Motion med venlighed og mening

28 jan

Jeg har, bl.a. af nød, brugt de sidste år på at filosofere og eksperimentere med motion på nye måder. Min gamle tilgang motion virkede ikke længere for mig selv. Den kunne ikke længere motivere mig. Så jeg var nødt til at prøve noget nyt. Noget helt anderledes.

Min foreløbige konklusion er, at motion for mig (og andre der har det på samme måde med motion som mig) skal være drevet af to faktorer: venlighed og mening.

Venlighed er den mest simple og dybe kilde til motivation for sundhed. Motivation til at tage sig af sig selv og sin krop, så man kan have det så godt som muligt nu og i fremtiden. Når motion er drevet af venlighed, så føles det helt anderledes, end når motion er drevet af selvafstraffelse, moral og pligt.

Når man har nået en vis alder (og her taler jeg bl.a. om mig selv), så holder man op med at identificere sig så meget med sin krop, og træning for at skabe et bestemt fysisk udseende med store muskler og lav fedtprocent mister sin appel. Det er både godt og skidt, da den kropslige narcissisme er en energifyldt blindgyde. Det begyndte at gå galt for mig, da jeg rundede de 30, og det gik helt galt, da jeg rundede de 40.

Mening med motion for mig nu er – ud over at jeg mærke, at det er sundt og godt for mig, når jeg husker at være venlig – at det skal tjene et reelt formål, eller det skal være nydelsesfuldt, mens det står på. Pligtbaseret motion drevet af tanker om fysisk effekt kan slet ikke drive mig op af sofaen længere. Desværre eller heldigvis – det har jeg ikke helt fundet ud af endnu.

Motion i sig selv er ikke et reelt formål i sig selv. Motion er ikke nødvendigvis en kilde til nydelse og gode oplevelser, imens det står på. Formålet og nydelsen skal findes i noget andet, og det er nok meget forskelligt fra person til person, hvad der skal til. Den enkeltes bevidsthed er nøglen til at finde ud af, hvad der skal til. Mine egne undersøgelser viser foreløbig, at de tre motionsformer, der passer mig bedst, er TranSport (gang og cykling), aktiv sex (utroligt så forpustet jeg kan blive af det, uden at det føles hårdt imens) samt venlig, intuitiv og musikfyldt træning i fitnesscenter (konditionstræning, styrketræning og bevægelighedstræning – altid individuel træning, aldrig på hold og aldrig efter et program).

No comments yet

Leave a Reply