Til lykke til ham Frederik

23 maj

Til lykke til ham Frederik. Ham løberen. Hvad hedder han egentlig til efternavn? 🙂

Jeg er modstander af kongehuset af bl.a. disse grunde:

  • Ifølge Danmarks Riges Grundlov har kongehuset stadigvæk en stor, reel magt i Danmark. Det er udemokratisk, og det er uetisk, at kongehusets reelle magt bliver holdt skjult for folket.
  • Kongehuset fastholder en opfattelse er, at nogle mennesker (en elite) er født til større rigdom og magt end andre. Det fastholder dermed ulighed i samfundet og modvirker det retfærdige oprør mod elitevældet.
  • Kongehuset og dets alliance med medierne fungerer som en gigantisk distraktion fra de reelle problemer i det danske samfund såsom Danmarks støtte til USAs ulovlige krige.
  • Kongehuset med eventyr om prinser og prinsesser fastholder den romantiske illusion, der skaber ulykke og lidelse i menneskers kærlighedsliv.

Her er uddrag af, hvad Grundloven faktisk siger om kongens magt:

  • Kapitel I, § 3: “Den udøvende magt er hos kongen.”
  • Kapitel III, § 12: “Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene.”
  • Kapitel III, § 17, stk. 1: “Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet.” Stk. 2: “I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.”
  • Kapitel III, § 19, stk. 1: “Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.”
  • Kapitel III, § 24: “Kongen kan benåde og give amnesti.”
  • Kapitel III, § 26: “Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.”

Jeg forstår godt behovet for eventyr, drømme og PR i udlandet gennem den hyggelige fortælling om det danske kongehus. Fortællingen er ganske vist en løgn, men den kan alligevel have beroligende og markedsførende virkninger. Dette kan kombineres med demokratiske værdier ved en privatisering af kongehuset, så kongehuset ikke længere modtager penge fra staten, og så det ikke længere indgår i Grundloven. Kongehuset kan i stedet søge frivillig finansiering fra brugerne (folket, medierne og erhvervslivet), ligesom det kan rejse midler ved at frasælge jord og bygninger. På den måde bliver alle glade. Også Frederik, tror jeg. 🙂

Foto Keld Navntoft

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

%d bloggers like this: