Sådan gør du din sponsor glad

21 feb

Jeg har fulgt forskningen inden for ernæring og overvægt tæt i mange år. Ikke som forsker, men som forskningsformidler. Jeg har ofte moret mig over indholdet i de interventioner, der bliver gennemført. Det er helt tydeligt, hvordan det hænger sammen med, hvem der har sponsoreret undersøgelsen.

Her er min opskrift på, hvordan du som forsker på den ene side kan producere forskning, der er god nok til at kunne publiceres i internationale, anerkendte videnskabelige tidsskrifter og på den anden side kan gøre din sponsor fra fødevare- eller medicinalindustrien glad og tilfreds (og villig til at give dig endnu flere penge i fremtiden).

Opskriften er enkel: Sammenlign sponsorens produkt med noget, der er mere usundt eller bare ineffektivt i sig selv.

Eksempel 1. Din sponsor er en chokoladeproducent. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af mørk chokolade med effekten af lys chokolade. Lad endelig være med at sammenligne mørk chokolade med æbler.

Eksempel 2. Din sponsor er en medicinalvirksomhed med en ny slankepille på vej. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af slankekur alene med effekten af slankekur kombineret med medikamentet. Lad endelig være med at gøre selve livsstilsinterventionen effektiv.

Eksempel 3. Din sponsor er den globale mælkeindustri. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af smør med effekten af transfedtsyrerig margarine. Lad endelig være med at sammenligne smør med rapsolie og nødder.

Eksempel 4. Din sponsor er ølproducent. Forsøgsdesign: Sammenlign effekten af øl med effekten af vin. Lad endelig være med at sammenligne øl med vand.

Derudover er der mange sjove eksempler på, hvordan forskere kan fordreje fortolkninger og konklusioner, så det passer til deres økonomiske interesser. De samme rå resultater kunne lige så vel være fortolket og formidlet med det modsatte budskab.

Konsekvensen er, at der kommer mere og mere forskningsbaseret viden om emner, som vi ikke behøver vide noget om. Udviklingen af optimale livsstilsinterventionsmetoder til behandlingen af overvægt og optimalt sunde kostråd generelt bliver hæmmet. Befolkningen bliver mere og mere forvirret om, hvad der er sundt og usundt at spise. Man forføres til at tro, at noget er sundt og slankende, hvor det reelt blot er lidt bedre end noget, der ikke er særligt godt.

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.