Økonomisk analyse: Energikrisen og coronakrisen har samme årsag

Af Mikaela Justesen, cand.scient.adm.

Det er forholdsvis let for en økonominørd at gennemskue, at den igangværende energikrise i høj grad skyldes de samme dysfunktionelle magtstrukturer som coronakrisen. Der sker samtidig lige nu, hvad der ligner et røveri af dansk produceret vedvarende energi, så pengene fosser ud af danskernes lommer og ned i globale kapitalfonde. Da de fleste danskeres viden om de økonomiske systemer er begrænset, så vil de fleste danskere næppe opdage røveriet, men i stedet frivilligt overdrage deres penge til dem, der i forvejen har rigeligt.

Man skulle eller ikke umiddelbart tro, at der er nogle ligheder mellem håndteringen af corona og håndtering af energikrisen. Det er også to forskellige kriser, dog er der nogle ligheder i den måde kriserne formidles på i medierne, og hvordan den brede befolkning reagerer. Der er også ligheder i forhold til økonomien, og den rolle de store interesseorganisationer spiller. Kriserne kan mærkes af alle, men dog forskelligt alt efter hvor stor tillid der er til de informationer, der udmeldes af politikere og myndigheder. Skeptikerne har kunnet betragte deres medmennesker være i en rus af samfundssind og lydig restriktionsadfærd uden at stille kritiske spørgsmål.

Økonomisk set har coronakrisen ”kun” haft en negativ økonomisk indvirkning på de uvaccinerede, der blev fyret og mistede indtægt, fordi de ikke har villet indordne sig under krav om coronapas og tests. Selvstændige har måttet lukke og slukke, og statskassen har brugt flere hundrede milliarder på krisen. Medicinalindustrien og følgeindustrier er derimod blevet beriget i så stort et omfang, der er uvirkeligt for de fleste. Det meste af kapitalen bliver ikke recirkuleret i dansk økonomi, men lander i høj grad hos udenlandske investorer. Inflationen påvirkes af udbud og efterspørgsel på markedet, men påvirkes i høj grad også af det offentlige forbrug. En stigning i det offentlige forbrug forøger BNP, idet offentligt forbrug i sig selv er en bestanddel af BNP. Der er også afledte effekter, da den større offentlige beskæftigelse medfører et højere samlet indkomstniveau i de private husholdninger, der igen medfører et højere privat forbrug, som får BNP til at stige yderligere.

Regeringen ”hjælper” os igennem kriserne

Energikrisen kommer oveni inflationen og påvirker alle direkte og den generelle købekraft er faldet drastisk. De eneste, der ikke bliver ramt, er dem, der har penge nok og i særdeleshed magteliten. Energikrisen sammen med inflationen er langt mere vidtgående, idet ingen kan undgå at blive påvirket økonomisk og ingen kan undgå at bekymre sig om fremtiden og eksistensgrundlag. Krisen rammer os på vores grundlæggende behov for mad og varme, hvorimod vi strengt taget ikke havde behov for coronavaccinen.

Der er dog hjælp på vej til de trængte danskere i form af statslån til at betale energiregningerne, hvilket efter sigende skulle bidrage med tryghed i privatøkonomien. På samme måde som størstedelen af befolkningen stolede på, at vaccinerne ville redde dem, så smider regeringen endnu en redningskrans ud til de skrækslagne danskere.
Coronakrisen gjorde befolkningen meget optaget af smittetal og indlæggelsestal. Politikerne satte dagsordenen og medierne gjorde deres bedste for at støtte op om det store globale coronanarrativ. I dag er fokus på corona nedtonet, dog holdt i gang af ny ”viden” om farlige varianter, samt tilbud om nyudviklede vacciner, der skal redde os igennem vinteren. Hovedfokus er skiftet til inflation, klimakrise og stigende el- og gaspriser. På samme måde som folk frygtsomt holdt øje med smittetal, holdes der nu øje med tilbudsaviser, el- og gaspriser og diverse strømstyringsapps bliver downloadet som aldrig før.

