Øg din reklamebevidsthed

28 dec

Reklamebevidsthed er at være bevidst om de reklamer, du bliver udsat for, og hvordan de prøver på at få dig til at bruge dine penge på noget, du ikke har brug for. Det er en god metode til at bryde fri af Den Store Illusion om Ting, som utroligt mange danskere lider under. Hvis du bliver mere reklamebevidst, så kan det øge din mentale og økonomiske sundhed markant. Reklamebevidsthed kan også øge din psykologiske sundhed og selvindsigt, da dyre reklamer er en portal til indsigt i moderne menneskers dybe længsler og behov.

Selvindsigt via reklamebevidsthed

Da det er umuligt at undgå reklamer i det moderne samfund, så kan du lige så godt bruge reklamerne til noget sundt. Nemlig til selvindsigt. Reklamerne bliver udarbejdet af dygtige mennesker med forstand på menneskers psyke, så du kan lære meget om dig selv ved at være bevidst om, hvad der sker i dit sind, når du bliver udsat for reklamer.

Her er seks trin til at øge din reklamebevidsthed. Det er, hvad jeg plejer at anbefale folk, der ønsker at reducere materialistisk og økonomisk stress via øget bevidsthed om reklamer.

Trin 1. Sanseindtryk

Vær generelt bevidst om de indtryk du modtager om dine omgivelser via dine sanser; især synsindtryk og lydindtryk. Indse at reklamer (ligesom så meget andet) faktisk ikke er andet end det: en strøm af sanseindtryk.

Trin 2. Pengelokkeri

Husk, at reklamer altid prøver på at få dig til bruge dine penge på noget bestemt. Reklamer prøver ikke på at gøre dig en tjeneste eller inspirere dig til et bedre liv. Virksomheden bag reklamen er egentlig blot interesseret i dine penge. Så spørg altid dig selv:

  • Hvad prøver den reklame at få mig til at bruge mine penge på?

Trin 3. Mere-mentalitet

Giv slip på mere-mentaliteten. Stræb efter at have nok. Også af ting og penge. Husk, at den der har nok er rig. Glæd dig over følelsen af at være rig, når du har nok. Og måske har du allerede nok nu. Måske er du allerede super rig nu.Når du møder en ny reklame og mærker fristelsen til at købe, så stil dig disse spørgsmål:

  • Har jeg brug for den ting?
  • Har jeg allerede nok af den ting?

Trin 4. Selvindsigt

Reklamefolk er smarte, og de ved udmærket, at de skal appellerer til moderne menneskers psykologiske behov i stedet for tingenes fysiske funktioner, hvis de skal lokke os til at købe mere, end vi har brug for. Du kan øge din bevidsthed om det ved at stille dig selv disse spørgsmål, når du vurderer en konkret reklame:

  • Hvilken følelse, status eller identitet bilder reklamen mig ind, at jeg kan opnå ved at købe den ting?
  • Har det reelt noget som helst at gøre med den fysiske ting? Eller er det en ren mental konstruktion skabt af reklamerne?
  • Hvordan kan jeg få dækket det psykologiske behov, som reklamerer appellerer til, på en ægte måde i stedet for at købe den ting?

Trin 5. Prislokkeri

Når du møder en reklame for en ting på udsalg, så husk at stille dig selv de samme spørgsmål under pkt. 4 og 5. Hvis du ikke har brug for tingen, så har du ikke brug for tingen, uanset hvor meget mindre den koster end normalt. Lad udsalg minde dig om, hvor meget de normalt tjener på at sælge den ting. Hold fokus på den reelle pris og ikke på prisforskellen i forhold til normalpris. Det kan jo være, at de holder normalprisen kunstigt oppe, så de kan lokke også prisbevidste kunder til at købe ting, de ikke har brug for. Køb det kun, hvis det er helt gratis, eller hvis du får penge for at købe det.

Trin 6. Kalorielokkeri

Når du møder en reklame for kvantumsrabat (køb tre og få den ene gratis) for at få dig til at købe mere, end du egentlig havde tænkt dig, så er det ekstra vigtigt at mærke efter, hvor meget du egentlig har brug for. Hvis bageren f.eks. har tilbud på tre kager til prisen for to, og du egentlig kun har brug for en, så vil det koste dig både flere penge og kalorier at falde for det “gode” tilbud. På den måde kan reklamebevidsthed også virke slankende.

Øg din selvindsigt via reklamebevidsthed

Comments are closed.