Transaktivisme er misbrug af postmoderne socialkonstruktivisme

Lige nu er DRs nyhedsside oversvømmet med artikler om folk, der føler, at de har den forkerte krop og derfor ønsker de at skifte køn. Der går nærmest ikke en dag uden en nyhed et eller andet sted fra transaktivister. Jeg synes, at det er på tide, at vi får den sunde fornuft og konkrete virkelighed tilbage i fokus.

Vi lever i en postmoderne tid, hvor virkeligheden er under pres af sociale konstruktioner. Selvom mange begreber reelt er sociale konstruktioner (jeg har faktisk skrevet en hel bog om det emne), så er der altså også stadigvæk en konkret fysisk virkelighed, som vi bliver nødt til at acceptere, uanset hvad vi føler. Køn er et godt eksempel på det.

Du må føle, hvad du vil

Man må selvfølgelig føle, hvad man vil. Hvis man føler sig som en kvinde, selvom man har en mandekrop, så er man naturligvis fri til det. Der, hvor kæden hopper af, er, når man så kræver af andre mennesker og den fysiske virkelighed retter ind efter den følelse. Det sker nu, når aktivister kræver at blive tiltalt på kønsneutrale måder, og når man kræver betalt hormonel og kirurgisk behandling for forkert køn. Uanset hvor mange hormoner og operationer man gennemgår, så står kønnet bare ikke til at ændre. Det er kodet ind i kromosomerne i hver eneste celle i kroppen.

Lidt mere filosofisk kan man sige, at der for tiden sker en sammenblanding af subjekt og objekt. Subjektet (“jeg føler mig som kvinde”) fører til et krav om, at objektet (“jeg vil have en kvindekrop”) skal rette ind. Det er ligesom MeToo-bevægelsen et udtryk for det følelsesdiktatur, som er ved at besætte Danmark.

Er det for meget at kræve, at vi inviterer den sunde fornuft og den konkrete virkelighed ind i debatten igen?

Skriv et svar