Klimashamingen har været i gang et stykke tid og fortsætter helt sikkert i en rum tid. I flere europæiske lande drøftes, om der skal vanke bøder, hvis husholdningerne og erhvervslivet ikke overholder reglerne for ”det tilladte” maksimale forbrug. Fælles for kriserne er, at der bliver skabt et problem via medierne, der skabes ”fællesskab” og ”samhørighed”, og herefter præsenteres en løsning. De dele af befolkningen, der ikke tager imod de ”rigtige” løsninger, udskammes og mangler samfundssind, idet de antages ikke at ville samarbejde i fællesskabets interesse. Coronanarrativet handler om frygt for sygdom og død, smittetal, massetest og vacciner. Narrativet om energikrisen handler om at spare på strømmen, skue ned for varmen, fryse sammen og hver for sig og give Putin skylden.

Liberalisering af elmarkedet har gjort energien ”grønnere” på flere måder

Reglerne og strukturerne på elmarkedet er så komplicerede at de færreste almindelige forbrugere kan sætte sig ind i dem. Derfor må vi tage til takke med at stole på vores politikere og EU, i forhold til at de tager de rette politiske og økonomiske beslutninger på fællesskabets vegne.

Liberaliseringen af elsektoren i 1999 havde til formål at øge konkurrencen og skabe billigere elpriser til forbrugerne og erhvervslivet, samt tilskynde til en grøn omstilling af elproduktion. Før liberaliseringen bestod det danske forsyningsmarked af andelsselskaber og kommunalt ejede elselskaber underlagt statslig regulering. 1970’ernes og 1980’ernes afhængighed af olie til elproduktion og specielt oliekriserne i 1973 og 1976, satte skub i behovet for vedvarende energi. Fra 1997 til 2012 var Danmark selvforsynende med energi. Fra 1999 har Danmark haft overskud på handlen med energi, fx producerede Danmark i 2004 156% energi og kunne eksportere overskuddet. Til sammenligning producerede vi i 2020 kun 55 % selv, resten importerer vi fra Tyskland, Norge og Sverige.

Harmoniseringen af priserne på fossil strøm og vedvarende strøm, blev indført for at gøre det mere fordelagtigt at investere i produktion af vedvarende strømkilder. I dag bliver den nu billigere strøm fra vind, sol, affald og biomasse stadig koblet til priserne for fossile brændstoffer, selvom de udgør en forsvindende lille del af elproduktionen (15%). Man må sige, at målet med at øge vedvarende elproduktion er opnået. Derfor må man undres over, om det incitament som harmoniseringen skulle bevirke, har været aktuelt i en årrække. I dag er 34 % af Danmarks samlede energiforbrug baseret på vedvarende energi. Strømproduktionen alene er baseret på 53 % vedvarende energi, kun 5 % på gas.

Der er flere, der skal tjene penge på produktionen af strøm, før den når forbrugerne, blandt dem er kapitalinteresser. Med flere og flere regler og påbud ift. elproduktion, stiger omkostningerne for elselskaberne, hvilket også øger prisen for forbrugerne. Erhvervskunder kan forhandle sig frem til en billigere pris pga. den volumen de anvender; det kan almindelige forbrugere ikke. Paradoksalt at vi med ambitionen om at bruge mere vedvarende energi som selvforsynende land ikke kun er nødt til at købe strøm af nabolande, men også åbne vores el marked op for udenlandske kapitalinteresser. Det ser ud som om den danske energisektor ikke kun er påvirket af politiske beslutninger og de fri markedskræfter i EU, men at der er langt mere magtfulde spillere på banen.

