Tag-arkiv: politik

Sundhedseksperter kan lære af politikere

To politikere fra forskellige partier i Folketinget kan fare i flæsket på hinanden i en offentlig debat og være rygende uenige om mangt og meget. Derefter kan de gå i Snapstinget, drikke en øl sammen og være gode venner. Dagen efter kan de tage en ny offentlig debat, der afslører, at de absolut ikke er blevet mere enige siden i går. Personlige venskaber findes på tværs af alle politiske partier i Danmark.

Vi sundhedsdebattører kan lære meget af politikerne i Folketinget. Vi tager debatterne alt for personligt. Mange sundhedsaktører opfatter kritik af deres budskaber og metoder som personlig kritik. Altså kritik af dem som mennesker – som mobning eller personhetz. Medierne har det også med at hænge sundhedsbetragtninger op på enkelte personer, produkter eller organisationer. Det flytter fokus væk fra, at sundhed også er politik, og politik er noget, der skal debatteres frit i et demokratisk samfund. Ligesom andre former for politik. At sundhed også er politik er ikke negativt. Sådan er det bare.

ID-100235818 freedigitalphotos.netFolk er trætte af historier i medierne, hvor sundhedseksperter kaster mudder efter hinanden. Medierne har en stor del af ansvaret for at gøre sundhedspolitiske uenigheder til personlige konflikter mellem eksperter. Det sætter også spørgsmålstegn ved hele ”sundhedsekspert”-begrebet. Hvordan kan de alle være eksperter, når de er så uenige? Det korte svar er, at de er uenig, fordi de har forskellig sundhedspolitisk observans.

Budskaber om sundhed bliver alt for ofte kommunikeret som objektive sandheder, der ikke kan diskuteres. Det gælder både budskaber om, hvad vi skal gøre for at blive sundere (f.eks. kostråd) og især budskaber om, hvordan vi skal gribe det an i forhold til psykologi, pædagogik og praksis (f.eks. kur eller kurs). Hvis der er uenigheder, så reduceres de til at handle om personlige konflikter eller forskellige økonomiske interesser. Eller sundhed forveksles med religion, så man lader sundhedsguruerne skændes om sandheden. Men sundhedsdebat burde handle om noget helt andet end følelser, tro og kroner, nemlig politik (selvom følelser, tro og kroner sagtens kan indgå i sundhedspolitiske debatter).

Når man formidler sundhed, så formidler man, uanset om man er bevidst om det eller ej, samtidig nogle holdninger til mennesker, samfund og videnskab. Og holdninger til hvad sundhed egentlig er. Det er politiske og ideologiske overbevisninger, som det vil være godt at få frem i lyset, så den enkelte borger kan tage stilling og vælge.

Når vi sundhedsdebattører begynder at tage det politisk, så får vi lettere ved ikke at tage det personligt. Det giver grobund for meget mere livlige, interessante og udviklende diskussioner.

Når jeg bruger begrebet ’politik’ her, så tænker jeg ikke på partipolitik eller nogle andre traditionelle opdelinger af politiske overbevisninger. Sundhed er politik, da det handler om magt, autoritet, legitimitet, menneskesyn, syn på individets rolle i samfundet og samfundets rolle for individet. Sundhed er selvfølgelig også meget andet end politik, men sundhedens politiske aspekt er den oversete faktor i den offentlige debat om sundhed, og politiske budskaber bliver ofte serveret som faglige budskaber. Eksperterne er ikke enige, fordi det også er politisk, og fordi faglige argumenter med både ethos og logos anvendes i en debat, der reelt er politisk. Ligesom pathos-argumenter indgår som retoriske virkemidler for at fremme en bestemt sundhedspolitisk sag. Alt det er fint nok. Debattører og journalister skal bare blive meget bedre til at se det og kalde en spade for en spade i stedet for at lade sig forføre.

Der er helt klart meget, som vi ved med stor sikkerhed, når det kommer til sundhed. Men det meste ved vi faktisk ikke særligt meget om. Og når det kommer til den rent praktiske sundhed, og hvordan man skal gribe den an, altså metoder, så er det i sidste ende et spørgsmål om politisk overbevisning, herunder menneskesyn.

