Fra overvægtig til supervægtig – og sund!

21 maj

Der er to store og meget oversete årsager til, at supervægt kan forringe sundheden.

Supervægt er også kendt som ‘overvægt’, men jeg vil til at kalde det ‘supervægt’, da det lyder mere positivt. Ligesom tilhængere af motion betegner ‘overmotion’ som ‘supermotion’, så vil jeg som tilhænger af sundhedshumanisme begynde at tale pænt om de supervægtige.

Hvis dit BMI er over 25, så er du ikke overvægtig. Du er supervægtig. Det er meget sundere at være supervægtig end overvægtig, selvom vægten er præcis den samme. Sundheden handler om, hvordan du forholder dig til din vægt – hvorvidt du lader dig tynge – fysisk og mentalt.

Nå, men tilbage til de to oversete årsager. De er:

Årsag #1. Mangel på bevægelse

Supervægt gør, at man uvilkårligt bevæger kroppen mindre, simpelthen fordi den er tungere og mere bøvlet at bakse rundt med. Mindre kropslig bevægelse kan øge risikoen for en række sygdomme såsom type 2-diabetes og hjertekarsygdom.

Løsning: Find en form for bevægelse, der passer til din supervægtige krop og dit liv i øvrigt. Find noget du realistisk set kan og vil gøre hver dag. Du kan f.eks. holde op med at tænke på at løbe og i stedet begynde at gå.

Årsag #2. Slankekure

Supervægt, der opfattes som uønsket “overvægt”, øger risikoen for slankekure. Slankekure øger risikoen for at dø med 15 %.

Løsning: Hvis du er på kur nu, så hold op. Hvis du tænker på at gå på kur, så tænk på noget andet. Hvis du begynder på kuren igen på mandag, så spring mandagen over og hop direkte til tirsdag.

Den foregående sætning var for sjov, men resten er ramme alvor.

Drop kuren. Bevæg kroppen. Glæd dig over alt det fantastiske, som din krop kan, uanset hvad din badevægt sagde til dig i morges. 🙂

No comments yet

Leave a Reply