Public-Private-partnership ”løser” kriserne for os

Den kapitale magtelite ejer og kapitaliserer i forvejen på stort set alle forretningsområder i verden, det være sig også i forhold til medicinalindustrien og energisektoren. En af magtelitens hovedorganisationer World Economic Forum (WEF), faciliteter magtelitens interesser gennem professionelt lobbyarbejde og public- private partnerships. På den måde bringer de politikere og den kapitale magtelite sammen, hvor de kan diskutere og sammen lægge en strategi for hvilke ideer og tiltag, der skal handles på. Ingen uden for selskabet ved præcist hvad der foregår, når der er møde i Davos og alligevel påvirker deres samarbejde og beslutninger de fleste mennesker i verden. Mange af de politiske dagsordener, der præsenteres i massemedierne, kan man både inden og efterfølgende gå ind og linke direkte eller indirekte til WEF, i den her sammenhæng også til epidemihåndtering, vaccineproduktion og vedvarende energi.

Liberaliseringen af energimarkedet og public-private partnership ift. vedvarende energi har været et af WEFs fokusområder længe før beslutningen blev taget i EU. Epidemihåndtering har ligeledes været et fokus for WEF, inden coronapandemien startede. Selvfølgelig er der også andre organisationer, der spiller en rolle, herunder IMF og WHO i særdeleshed. Vi har således været påvirket af WEF m.fl. direkte og indirekte længe inden den energikrise, vi nu oplever. WEF arbejder i den forbindelse med stakeholder capitalism (interessegruppe), som afløser for shareholder capitalism (aktionær). Stakeholder capitalism indbefatter bl.a. målinger på ESG (environmental, social and governance), der er sociale og etiske regnskaber i en ny virksomhedskultur. I praksis vil det sige, at virksomhederne udvider deres interessesfære betydeligt, ikke af hensyn til samfundet, men for at styrke deres egne udviklingsmuligheder. EU-kommissionen forsøger lige nu at få en lovgivning vedtaget om stakeholdernes ret til medbestemmelse i klimaspørgsmål, hvilket Komitéen for God Selskabsledelse og DI advarer om. Læs mere her

De kritiske røster ignoreres fortsat

Når det handler om vores liv og sikkerhed, burde alle beslutningsprocesser være transparente og tage udgangspunkt i viden og proportionalitet. I et retssamfund burde det sjældent forekomme, at beslutninger tages forhastet og udokumenteret. Såfremt det sker alligevel, burde systemerne virke således, at der rettes op på miseren hurtigst muligt. Allervigtigst er, at grundlaget for beslutninger består af dokumenterede antagelser om fordele og ulemper og er nuanceret. Beslutningsprocesserne under coronaepidemien har overvejende været baseret på følelser, hvoraf frygt er den primære. Det samme gør sig gældende i forhold til energikrisen, klimakrisen og inflationen, hvor beslutninger rettet mod befolkningen ligeledes er frygtbaserede. Når danske politikere deltager i samarbejdet med WEF, findes der ikke beslutningsreferater, og man kan ikke altid se noget på skrift, om de aftaler der er lavet. Der indgås således mange uformelle aftaler på vegne af den danske stat. WEF varetager medlemmernes interesser, ikke nødvendigvis politikernes, befolkningernes og landenes.

Det er selvfølgelig en rigtig god ide for miljøet at producere vedvarende energi, men var det det rigtige at skabe fri konkurrence i samarbejde med den kapitale magtelite? Energisektoren er en del af vores kritiske infrastruktur og fungerer sektoren ikke, bryder store dele af vores samfund sammen. Politikerne og for den sags skyld vælgerne, har sovet i timen i årtier. Fagfolk og eksperter, der har råbt op og har forsøgt at advare, er blevet underkendt og censureret, hvilket jo minder om den coronahåndtering vi kender så godt. Det er den samme problemstilling vi står i nu i forhold til ”klimakrisen” og ”energikrisen”- og formentlig også alle de fremtidige ”kriser” vi har fået at vide kommer som perler på en snor. Men hvor ved de egentlig det fra?