Når jeg her bruger begrebet ’sundhedspolitik’, så mener jeg ikke sundhedspolitik i traditionel forstand, såsom hvor mange kroner skal hvem bruge på hvad på hospitalerne. Alle sundhedsbudskaber har et politisk aspekt. Nogle mere end andre. Men også også de helt konkrete og lavpraktiske om, hvad og hvordan man skal spise, hvordan man skal tabe sig, eller rådgivning om motion er næsten uundgåeligt politiske. Det bliver politik, lige så snart man prøver på at bestemme over andre. Sundhed er i meget høj grad udøvelse af magt. Og hvorvidt, det skal være det, er i sig selv et politisk spørgsmål. Sundhed er et område, hvor der er særligt mange, der kan lide at udøve magt og særligt mange, der kan lide at blive underlagt magtudøvere. Vi tror, det er en naturlov, at det skal være på den måde, men det er faktisk bare politik. Alt kan og bør kunne diskuteres, uden vi tager det personligt, og uden vi føler, at vores nærmest religiøse sundhedsfølelser er blevet krænket.

Så lad os få gang i sundhedsdebatten – og lad os samtidig blive endnu bedre til at være gode venner (og nyde gode øl sammen) på tværs af forskelle i sundhedspolitiske holdninger.

Stop vægtisme

Jeg foreslår hermed, at det danske sprog tilføjes et nyt ord: vægtisme.

Vægtisme er ligesom racisme, bortset fra at det handler om vægt i stedet for race. Racisme er fordomme om og mobning af mennesker ud fra deres hudfarve, etnicitet og religion. Vægtisme er fordomme om og mobning af mennesker ud fra deres kropsvægt.

I Danmark er vægtisme meget mere udbredt end racisme, og flere mennesker tager hver dag skade af den udbredte vægtisme. Vægtisme er så accepteret af kulturen, at den er blevet vores fælles filter at vurdere andre mennesker igennem. Mobningen er så udbredt, at vi slet ikke kan se, når vi mobber og sårer.

En vægtist ser vægten i stedet for mennesket. Vægtisme omfatter, at man dømmer andre menneskers personlige egenskaber ud fra størrelsen af deres kroppes fedtdepoter. Mennesker med forholdsvis store fedtdepoter bliver tilskrevet negative egenskaber og bliver opfattet som ikke-attraktive.

Den totale opløsning af racisme kræver, at vi holder op med at omtale andre mennesker som f.eks. ”sorte”, ”hvide” eller ”mennesker med anden etnisk herkomst”. Også selvom man gør det i bedste mening. Det var vist Morgan Freeman, der, da han blev spurgt om, hvad man kan gøre for at stoppe racisme sagde, at vi bare skal holde op med at snakke om det. Og holde op med at kalde hinanden ”hvide” eller ”sorte”. Lad os bruge navne i stedet for.

Det samme gør sig gældende med vægtisme. Det er svært at fjerne det sidste lag. Men vi kan øve os. Vi kan rense ud i vores sprog og øve os på at se mennesket i stedet for vægten. Det omfatter, at vi holder op med at definere os selv og hinanden ud fra vægt.

Det betyder ikke, at det er komplet ligegyldigt for sundheden, hvor store fedtdepoterne er. Det betyder bare, at dine fedtdepoters størrelse er komplet ligegyldig for dit værd og din skønhed som menneske. Det er også først, når vi virkelig indser det og opfører os derefter, at vi virkelig kan begynde at hjælpe os selv og hinanden med at tabe os (eller tage på), når det er sundhedsfremmende og ønskværdigt.

ID-100112607 freedigitalphotos.net

Ny tænketank er elitær madpropaganda

Fødevareminister Dan Jørgensen har nedsat en ny tænketank, der skal give os en ”bedre måltidskultur”. Måltidstænketanken får ifølge Fødevareministeriets hjemmeside blandt andet til formål at foreslå en række måltidsråd, som kan supplere de eksisterende kostråd og imødekomme følgende fem målsætninger:

1.    Vi er flere der spiser sammen, og vi spiser flere måltider sammen.
2.    Vi er flere der kan lave mad.
3.    Vi er blevet mere modige og mere villige til at prøve noget nyt.
4.    Vi laver oftere vores egen mad.
5.    ”Kvalitet” spiller en større rolle, når vi vælger mad og måltider.

