Kategorier
Forside Indlæg Offentlig Pensum Sundhed (gratis) Sundhedsbloggen Sundhedspressen Tabu Tabu-forside

Dansk sexologi-lærebog så positivt på pædofili i 1985

Jeg kan her afsløre, hvordan toppen af poppen indenfor klinisk sexologi forherligede pædofili for ikke så mange år siden.

Når man som jeg er blevet seksuelt misbrugt som barn fra 1971 til ca. 1985, så kan det hjælpe på forståelsen at huske på, at det herskende syn på pædofili var meget anderledes dengang sammenlignet med nu.

Preben Hertoft (1928-2017) var en dansk psykiater, overlæge ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling fra 1973 og professor i klinisk sexologi ved Københavns Universitet fra 1994. Han var toppen af poppen indenfor klinisk sexologi i Danmark.

Jeg er kommet i besiddelse af et eksemplar af lærebogen ‘Klinisk Sexologi’ udgivet af Preben Hertoft og forlaget Munksgaard i 1976. Jeg har 2. oplag af 2. udgave, der udkom i 1985.

Afsnittet om pædofili finder vi på side 278-289 i kapitel 7: ‘Sexuelle Minoriteter’. Pædofili-afsnittet indgår mellem afsnittet om ‘Homosexualitet’ og ‘Kønsidentitetsændringer’.

Det er Preben Hertoft selv, der har skrevet ‘Pædofili’-kapitlet. Teksten starter således:

“Holdningen til sexuelle forhold mellem voksne og børn afhænger ganske af den kultur, hvori de forekommer. I nogle kulturer accepteres sådanne forhold, forudsat de ikke finder sted under tvang og ikke medfører legemsbeskadigelse. I vor del af verden vurderes sådanne forhold overvejende negativt.

I den negative vurdering af sexuelle forhold mellem voksne og børn er næsten altid indbygget en antagelse om, at barnet er “det uskyldige offer” for en voksens “overgreb” og at barnet tager skade af sådanne forhold, om ikke legemligt, så i hvert fald fysisk. Den voksne opfattes som en “sædelighedsforbryder”, blottet for etik og udelukkende sexuelt interesset i barnet.

Denne udbredte opfattelse holder imidlertid ikke for nærmere undersøgelse.”

De indsatte anførselstegn i citatet er forfatterens egne.

Kapitlet fortsætter derefter med at aflive “myter” om pædofili, dvs. “myterne” om at børn tager skade af at have seksuelle forhold med voksne. Hertoft citerer bl.a. Rossman, der åbenbart mener, at et pædofilt forhold kan være direkte gunstigt for et barn, da barnet så bedre kan koncentrere sig om sit skolearbejde, laver færre gale streger, bliver mere omgængelig, og det kan forebygge kriminalitet. Ja, det lyder vanvittigt, men det står der faktisk i den 38 år gamle lærebog.

Kapitlet indeholder også “hyggelige” casehistorier om bl.a. ‘Rune og mig’ samt ‘Lisa og Vagn’, der beskriver, hvor “lykkelig” både den voksne og barnet kan blive ved at være i et pædofilt forhold. Den slags “solstrålehistorier” ville mildest talt ikke være gået i dag.

Når jeg bringer dette op, så er det ikke for at undskylde dem, der misbrugte mig dengang. Det er absolut heller ikke for at undskylde voksne, der misbruger børn seksuelt nu. Jeg ved af personlig erfaring, at man som barn rent faktisk tager skade, både fysisk og psykisk, af at blive voldtaget af voksne. Preben Hertoft tog fejl, og det er godt, at den fejl er blevet rettet siden.

Når jeg tager emnet op nu, så er det udelukkende for at bringe det historiske perspektiv på banen som en hjælp til dem, der blev udsat for pædofile overgreb i den tidsperiode, hvor den slags i hvert fald af store og toneangivende dele af samfundet blev opfattet som meget mindre forbudt end nu. Det er min personlige erfaring, at den store forskel mellem nutidens opfattelse af pædofili og opfattelsen dengang jeg som barn selv blev udsat for overgreb, har gjort det svært for mig at forlige mig med, hvad jeg faktisk blev udsat for, og at det var så “normalt” i det miljø dengang. Det kan i den sammenhæng hjælpe at huske datidens moral og kultur, da det giver en mere realistisk kontekst, så man bl.a. også lettere kan forstå, hvorfor de ubehagelige oplevelser blev fortrængt i stedet for politianmeldt.

Apropos pædofili i Jylland i gamle dage så bragte Jyllands-Posten den 18. juli 2020 en interessant artikel med overskriften: ‘I 11 år var Danmark hele verdens børnepornomekka – hvorfor greb ingen ind?‘ Her kan vi bl.a. læse:

“I 1970’erne forsynede Danmark hele verdens pædofile med børneporno – for herhjemme var det lovligt. Førende eksperter opfordrede forældre til at eksperimentere med deres børn, og hvis man sagde fra, var man en snerpe.”

Det var daværende justitsminister Knud Thestrup, der fik gjort børneporno lovligt. Fra 1969 og 11 år frem var det således fuldt ud lovligt at købe og sælge, redigere og udgive billeder og videoer med overgreb på børn i Danmark. Knud Thestrup var medlem af Det Konservative Folkeparti og justitsminister i den daværende RKV-regering. Der var dog grænser for, hvad han ville gå med til; børneporno var således o.k., men fri abort var et no go, mente han.

I artiklen i Jyllands-Posten kan vi læse mere om forholdene i 1970’erne:

“Fysiske overgreb på børn var stadig ulovligt, men det var fotografierne og filmene ikke, så børnepornoen eksploderede, og ingen løftede angiveligt et øjenbryn.

I langt de fleste andre lande var børneporno forbudt, og derfor kom næsten alt det materiale, der blev konfiskeret i de lande, fra Danmark.”

Da jeg var barn deltog jeg i flere fotosessioner, og de voksne delte pengene imellem sig. Jeg vil derfor tro, at jeg er at finde i børneporno fra 1970’erne. Jeg kunne nogle tricks med at vride min krop i nogle mærkelige stillinger, som de voksne godt kunne lide at se på, kan jeg huske. Det er dog nogle stillinger, som min krop gør meget for at undgå at komme i igen i dag. Det er nogle af de indsigter, man kan få, når man arbejder med sin bevidsthed i samspillet mellem krop og psyke i holistisk sundhed i stedet for at flygte og fortrænge. Det er tungt, det er mørkt, men lyset og friheden er lige på den anden side.

Cover: Unsplash.com (Monika Kozub)

0 0 stemmer
Brugervurdering
5
0
Du er hjerteligt velkommen til at kommentere.x
()
x

Discover more from per Brændgaard

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading