udskiller ved sygdom. Hvis han har ret i den teori, så måler coronatesten altså noget helt andet end et virus. Da de fleste coronapositive slet ikke mærker symptomer eller kun meget milde symptomer, så kan meget mild sygdom tilsyneladende også sætte gang i dannelsen af disse stoffer. Men jeg vil gætte på, at der vil være flere coronapositive end coronanegative, der vil udvikle alvorlig sygdom og død i en kommende periode, så det vil være muligt at “dokumentere”, at coronatesten forudsiger sygdom og død. Det vil dog ikke ændre ved, at vi ikke kan vide med sikkerhed, om det er det nye coronavirus eller noget andet, der gør, at testen slår ud.
Det er mit indtryk, at diagnosen CoVid-19 bliver stillet, hvis man er coronapositiv og har et eller flere af en lang række almindelige sygdomstegn, der også kunne skyldes alt mulig andet. Hvis coronatesten reelt måler et biologisk sygdomstegn og ikke tilstedeværelse af et virus, så er det meget let at komme til at diagnosticere patienter med CoVid-19, selvom de reelt fejler noget andet, der måske slet ikke smitter, og som let kunne behandles, hvis patienterne fik stillet den rigtige diagnose.