Work/life-balance

Stress: Det handler ikke om work/life-balance

Work/life-balance er blevet et buzzword i management af stress hos det arbejdende folk. Men hvad nu hvis konceptet gør langt mere skade end gavn?

Du får stress af work/life-balance

Hvis du går op i din work/life-balance, så kan du risikere at få stress af det. Det er jo ikke sådan, at ‘work’ altid er stressende, og det er især ikke sådan, at ‘life’ altid er afstressende. Bestræbelser på at optimere work/life-balance kan medføre, at man så blot stresser både, når man arbejder, og når man har fri. Balancen mellem stress på jobbet og stress i fritiden giver ikke mindre stress. Det er bare stress på to forskellige livsområder, der går ind i den samlede stressbelastning.

Stress/ro-balance

Jeg er fortaler for stress/ro-balance i stedet for work/life-balance, hvis formålet er at forebygge stress. Stress/ro-balance betyder, at der skal være balance mellem stress og ro. Simpelthen. Moderne danskere er super gode til at stresse. Både når vi arbejder, og når vi har fri. Det er roen, der er den store udfordring i stress/ro-balancen. Og det nytter ikke noget at gå til roning… 🙂 Motion er nemlig også blot en kilde til stress i ‘life’-delen af hverdagen.

Ro betyder, at du ikke foretager dig noget hverken fysisk eller mentalt. Det optimale er søvn og dyb afspænding, men at ligge passivt og se de rigtige tv-serier og dokumentarudsendelser kan også bruges. Det skal bare være noget, der ikke stresser dig. Mærk efter hvad der virkelig giver dig ro og genopladning. Samvær med børn er f.eks. en populær ingrediens i ‘life’, som reelt kan være enormt stressende for de fleste af os. Men det er lidt tabu at indrømme det. Hvis du indrømmer det, så kan du være mere til stede med dine børn (børnearbejde…), og du kan give dig selv genopladning med total ro indimellem alle dine kilder til stress i hverdagen.

Når du på den måde finder den rigtige stress/ro-balance, så kan du leve et aktivt liv uden nogensinde at gå ned med stress. Holistisk sundhedscoaching kan hjælpe dig til at finde den sunde balance i dit liv på ny.

Work/life-balance

 

Skriv et svar