Mission: Sundhed, Kram & Fred

Min mission er at fremme sundhed, kram og fred via øget bevidsthed. Det omfatter en blanding af faglig, spirituel og politisk arbejde med en høj grad af personligt engagement.

Denne figur illustrerer illustrerer min samlede mission med bevidsthed som det fælles omdrejningspunkt.

Figuren illustrerer Per Brændgaards samlede mission

Mission sundhed med mere

Sundhed, kram og fred er tre sider af samme sag med bevidsthed som det fælles omdrejningspunkt.

Lad mig lige definere hvordan jeg opfatter de centrale begreber:

  • Sundhed: at hjælpe mennesker til at have så meget velvære, energi og frihed som muligt, både fysisk, mentalt og socialt (hvilket også kræver at vi passer på jordens sundhed og ressourcer)
  • Kram: at hjælpe mennesker til et liv med mere kærlig berøring og fysisk nærkontakt med andre mennesker (plus det åndelige kram der er intentionen af kærlig-venlighed, dvs. den ubetingede kærlighed)
  • Fred: at hjælpe mennesker til at leve i mere fred med sig selv og hinanden — fra sindsro til storpolitik
  • Bevidsthed: den alment menneskelige bevidsthed, der vækker den enkelte og forbinder os alle via kærlighed

De fire faktorer hænger tæt sammen, f.eks. i fredskram.

Sundhedsmission

Min mission om at fremme sundhed er rettet mod disse visioner:

  • Ny forståelse af holistisk sundhed med afsæt i evidens i stedet for hokus pokus
  • Sundhed uden stress (frihed fra sundhedsstress)
  • Vække den slumrende sundhedsbevidsthed i det enkelte menneske
  • Sund fast food (frihed fra madstress)
  • Motion med mening (frihed fra motionsstress)
  • Den dobbelte slankekurs: vægttab + kropsglæde
  • Ny, sund alkohol- og festkultur
  • Åbenhed om psykisk sygdom
  • Små skridt til vaneændring og varigt vægttab
  • Mindful spisning til behandling af overspisning
  • Sundhed med nydelse og nydelse som sundhed

Krammemission

Min krammemission er rettet mod disse visioner:

  • Ny krammekultur med ikke-seksuel, fysisk berøring som almindelig samværs- og kommunikationsform
  • Udbredelse af bevidst berøring som almen sundhedsfremme og specifik kropsbehandling/krammeterapi
  • Krammefest i stedet for drukfest
  • Etablering af en lokal krammeklub i hver by i Danmark
  • Udbredelse af krammecafeer som cafekoncept
  • Alle har mindst én krammeven (og alle skal have let adgang til at søge nye krammevenner altid hele livet igennem)
  • Hjælpe især mænd til at udvikle større seksuel bevidsthed
  • Fremme fri kærlighed: nulstil normerne, sæt kærligheden fri og find din naturlige kærlighedsstil
  • Skabe rum hvor krammehippier kan gå i dybden med kramning som livsstil
  • Fremme den ubetingede kærlighed i og mellem mennesker som fundament for både kramning, sundhed og fred

Fredsmission:

Min fredsmission er rettet mod disse visioner:

  • Sindsro (indre fred)
  • Verdensfred (ydre fred)

Udviklingen af min mission

Min egen udvikling startede i nederste venstre hjørne med sundhed. Eller nærmere bestemt ernæring, motion og vægtregulering. Det fører til mine to grunduddannelser som ernærings- og husholdningsøkonom (1994) og cand.scient. i human ernæring (1999). Jeg har arbejdet professionelt og uddannet med ernæring og sundhed, siden jeg var 23 år.

Fra ca. 2003 (som 32-årig) begyndte jeg at udvide min interesse for sundhed i en mere holistisk retning med inklusion af flere og flere sundhedsfaktorer i et samlet syn på sundhed og sund livsstil.

I 2006 (dvs. som 36-årig) møder jeg psykolog og meditationslærer Uffe Damborg og opdager bevidsthedens oversete betydning i sundhed og ernæring. Det fører bl.a. til mindful spisning-konceptet, som vi skriver to bøger om på henholdsvis dansk og engelsk. Det er en slags holistisk forening af ernæringsfysiologi, kognitiv psykologi og mindfulness tappet direkte fra kilden (theravada-buddhismen).

I januar 2015 springer jeg ud som polyamorøs (flerelskende). Det fører til en række personlige erkendelser, bl.a. at kærlig berøring uden sex med flere kvinder er enormt nærende, beroligende og rart for mig. Det kombinerer jeg med faglige studier og mine erfaringer med mindful spisning i udviklingen af et nyt koncept om mindful kramning for at give mine indsigter videre til andre på en systematisk måde.

I sommeren 2016 får jeg en politisk vækkelse, der leder til indsigten i den politiske sag, som jeg skal arbejde for: verdensfred. Intet mindre. Pludselig begynder det hele at hænge godt sammen. Min tilgang til både sundhed, kram og fred bliver af mange opfattet som hippieagtig, hvilket egentlig ikke gør mig noget, da hippierne i 60’erne og 70’erne havde fat på noget godt, som så måske kørte ud af nogle uheldige tangenter af og til. Men de fik standset USAs meningsløse krig i Vietnam, hvilket er noget af en bedrift. Så måske er tiden nu kommet til Hippe 2.0.

Kontakt mig, hvis du vil videre mere.