Tag-arkiv: små skridt

To myter om små skridt og mindful spisning

Myte: Små skridt går ud på at tabe sig langsomt Sandhed: Små skridt går ikke ud på at tabe sig langsomt. Små skridt i kosten med henblik på vægttab går ud på at foretage ændringer i sine sædvanlige kostvaner, som man selv oplever som små (dvs. subjektivt/psykologisk set), og som kroppen ”oplever” som mere gavnlige (dvs. objektivt/fysiologisk set). Små skridt har ikke noget vægttabets tempo at gøre. Det har udelukkende noget at gøre med den subjektive oplevelse af ændringerne. De rigtige små skridt fører til store vægttab. Myte: Mindful spisning går ud på, at man ikke må snakke sammen Sandhed: Mindful spisning har ingen regler om, at man ikke må tale sammen ved spisebordet. Der er faktisk slet ingen ydre regler om, hvad man må, og hvad man ikke må. Mindful spisning er indre små skridt, hvor man fokuserer opmærksomheden på sult, sanselighed og nydelse ved spisning. De fleste, der begynder at praktisere mindful spisning, begynder at være mere stille, mens de spiser, fordi de er dybt koncentrerede om maden. Madro er derfor ikke en regel, men en behagelig konsekvens af mindful spisning. Mere om mindful spisning

Verdens bedste kur

Verdens bedste kur er at gå fra slankekur til slankekurs. Slankekur-mentalitet er en spiseforstyrrelse, der forhindrer varigt vægttab. Du kan sagtens tabe mange kilo på kort tid med en kur, men du tager på igen bagefter. Du skal derfor gribe det helt anderledes an, hvis du vil have et varigt i stedet for et forbigående vægttab.

Tænk dig om til januar, hvis du har vægttab som nytårsforsæt. Plejer du at gå på kur til januar? Hvordan plejer det at gå med vægten efter kuren? Hvad vejer du nu sammenlignet med sidste år på samme dato? Hvad med at prøve noget nyt denne gang? Altså noget helt nyt og ikke bare en ny kur. Noget, der ikke er en kur, men som gør, at du kan opnå et sundt, stort og varigt vægttab. Du vil nok ikke tabe dig så hurtigt som på en kur, men til gengæld kan du tabe dig på en holdbar og sund måde – og det vil ikke være så hårdt og besværligt imens.

Verdens bedste slankekurs består efter min mening af disse tre hovedingredienser:
1. Små skridt – dvs. små, gradvise, sunde ændringer i din nuværende livsstil (både mad, motion og andre livsstilsfaktorer), som du selv bestemmer, og hvor du går frem i dit eget tempo, så langt du vil
2. Mindful spisning – dvs. spisning med opmærksomt nærvær, med hensigt fra øjeblik til øjeblik, med fuld accept af sult, sanselighed og nydelse (det med sulten er særlig vigtigt, hvis du vil tabe dig effektivt og holdbart)
3. Understøttelse – dvs. elementer der sikrer, at du rent faktisk gør det og bliver ved med at gøre det – hvor internettet har en særlig god evne til at levere understøttende socialt fællesskab og påmindelser på en praktisk og billig måde (f.eks. SmaaSkridt.dk), og hvor generel mindfulness/meditation (dvs. ikke kun mindful spisning) og at indgå i en støttende gruppe (i den virkelige verden) med andre i samme båd og med en kompetent vejleder er særligt understøttende