Voldtægt: systemet forhindrer dialog

Det nuværende system med lovgivning, politi og retspraksis forhindrer konstruktiv dialog mellem mulige ofre og mulige gerningsmænd i sager om voldtægt, overgreb og misbrug. Jeg kender det fra personlig erfaring fra begge sider.

Jeg har prøvet at blive anklaget for voldtægt. Da politiet henvendte sig, gjorde jeg brug af min ret til ikke at udtale mig. Det var ikke fordi, at jeg følte mig skyldig i noget, men fordi min daværende advokat havde anbefalet mig det. Det er åbenbart en generel anbefaling, som forsvarsadvokater giver deres klienter. Politiets opgave er ikke at søge sandheden i sådan en sag. Specielt ikke med det nuværende politiske og kulturelle pres for at få flere dømt for voldtægt. Politiets opgave er at hjælpe det påståede offer og jagte den påståede gerningsmand. Selvom det jo strengt taget godt kunne forholde sig omvendt: offeret kunne være gerningskvinden, og gerningsmanden kunne være offeret. Den mulighed er systemet helt blind for.

Når man ikke udtaler sig til politiet, så ender en sag som min åbenbart i retten. Selvom min daværende advokat havde fortalt mig, at den så formentlig ville blive droppet, da der jo ikke var nogen beviser for, at jeg havde gjort noget kriminelt. Det var jo ren og skær påstand mod påstand. Vi skulle bare vente på, at den gik i sig selv, sagde hun. Det gjorde den så ikke. Den endte jo i Københavns Byret, hvor dommeren og de to domsmænd valgte at tro på kvinden og tilsidesætte min forklaring. Dommen lød på 14 måneders fængsel. Det kan bedst betegnes som et justitsmord.

Mangel på dialog mellem offer og gerningsperson

Under intet som helst tidspunkt i min sag har der været mulighed for en reel dialog mellem offer og gerningsperson. Det blev kørt hårdt op fra starten, så udfaldet var på forhånd dømt til at blive enten/eller. Der var ingen mulighed for dialog om de forskellige perspektiver, og at hele sagen måske kunne bero på misforståelser.

I min sag (og formentlig også en masse tilsvarende sager) er der jo den reelle mulighed, at vi begge to har ret: hun har følt det som et overgreb, og jeg har ikke gjort noget forkert. Hun har i situationen sagt ja til sex, hvor hun i retten sagde, at hun mente nej. Hun gav hverken verbalt eller nonverbalt under samlejet udtryk for, at hun ændrede mening undervejs. Så hun gav mig ingen jordisk chance for at vide, at jeg overskred hendes grænse! Det er et fuldstændigt urimeligt grundlag at dømme en mand skyldig på. Det og at retten vælger at dømme med kvindens vidneforklaring som eneste “bevis” betyder, at min sag kan danne præcedens og starte en lavine af kvinder, der fortryder sex og projicerer fortrydelsen over på manden i stedet for at tage ansvaret selv.

Der kan være mange grunde til, at en kvinde har lyst til til sex, og aktivt siger ja til sex med en mand, hvor hun faktisk mener nej (eller i hvert fald mener nej bagefter). Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men eksperter i den slags skal være mere tydelige i den offentlige debat, inden halvdelen af alle danske mænd ender i fængsel efter sex med samtykke.

Der mangler en instans i det nuværende system, der medierer dialog mellem mulige ofre og gerningspersoner, inden sagerne ender hos politiet. Det kan ikke være politiet, der varetager denne opgave, da de ikke er neutrale og ikke er uddannede i denne opgave. Det kunne konkret foregå som møder mellem offer og gerningsmand medieret af en psykolog og en advokat med særlig viden om denne type sager. Politiet kan være til stede for at give fysisk beskyttelse, så det kan foregå trygt og sikkert for alle parter.

Min anden sag som voksen misbrugt som barn

Jeg har også erfaring med den anden side, da jeg som voksen er kommet i kontakt med fortrængte minder om seksuelt misbrug som barn. Dengang svor jeg, at jeg ville gøre hævn, når jeg blev stor.

Jeg har nu som voksen kontaktet flere af dem, som jeg husker gjorde mig ondt som barn. Nu hvor forældelsesfristen for den slags sager er forsvundet, så er de desværre endnu mindre motiveret for at indgå i en konstruktiv dialog om mine erindringer. De forsvarer sig med, at det må være min OCD, der giver mig tvangstanker om den slags. Jeg har foreslået at mødes på neutral grund med en psykolog, så vi kan finde ud af, hvad det reelt er. Jeg ved udmærket, at det ikke er min OCD, men de er da velkomne til at påstå det. Tværtimod så har min OCD formentlig været et nødvendigt forsvar mod de ekstremt ubehagelige minder og følelser fra dengang. De har nægtet at mødes med mig, og de har nu afskæret enhver form for kommunikation med mig. Jeg er persona non grata i Silkeborg.

Det betyder, at min eneste mulighed for at få dem til at forholde sig til mine minder er ved at gå til politiet og derfra videre til retten. Fra min sag fra den anden side af bordet ved jeg, at man kan blive dømt skyldig ved påstand mod påstand uden fysiske beviser, hvis man afgiver en tilstrækkelig detaljeret og troværdig forklaring. Det kan I sgu bande på, at jeg kan! Minderne står mig nu krystalklart, selvom de har været hengemt i mørket i alt for mange år. Jeg har simpelthen ikke været klar til at forholde mig til dem før nu.

Jeg tror i øvrigt også, at den traumatiske oplevelse, det har været for mig selv at blive anklaget for voldtægt på en eller anden måde har faciliteret min kontakt med fortrængningerne fra min barndom. Jeg har i mange år haft en fornemmelsen af, at der var noget, jeg havde fortrængt, men mine forsøg på at få genskabe kontakten med minderne bl.a. hos flere terapeuter havde været forgæves. Det var først efter traumet i juni sidste år, at der for alvor kom hul igennem.

Nu ønsker jeg først og fremmest fuld klarhed om hele min historie. Jeg er ikke på hævntogt, selvom jeg ønskede det som barn, indtil fortrængningerne satte ind. Det er desværre min erfaring, at det nuværende system forhindrer mig i afklaring, fordi gerningspersonerne lukker i af frygt for fængsel.

“Før du begiver dig ud på en hævnrejse, grav to grave“.
Konfutse (551-479 f.Kr.)