Jeg døde, da jeg var 14 år

Jeg har i lang tid efterhånden været i færd med at komme i fuld kontakt med fortrængte minder fra min barndom. Forleden ramte jeg bunden.

Pludselig kunne jeg huske ret detaljeret, hvordan det var at dø. Jeg var 14 år, og to voksne mænd havde overfaldet mig, fordi jeg ville “sige det til nogen”.

De prøvede at lukke munden på mig meget bogstaveligt ved at presse en pude ned over hovedet på mig. Jeg husker øjeblikket, hvor jeg holdt op med at prøve på at trække vejret. Holdt op med at kæmpe imod. Jeg mindes ånden, der sank ned og ind i min krop – og videre ud af min krop. Længere og længere væk. Op mod Lyset. Fred og ro. Endelig. Nu var der ikke mere at være bange for.

Den episode har jeg haft fortrængt indtil nu. I hvert fald detaljerne i den. Oplevelsen af at dø. Skræmmende og befriende på én gang.

Som du nok har gættet, så døde jeg ikke helt dengang. Min ånd fandt vej tilbage til kroppen, da de fjernede puden. Åndedrættet trak ånden ned i kroppen igen til en ny omgang jordisk liv.

Siden da har jeg været bange for at blive slået ihjel, men det er jeg ikke længere. Nu ved jeg, at jeg kan flyve hjem til Lyset.

Døden er ikke noget at være bange for.

Leave a Reply

Please Login to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of