Formanden for tænketanken er Landbrug og Fødevarers direktør Søren gade og blandt medlemmerne er bl.a. Claus Meyer, Adam Price, Arne Astrup og Christian Bitz.

Der er efter min vurdering lagt op til en ny omgang elitær madpropaganda (á la Ny Nordisk Mad), hvor førende feinschmeckere skal fortælle folket, hvad der er de rigtige værdier om mad og måltider.

Men vi lever i et demokrati, så hvad med at lade folket selv bestemme, hvad mad og måltider skal betyde ud over det rent ernæringsmæssige? Tænketanken er værdipolitik, der hverken er socialdemokratisk eller liberal. Mad og sundhed er i det moderne samfund blevet ophævet til en slags overmoral, der legitimerer, at både politikere og fagfolk kan få afløb for deres småfascistiske tendenser. Det er kollektiv mobning af folket, der næppe fører til andet end øget madstress.

Man bliver madstresset, når man oplever krav om maden, som overstiger det, man realistisk set kan klare i en måske i forvejen ganske presset hverdag. For meget stress er usundt, også når stressen kommer fra overmenneskers urealistiske normer om mad og måltider. Og når man erfarer, at ens reelle holdning til mad og måltider ligger milevidt fra de politisk korrekte normer, vil nogle få ”tage sig sammen” og komme med i eliten, mens de fleste vil give op og føle sig mindre værd. Det får udviklingen i befolkningen til at gå tilbage, mens nogle politikere, virksomheder og eksperter får god PR.

Og hvorfor er det nu lige, at de fem målsætninger giver en bedre måltidskultur? Lad os se lidt nærmere på dem hver for sig.

Målsætning 1: Vi er flere der spiser sammen, og vi spiser flere måltider sammen.
Forskning viser meget tydeligt, at det allerede er den måde, de fleste af os spiser på, fordi vi selv oplever en værdi ved det. Det har vi ikke brug for hverken politikere eller eksperter til at fortælle os.

Målsætning 2: Vi er flere der kan lave mad.
Ja, god idé. Så kan de få job i fødevareindustrien og lave mad til alle os, der ønsker at bruge vores tid på noget andet end at handle ind, lave mad og vaske op. Men det er næppe sådan, de har tænkt det.

Målsætning 3: Vi er blevet mere modige og mere villige til at prøve noget nyt.
Fint, så længe det nye introduceres med små, gradvise ændringer. Risikoen ved begreber som ’mod’ og ’nyt’ er, at den ”gode måltidskultur” vil blive opfattet som noget, der kræver alt for meget.

Målsætning 4: Vi laver oftere vores egen mad.
Se målsætning 2. Hvad bliver det næste så? Kampagner med det mål at vi oftere laver vores eget tøj? Lad tøjlaverne lave tøj – og madlaverne lave mad. Og lad andre få fred.

Målsætning 5: ”Kvalitet” spiller en større rolle, når vi vælger mad og måltider.
Det er jeg sådan set enig i. Men madkvalitet er subjektivt, så det giver ikke mening, at smagsdommere belemrer os andre med deres subjektive smag som officielle råd.

Nå, men man skal jo også være konstruktiv, så her er mine bud på fem bedre målsætninger for en bedre måltidskultur.
1.    Vi er blevet bedre til at nyde maden, mens vi spiser sammen.
2.    Vi er flere, der kan hente god mad.
3.    Vi er blevet mere modige og mere villige til at lave små ændringer.
4.    Vi praktiserer oftere mindful spisning.
5.    Vi er flere, der får aktiveret vores iboende dømmekraft og sans for kvalitet.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig også helt i orden, at flere i Danmark bliver bedre til at lave mad, at flere laver deres egen mad fra bunden af gode råvarer, og at flere danskere har mod på at prøve helt ny mad. Vi skal bare huske, at mad og måltider også har mange andre betydninger for mennesker, at måltidskultur er noget, der ændrer sig nedefra (ikke oppefra), og at madsnobberi gør sundhed sværere for dem, der i forvejen har det svært.

