Sundhed og frihed i en coronatid

Af Per Brændgaard, 10. juli 2021

Vi befinder os i en historisk tid. Corona er den foreløbige kulmination på en ideologisk konflikt mellem sundhed og frihed, der har stået på i flere årtier. Spørgsmålet er: Skal folk lære at bruge deres frihed til at foretage sunde valg – eller skal folk kontrolleres udefra af eksperter og teknologi?

Jeg er ikke i tvivl, da sundhed uden frihed er en sygdom, der belaster både den enkelte og samfundet. Regeringens coronapolitik er decideret antiliberal, hvilket ikke kun går ud over private virksomheder; det er også decideret sundhedsskadeligt for den enkelte.

Sundhed er meget mere end at undgå smitte og sygdom. Det, vi er vidne til nu, er præcis det, som den franske filosof François de La Rochefoucauld (1613-1680) advarede os om, da han for mange år siden skrev de berømte ord: ”At pleje helbredet med en regel, der er for streng, er en opslidende sygdom.”

Regeringens coronapolitik går desværre i retning af et digitalt diktatur med totalitær overvågning og kontrol. Det er som en teknokratisk slankekur overført til viruskontrol. Ligesom jeg var og stadig er modstander af slankekure, så er jeg også modstander af coronapas, tvangstest og tvangsvacciner, også selvom der ikke decideret bruges fysisk vold til at udføre tvangen. Indirekte tvang er også tvang, og selve reduktionen i frihed er en reduktion i sundhed. Ligesom man kan opnå et varigt vægttab med frihed uden kur, så kan man også opnå varig coronahåndtering med frihed uden restriktioner.

Det er som om, at folk har glemt, hvad sundhed egentlig er, og hvad sundhed egentlig ikke er, selvom det udgiver sig for at være det. Sundhed er IKKE at undgå sygdom for enhver pris. Hvis prisen for at undgå sygdom er et totalitært kontrolsamfund, så er prisen simpelthen alt for høj.

Sundhed er mere end blot fravær af sygdom. Sundhed er en tilstand af optimalt fysisk, mentalt og socialt velbefindende. Det er WHO selv, der har defineret sundhed sådan. Det er ikke min egen hjemmelavede hippie-definition. Spørgsmålet er derfor også eller burde være: Hvordan påvirker coronareglerne det mentale og sociale velbefindende? Det aspekt af sundhed er tilsyneladende gået helt i glemmebogen efter Coronaens indtog.

Ligesom nogle kriminelle angiveligt trives bedst i fængsel og får det dårligt i de perioder, hvor de er på fri fod, så kan det digitale coronafængsel med adgangskontrol via coronapas osv. også give velvære i form af falsk tryghed. Det er her vigtigt at huske på, at vores samfund er baseret på en fælles etik om, at berøvelse af frihed er en straf og IKKE en belønning. Coronaen viser, at moderne fængsler kan komme i mange former, og vi har desværre nok slet ikke set det værste endnu.

Det er velkendt fra den eksistentielle filosofi og psykologi, at frihed er forbundet med angst. Derfor vil mange være tilbøjelige til at vælge løsninger på livets udfordringer, der omfatter, at de slipper for selv at tage stilling og i stedet overlader kontrollen til et ydre program, en ekspert eller en app i stedet for deres indre selvregulering. Det føles umiddelbart godt, ligesom det kan føles umiddelbart godt og varmende at tisse i bukserne på en frysende vinterdag. Men ligesom varm tis fryser til is, der gør kulden værre, så vil trygheden i coronafængslet med tiden forvandle sig til en irriterende begrænsning i den frie livsudfoldelse, som det er umuligt at komme ud af igen, da man frivilligt har overgivet sin selvbestemmelse til andre, der måske i sidste ende er en helt kunstig intelligens i en dystopisk ikke så fjern fremtid.

Hele den vestlige civilisation er baseret på personlig frihed som fundamental værdi. Vi er sågar gået i krige for at indføre frihed i andre lande. Det er vi nu ved at skylde ud med badevandet som følge af coronafrygt og coronapolitik, der er HELT ude af proportioner med realiteterne. Der er efter min mening tale om groft misbrug af sundhed. At magthaverne i hele verden tilsyneladende er blevet enige om at misbruge sundhed på den måde er ikke en undskyldning; det understreger blot, hvor alvorligt det er, og hvor umuligt det kan ende med at blive at bryde fri af det globale coronafængsel.

Mennesket er fordømt til at være frit“, mente Jean-Paul Sartre (1905-1980), og den sætning understreger vores ambivalente forhold til frihed. På den ene side er frihed kilde til sundhed, glæde, livsudfoldelse og mening. På den anden side er frihed kilde til angst, kaos, fortvivlelse og det til tider tyngende ansvar ved individuelle valg. Den ambivalens fører til det paradoksale, at mange danskere tilsyneladende nu er parate til at ofre frihed for sikkerhed, som de forveksler med sundhed, selvom den oplevede sikkerhed muligvis er dybt illusorisk og måske snarere er det stik modsatte. Hvis frihed er en forudsætning for sundhed, og hvis usikkerhed er den anden side af frihed, så er man nødt til at vælge USIKKERHEDEN, hvis man vil øge sundheden. Det er muligvis ikke rart for curlingbørn, der er blevet voksne, men det er sundhedens barske realitet.

Coronasituationen kan også håndteres på en sundhedsliberal måde, og det er aldrig for sent at skifte strategi. I den nuværende situation, så er sundhedsliberalisme forudsætningen for frihed på ALLE områder i samfundet. Essensen i sundhedsliberalisme er, at man lader det være op til den enkelte selv at vælge, hvad man vil gøre eller ikke gøre uden nogle former for hverken direkte eller indirekte tvang eller straf. Det omfatter også både friheden til at være en ‘superspreder’ og friheden til at være en ‘superstærk’, der tror på, at kroppen er stærk nok til at håndtere en omgang corona. Hvis nogen ønsker at bruge mundbind eller lade sig indsprøjte med eksperimentel bioteknologi i håbet om, at det kan øge deres sikkerhed eller sundhed, så skal de naturligvis også have friheden til det, så længe vi andre kan blive fri.

Hvis der findes effektive vacciner, så burde det være nok, at de sårbare lader sig vaccinere. Hvis der derimod IKKE findes effektive vacciner, så giver det ikke mening, at nogen OVERHOVEDET lader sig vaccinere, da der jo så slet ikke er tale om ‘vacciner’, men HÅB. Hvis udokumenterede vacciner markedsføres til befolkningen af de statslige sundhedsmyndigheder som dokumenterede, så er coronapolitikken gået fra VIDEN til TRO og er dermed i virkeligheden den nye statsreligion. Da vi har grundlovssikret religionsfrihed i Danmark, så har vi dermed også frihed til at sige nej tak til statens religion og de ritualer såsom mundbind og stik i skulderen, der følger med. Man kan selvfølgelig også vælge at underkaste sig den nye “gud”, så længe man er klar over, at det så slet ikke handler om sundhed længere.

Viden & Vurdering