MeToo-sagen

Peer Brændgaard blev uskyldigt dømt for voldtægt og derefter pure frifundet i en politisk MeToo-sag i 2019. Nu vil han have sin ære genoprettet og de skyldige afsløret.

Peer Brændgaard var i 2019 udsat for den traumatiserende oplevelse at blive uskyldigt dømt for voldtægt i Københavns Byret. Han ankede dommen på stedet og blev efterfølgende frifundet for alle anklager med dommerstemmerne 6-0 i Østre Landsret.

Mellem byretten og landsretten blev han hængt offentligt ud i flere medier og udsat for massiv shitstorm på Facebook, selvom det reelt var ham, der var offeret i den sag. Siden frifindelsen har det været en kamp at få fjernet usandheder om sagen på nettet, så han kan få renset sit navn og komme tilbage som skribent, underviser og foredragsholder om ernæring og sundhed.

TRE MYTER OG SANDHEDER OM SAGEN

  1. Myte: Kvinden var klient hos Per. Sandhed: Kvinden var ikke hans klient. Kvinden havde deltaget i Pers private krammeklub, Østerbro Krammeklub, som han havde på det tidspunkt i sin lejlighed. Da de havde god krammekemi, så aftalte de også at ses som krammevenner. Peer levede dengang som erklæret polyamorøs med flere krammeveninder, hvor nogle relationer var uden og andre var med sex. Alt dette var den nye kvinde informeret om på forhånd. Hvis det havde været krammeterapi, så ville der i øvrigt have været betaling.
  2. Myte: Kvinden sagde nej til sex. Sandhed: Kvinden sagde aktivt ja til sex tre gange. Det fortrød hun så af en eller anden grund bagefter, hvilket viser, at samtykke ikke giver nogen sikkerhed for manden. Kvinden kan bagefter påstå, at hun “frøs” og derfor sagde ja til sex, hvor hun faktisk mente nej. Man er derfor som mand på Herrens mark – eller rettere Kvindens mark.
  3. Myte: Han blev jo dømt. Sandhed: Nej, når man bliver frifundet i Landsretten, så annullerer det den foreløbige dom fra Byretten. Byretten har det med at dømme politisk, mens Landsretten dømmer retfærdigt. Per skiftede endvidere advokat fra Byretten til Landsretten, da den første havde været inkompetent og givet ham forkert rådgivning. Den første advokat, som han havde fundet tilfældigt, havde bl.a. rådet ham til ikke at tale med politiet. Det var en fejl. Han blev i øvrigt aldrig hverken anholdt eller afhørt af politiet, hvilket kunne tyde på, at også politiet havde på fornemmelsen, at anklagen var falsk.

Frifindelsen i april 2019 fik kun sparsom medieomtale, og siden da har det været meget op ad bakke for Peer Brændgaard at genoprette navn og omdømme. Det har også været en særdeles tung psykisk proces at blive uskyldigt dømt for en så alvorlig forbrydelse, også selvom sagen endte med frifindelse. Det satte sig som depression og post-traumatisk stress, der krævede mange psykolog-samtaler og høje doser antidepressiv medicin at komme igennem. Han er dog nu kommet på højkant igen.

Sagen ramte også Peers familie og venner, hvor især hans teenagedatter blev følelsesmæssigt hårdt ramt af at se sin far blive uretfærdigt og offentligt beskyldt for noget så grufuldt som voldtægt.

HVORFOR?

Det vides ikke med sikkerhed, hvad der fik kvinden til at fortælle politiet og retten, at hun opfattede det seksuelle samvær som voldtægt. Det er også uklart, hvorfor hun sagde, at hun var hans klient, når det ikke var sandt.

Det er ligeledes uklart, hvorfor Københavns Byret for første gang i dansk retshistorie dømte en mand skyldig i voldtægt udelukkende baseret på en kvindes påstand.

Det er Peer Brændgaards egen opfattelse, at sagen var politisk. MeToo-kulturen kan have presset byretten til at tro på kvindens og tilsidesætte Peers forklaring.

Sagen kan også være politisk på en endnu mere dyster måde. Det kan have været en planlagt falsk voldtægtsanmeldelse med henblik på karaktermord. Peer Brændgaard var på det tidspunkt engageret i oplysning om og kritik af en politisk-religiøs bevægelse (zionisme med Israel i front), der er berygtet for at bruge netop den slags terrormetoder mod deres kritikere.

Efter frifindelsen fandt Peer ud af, at kvinden var tæt forbundet med to mænd fra den mest fanatiske del af den pågældende politisk-religiøse bevægelse (Chabad Lubavitch). Han gik derfor til Københavns Politi for at få et møde med en efterforsker, som han kunne fremlægge teorien og beviserne for. Det ønske afviste politiet tre gange uden at angive nogen overbevisende grund til afvisningen. Peer blev i stigende grad frustreret, men til sidst gav han slip og opgav at få fuld retfærdighed.

Presseklip om sagen:

Mere:

Klage over politiet

https://youtu.be/D-k7VedQ42s
Samtale med Thomas Soltau om MeToo og honningfælder

Dokumentarfilm om MeToo-sagen

Retssager


Discover more from per Brændgaard (pB)

Subscribe to get the latest posts to your email.