Journalister er krigsforbrydere

28 dec

Jeg er i det snart forgangne år blevet uvenner med flere journalister, som jeg har kendt privat. Det er sket, når snakken er kommet ind på verdensfred, politik og mediernes rolle i den forbindelse. Det er min klare mening, at danske journalister og medier er medvirkende til krigsforbrydelser.

Nogle gange får jeg nok fremlagt min holdning lidt for direkte og udiplomatisk, men jeg mener det faktisk. Det er en af grundene til, at jeg er holdt helt op med at indtage information fra almindelige medier. Jeg betragter dem som underholdning, propaganda og reklamer, og jeg har ikke brug for noget af det.

Jeg er i øvrigt også blevet uvenner med flere sundhedsfaglige kollegaer som følge af min politiske vækkelse. Det er især 9/11-sagen, der har skabt splid i mine relationer til både journalister og fagkolleger. Det er min klare opfattelse, at den officielle historie om 9/11 (11. september 2001-begivenhederne i USA) er en løgn. Det er min konklusion, både når jeg vurderer evidens, politik og historie i sagen. Og jeg har nu gravet meget dybt i den sag gennem 1½ år.

Jeg er bl.a. blevet beskyldt for at være konspirationsteoretiker, der ikke kan finde ud af at vurdere evidens. Realiteten er, at jeg har mistet troen på rapporter udgivet af myndigheder om sager af storpolitisk relevans. Det gælder f.eks. de amerikanske myndigheders tekniske rapporter om, hvad der fik de tre skyskrabere i World Trade Center til at kollapse, som de gjorde. Bygning 7 er den helt store smoking gun. Det er vigtigt, at vi fagfolk åbner øjnene for, at faglighed altid er i en politisk og retorisk kontekst. Det gælder også indenfor noget så forholdsvis harmløst som ernæring. Men nu er det altså ingeniørvidenskab, krig og propaganda, det handler om.

Jeg sætter gerne min faglige troværdighed på spil i denne sag. Jeg vil med dette indlæg opfordre alle til at lave selvstændig research om 9/11 og vurdere sagen selv. Lad være med at tro på, hvad du ser i fjernsynet eller læser i avisen. Lige nu handler propagandaen om Syrien, og det er faktisk lige så slemt, det der foregår i den sag, som det der foregik, da 9/11-sagen var hot. Når journalister, der har muligheden for det og public service-forpligtelsen til det, undlader at grave i det, så er de medvirkende til krigsforbrydelser.

Der er mange sager, som journalister burde grave meget dybere i, hvis de var interesserede i sandhed og verdensfred. Jeg kan f.eks. foreslå Danmarks rolle i Irak-krigen (den der med de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben), Israels behandling af palæstinenserne, Israels historie med at anvende terror som politisk virkemiddel og i det hele taget de sande motiver bag de amerikanske krige, som Danmark direkte eller indirekte er med i. Det er vigtigt for demokratiet. Det er fair nok, hvis et flertal ønsker, at vi skal bruge ressourcer og menneskelig på at gå i krig. Men det skal så foregå på et ærligt, oplyst grundlag. Det er min vurdering, at vi (Danmark) gør, hvad USA beder os om. Og USA gør, hvad Israel beder dem om. På den måde er Danmarks udenkrigspolitik reelt styret af Israel. Er det egentlig det, vi ønsker?

9/11 er stadigvæk aktuel, da det er det fundamentale bedrag, der startede krigen mod terror og al den død og ødelæggelse, der lå i kølvandet på den. Det er på tide, at vi bliver meget mere kritiske i forhold til USA og Israel. CIA og Mossad kan bare komme an! 🙂

PS: Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil guides lidt i junglen af alternative medier og selvstændige, undersøgende journalister og forskere. Der er heldigvis et befriende alternativ til mainstream-medierne, men man skal se sig godt for, da der er lagt mange fælder ud. Det vigtigste er, at du bevarer din evne til selvstændig kritisk tænkning. Lad være med at tro blindt på noget som helst, bare fordi en person eller institution med autoritet siger det. Sæt dig ind i evidensen. Lyt til argumenter fra begge sider, og vær opmærksom på afsendernes politiske interesser. Det er sådan set bare god, gammeldags journalistik, som vi desværre er nødt til at gøre selv, nu hvor journalisterne har svigtet os. 🙁

PPS: Sandhed, retfærdighed og fred er sundt. 🙂

Journalister er krigsforbrydere

Comments are closed.