Sådan gør du din sponsor glad

Jeg har fulgt forskningen inden for ernæring og overvægt tæt i mange år. Ikke som forsker, men som forskningsformidler. Jeg har ofte moret mig over indholdet i de interventioner, der bliver gennemført. Det er helt tydeligt, hvordan det hænger sammen med, hvem der har sponsoreret undersøgelsen.

Her er min opskrift på, hvordan du som forsker på den ene side kan producere forskning, der er god nok til at kunne publiceres i internationale, anerkendte videnskabelige tidsskrifter og på den anden side kan gøre din sponsor fra fødevare- eller medicinalindustrien glad og tilfreds (og villig til at give dig endnu flere penge i fremtiden).

Opskriften er enkel: Sammenlign sponsorens produkt med noget, der er mere usundt eller bare ineffektivt i sig selv.

Eksempel 1. Din sponsor er en chokoladeproducent. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af mørk chokolade med effekten af lys chokolade. Lad endelig være med at sammenligne mørk chokolade med æbler.

Eksempel 2. Din sponsor er en medicinalvirksomhed med en ny slankepille på vej. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af slankekur alene med effekten af slankekur kombineret med medikamentet. Lad endelig være med at gøre selve livsstilsinterventionen effektiv.

Eksempel 3. Din sponsor er den globale mælkeindustri. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af smør med effekten af transfedtsyrerig margarine. Lad endelig være med at sammenligne smør med rapsolie og nødder.

Eksempel 4. Din sponsor er ølproducent. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af øl med effekten af vin. Lad endelig være med at sammenligne øl med vand.

Derudover er der mange sjove eksempler på, hvordan forskere kan fordreje fortolkninger og konklusioner, så det passer til deres økonomiske interesser. De samme rå resultater kunne lige så vel være fortolket og formidlet med det modsatte budskab.

Konsekvensen er, at der kommer mere og mere forskningsbaseret viden om emner, som vi ikke behøver vide noget om. Udviklingen af optimale livsstilsinterventionsmetoder til behandlingen af overvægt og optimalt sunde kostråd generelt bliver hæmmet. Befolkningen bliver mere og mere forvirret om, hvad der er sundt og usundt at spise. Man forføres til at tro, at noget er sundt og slankende, hvor det reelt blot er lidt bedre end noget, der ikke er særligt godt.

Sundhed skal være menneskelig

Alt, hvad jeg laver, er ud fra en vision om menneskelig sundhed.

Menneskelig sundhed er baseret på disse 10 principper:

1. Sundheden skal tilpasse sig mennesket. Mennesket skal ikke tvinges ind i et totalitært sundhedsregime.

2. Sundhed er hverken moral, religion eller livets mening. Det er ikke nødvendigvis ‘godt’ bare fordi, det er ‘sundt’.

3. Der findes ikke ‘dårlige’ livsstilsvaner. Alt har en mening fra den enkeltes indre perspektiv. Den mening er nøglen til forandring.

4. Fysisk usund livsstil kan være lige så ‘god’ som fysisk sund livsstil.

5. Der er frihed og fleksibilitet til at spise og leve sundere på uendeligt mange forskellige måder og i uendeligt mange forskellige grader.

6. Den enkelte bestemmer selv hvad, hvordan, hvornår, hvor hurtigt og hvor vidt, man vil leve sundere.

7. Forskellighed, mangfoldighed og uperfekthed skal hyldes.

8. Der er intet ‘mål’. Alt er proces. Alt er vej. Målet er blot en del af vejen.

9. Alle mennesker har allerede de indre ressourcer, der kan drive en stabil, sund livsstilsændring: opmærksomhed, undren, udforskningstrang, tålmodighed, dømmekraft, humor, sund fornuft og sans for, hvad der er godt for en.

10. Den eneste effektive hjælp til individer om livsstilsændring er hjælp til selvhjælp – dvs. hjælp til at gøre god brug af de indre ressourcer.