Tantraklub

Tantraklub

Jeg har etableret tantraklubben TLT Østerbro baseret på The Light Tantra (TLT).

Fra krammeklub til tantraklub

Tantraklubben er en overbygning til krammeklubben for dem, der også ønsker at arbejde med den seksuelle energi. Både krammeklubben og tantraklubben har et spirituelt sigte om indsigt i vores åndelige natur og dybe forbundethed.

The Light Tantra er en tantraform uden nøgenhed og uden fysisk sex. Fokus er rent på den seksuelle energi (jing), som via mindfulness kan transformeres til vital livsenergi (chi), som videre kan transformeres til spirituel energi (shen). Det teoretiske fundament og den historiske tradition er taoisme.

Jing opstår i det bevidste møde mellem den feminine og den maskuline energipol ved harmonerende frekvens. Det betyder ikke, at det nødvendigvis skal være et møde mellem en mand og en kvinde, da både mænd og kvinder har begge typer energi. Det afgørende, subjektive udgangspunkt, som de fleste kan lære at mærke, er, om man oplever en tilstrækkelig høj grad af energiseksuel tiltrækning. Da menneskers seksuelle lyster kan være drevet af meget andet end den dybe længsel efter spirituel energi og forløsning, så er den første læreproces at øve sig i at skelne mellem energiseksuel tiltrækning og andre former for seksuel tiltrækning og lyst. Næste proces er at finde en eller flere, hvor den energiseksuelle tiltrækning er gensidig. Så kan energiudviklingen begynde.

Selvom chi i følge kinesisk medicin har fundamental betydning for menneskers sundhed, så er The Light Tantra ikke kun en sundhedspraksis. Vi sigter endnu højere efter shen – den spirituelle energi – der giver bevidstheden power til at trænge igennem til den åndelige verden. Men det hele starter altså med jing.

Fundamentet for tantraklubben og krammeklubben er det samme: mindful kramning. Forskellen er, at hvor vi i krammeklubben går efter ro, så går vi i tantraklubben efter energi.

Hvorfor gå i tantraklub?

Hvis du kan svare ja til følgende udsagn, så er en light tantraklub måske noget for dig:

  1. Jeg nyder at kramme i lang tid ad gangen
  2. Jeg vil gerne møde nye mennesker
  3. Jeg ønsker at udvikle, mærke og nyde seksuel energi uden at handle fysisk seksuelt på energien og uden at søge energiens fysisk seksuelle udløsning
  4. Jeg ønsker at bruge den seksuelle energi til at øge min generelle sundhed og vitalitet i hverdagen
  5. Jeg er parat til at åbne min bevidsthed for den seksuelle energi og lade den give mig styrke til at trænge igennem til den åndelige verden
  6. Jeg kan mærke mine grænser, og jeg kan finde ud af at sige fra
  7. Jeg har en god personlig hygiejne
  8. Mine mavefornemmelse fortæller mig, at en light tantraklub er godt for mig nu

Tantra uden fysisk sex

En light krammeklub er ikke en swingerklub. Vi dyrker ikke fysisk sex med hinanden til arrangementerne i TLT Østerbro. Hvis medlemmer ønsker at udvikle romantiske og fysisk seksuelle relationer med hinanden, så bedes de gøre det privat udenfor arrangementerne i tantraklubben.

Vil du prøve?

Du er velkommen til at kontakte mig eller anmode om medlemskab af facebookgruppen TLT Østerbro, hvis du vil høre nærmere eller prøve at være med til et arrangement i min tantraklub.

Jeg tager også ud og faciliterer lokale tantraklubber, eller lukkede grupper kan komme til mig til lukkede arrangementer. Individuelle sessioner er også muligt.