Seksuel sundhed: Hvor tit bør en mand have udløsning?

Du har nok hørt, at man indenfor tantra mener, at en mand mister gigantiske mængder energi, når han får udløsning. Manden skal derfor lære at kontrollere sin udløsning. Forskellige tantriske skoler har forskellige meninger om, hvad den optimale frekvens af udløsninger er for en mand, der vil være så sund som mulig.

Der er ikke lavet forskning i sammenhængen mellem udløsningsfrekvens, og hvor meget velvære og energi en mand oplever til daglig. Det er derfor op til dig selv som mand at være forsker i din egen seksualitet. Det gør du ved simpelthen at prøve dig frem og mærke efter, hvordan du har det.

21 gange om måneden

Hvis du ønsker at forebygge prostatakræft, så er det formentlig en dårlig idé helt at afstå fra udløsninger. Nogle undersøgelser har vist, at man skal op på 21 udløsninger pr. måned for at få den optimale forebyggelse af denne frygtede mandesygdom. Under en udløsning bliver indholdet i blærehalskirtlen (prostata) tømt ud af kroppen. Det forhindrer skadelige stoffer i at hobe sig op og forvolde skade inde i prostata.

Til sammenligning vil en typisk anbefaling fra en tantrisk eller taoistisk sexskole være 3 udløsninger pr. måned for en mand i slutningen af 40’erne. Yngre mænd bør have hyppigere udløsninger. Ældre mænd bør ikke komme så tit i følge den tantriske/taoistiske teori.

En del af årsagen til sammenhængen mellem hyppige udløsninger og lavere risiko for prostatakræft er nok også, at hyppige udløsninger er en markør for et mere aktivt sexliv, der videre er et tegn på en generelt bedre sundhedstilstand. Det betyder, at den gavnlige effekt af selve det at få udløsning formentlig kan opnås med færre end 21 udløsninger pr. måned.

Man(d) kommer bedst i en kvinde

Noget tyder endvidere på, at det også betyder noget, hvordan du kommer. Udløsning med håndkraft (onani) medfører en mindre komplet tømning af blærehalskirtlen end udløsning ved vaginalt samleje. Det kan skyldes vaginale sekreter og/eller, at kroppen ved samleje befinder sig i en mere optimal anatomisk position til tømning af prostata. Forskning har endvidere vist, at vaginalt samleje medfører større seksuel mæthed end onani – både for mænd og kvinder.

Det er uklart, hvorvidt anvendelse af kondom kan reducere denne gavnlige virkning for mænd af at komme i kvinder. Det er ligeledes uklart, hvordan kontakt med afføring (analsex) påvirker prostata-tømningen sammenlignet med kontakt med de vaginale sekreter. Mit gæt er, at vaginalt samleje er sundere end analt samleje, og at udløsning uden kondom er sundere end udløsning med kondom. Og her tænker jeg udelukkende på forebyggelse af prostatakræft.

Mit bedste råd til mænd

Mit bedste råd til dig som mand er, at du ved at prøve dig frem finder ud af, hvad den optimale udløsningsfrekvens er for dig. Prøv at holde en pause fra udløsninger i nogle dage og læg mærke til, hvordan det påvirker dig. Prøv at have hyppigere udløsninger i nogle andre dage og læg mærke til, hvordan det virker for dig.

Vær opmærksom på, at den optimale udløsningsfrekvens kan forandre sig, efterhånden som du bliver ældre, ligesom der kan være perioder i dit liv, hvor det er hensigtsmæssigt med enten markant færre eller markant flere udløsninger.

Hvis du er syg med forkølelse, influenza eller lignende, så er det sikkert en god idé at afstå fra udløsninger, så kroppens energi kan blive brugt på at blive rask.

Mærk efter og vælg selv.

Leave a Reply

Please Login to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of