Hvorfor går du så meget op i mad?

Det virker som om, at vi i Danmark er blevet besatte af mad. Mad fylder utroligt meget i medierne, hverdagene og sindene i de danske hjem. Men er det egentlig sundt, at vi går så meget op i mad? Ikke nødvendigvis. Det er min holdning, at når man først har fundet frem til, hvad der er sund, lækker og billig kost for en, og hvordan man får fat på den, så er der sjældent grund til at bruge særlig meget tid og energi på maden i dagligdagen. Det undrer mig derfor tit, at mange danskere alligevel vælger at bruge utrolig meget unødvendig tid og energi på mad og madlavning hver dag.

Nu ved jeg jo ikke, hvordan du har det med mad, men her er nogle forskellige grunde til at bruge tid og energi på mad efterfulgt af min vurdering. Så kan du se, om der er nogle af grundene, som du kan nikke genkendende til.

  1. Det er sådan, vi er sammen på. Det er trist, hvis man kun kan finde ud af at være sammen, mens man spiser. Når måltidet er det sociale omdrejningspunkt, så kommer det let til at fungere som en måde at undgå samvær med nærvær. Bordet skaber en fysisk distance, som vi kan gemme os bagved, og spisningen skaber en opmærksomhedsmæssig distance.
  2. Det er derfor, vi mødes. Måltidet er tit årsagen til, at vi mødes. Når vi er færdige med at spise, så kan vi ikke finde ud af, hvad vi så skal foretage os. Så vi spiser videre. Dessert, kaffe og kage. Og når nærværet truer, så kommer slikskålen på bordet. Og hvis det skal være rigtig festligt og langvarigt, så skal der også øl og vin på bordet, for så kan vi beruse os i det i stedet for beruse os i hinanden.
  3. Jeg går op i at spise sundt. Hvis du bruger meget tid og energi på mad, så har du næppe fundet en særlig smart måde at spise sundt på. Målet med sundhed er at frigøre energi til andre formål end sundhed. Den sundeste mad er den, du ikke er klar over er sund. Du spiser den bare. Og du lader være med at belaste andre med dine billeder og belæringer.
  4. Jeg vil gerne tabe mig. Det er en mærkværdig idé, at man skal gå meget op i mad, hvis man vil tabe sig. Vægttab kræver jo blot negativ kaloriebalance, og det opnår man lettest ved at gå mindre op i mad. Find noget andet at gå op i, som du kan foretage dig i stedet for at overspise. Alt slanker, hvis du gør det i stedet for at spise.
  5. Jeg elsker følelsen af kontrol. Hvis du elsker at planlægge og kontrollere din mad, så skyldes det måske, at andre områder af dit liv er kaotiske, og det er du bange for at se i øjnene. Dit overdrevne fokus på mad forhindrer dig dermed i at leve dit liv fuldt ud. Slip kontrollen og engager dig i dit virkelige liv. Måske har du nogle reelle problemer, du kan gøre noget ved. Eller også har verden nogle problemer, som du kan bruge din sundhed til at gøre noget ved. Det er dumt at spilde sin sundhed på madlavning.
  6. Jeg får anerkendelse. Hvis du er en af dem, der konstant poster billeder på Instagram og Facebook af din sunde, lækre, hjemmelavede, økologiske mad, fordi det giver dig anerkendelse, så hold op med det. Folk er faktisk ligeglade med, hvad du spiser. Hvis de ikke er ligeglade med det, så bør de også lære at gå mindre op i mad.
  7. Jeg får penge for det. Fair nok. Hvis du arbejder med mad, så skal du selvfølgelig bruge tid og energi på det. Husk at holde fri og være ligeglad indimellem.
  8. Jeg er god til det og nyder det. Godt for dig. Del gerne dit arbejde med andre. Hvis du bor på Østerbro, så send en SMS til mig lige før spisetid.

Book en tid, hvis jeg skal hjælpe dig til gå mindre op i mad, så du kan udvikle ægte sundhed.

Skriv et svar