De intellektuelle sagde ikke fra: Hvordan kunne det ske?

Jeffrey A. Tucker udgav den 6. oktober 2022 en artikel med et kvalificeret bud på, hvorfor så mange intellektuelle indtil videre har nægtet at sige fra overfor den vanvittige coronapolitik med nedlukninger osv.

Tucker forklarer det med opportunisme drevet af karriereræs. Han mener, at dét især gør sig gældende i forhold til journalister og intellektuelle, da deres karrierevej kræver total lydighed overfor de herskende narrativer. Enhver afvigelse kan medføre undergang for dem. Ånden af at gå med strømmen er den drivende kraft bag alt, hvad de foretager sig, i følge Tucker, og jeg tror, at han har ret i sin vurdering.

Jeffrey A. Tucker er grundlægger af og præsident for The Brownstone Institute, der er baseret på de klassiske dyder fra Oplysningstiden. Han er økonom af faglig baggrund.

Ved ikke at sige fra har de intellektuelle på en måde gjort sig selv medskyldige i de intellektuelle overgreb på befolkningen i form af velorganiseret bedrag og propaganda forklædt som folkesundhed og biosikkerhed. Denne medskyldighed kan yderligere forhindre dem i at sige fra på et senere tidspunkt, da det så omfatter indrømmelse af deres egen skyld og for de samvittighedsfulde også konfrontation med den ubehagelige følelse af skam.

Når de intellektuelle, der ikke har sagt fra, iagttager at andre intellektuelle heller ikke har sagt fra, men måske tværtimod har opnået karrierefremgang ved at gå med coronastrømmen, så giver det en falsk bekræftelse af, at det var rigtigt ikke at sige fra – og til sidst kan man ligefrem begynde oprigtigt selv at tro på løgnehistorierne, da det bliver meget lettere at være på arbejde og i verden i det hele taget på den måde. De intellektuelle finder måske ovenikøbet nogle intellektuelle idéer, der kan retfærdiggøre, at de ikke har gjort, som de ikke har gjort. Det kan f.eks. omfatte idéen om, at sandheden alligevel ikke findes, så det er meningsløst at kæmpe for den. Man kan derfor lige så godt gøre det, som der er flest penge i. Denne udbredte opfattelse er formentlig en af årsagerne til FN’s nye og skråsikre udmelding om, at de nu ejer videnskaben.

Verden har brug for flere intellektuelle, der er helt fri for at bekymre sig om løn og indkomst. Som et eksempel kan jeg nævne den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard. Hans intellektuelle arbejde og skribentvirksomhed var det meste af tiden finansieret af penge, han havde arvet fra sin afdøde far. Det betød, at han kunne tillade sig at være ligeglad med popularitet, og han behøvede ikke tilpasse sine holdninger og ytringer til de økonomiske strømninger i tiden. Kierkegaard var tværtimod ganske upopulær i samtiden, og han blev bl.a. offer for en regulær shitstorm i 1840’ernes sociale medier, hvor især satirebladet Corsaren yndede at håne den forfatter, der først mange år efter sin død blev berømt for sit arbejde. At Søren Kierkegaard ikke gik op i at tjene penge på sit arbejde ses også ved, at den arv, han havde levet af, var skrumpet ind til ingenting ved hans død i 1855. Han havde således brugt langt flere penge, end han havde tjent gennem det arbejdsliv, der senere skulle vise sig at revolutionere den eksistensfilosofiske tænkning på globalt plan.