Læring fra Ponypigen i grusgraven til moderne magtpsykopati

Jeg fortæller her om nogle af mine traumatiske barndomsminder, der muligvis afslører generelle mekanismer bag store psykopaters kontrol over små ikke-psykopater.

OBS: Indlægget er uegnet for børn.

Da jeg var 5-6 år gammel havde jeg været udsat for gentagne tilfælde af anal voldtægt af en mand i den gruppe af voksne, der burde have passet på mig. Jeg havde fået at vide af mine to primære omsorgspersoner, at hvis der skete noget, som jeg ikke brød mig om, så skulle jeg bare komme og sige det til dem. Da jeg fortalte dem, at jeg ikke brød mig om det med numsen, så gik de til ham, hvorefter han stoppede med det.

En jævnaldrende pige havde en pony på den gård, hvor overgrebene fandt sted. Jeg husker hende som Ponypigen. Jeg var glad for hende. Hun betroede mig en dag, at en anden mand i den samme gruppe af voksne gjorde den samme slags ting ved hende, som hun ikke brød sig om. Jeg fortalte hende, at hun bare skulle sige det til nogen, for det havde jeg lært og gjort, og så var det stoppet.

Kort tid derefter var jeg igen på besøg på gården. Alle de voksne var der. Jeg var i den modsatte ende af huset, da der pludselig lød en panisk råben og skrigen fra den anden ende. Jeg løb derned, og de voksne var samlet rundt om noget, jeg ikke rigtigt kunne se. Jeg blev holdt på afstand, mens de sagen, at Ponypigen lå der og var død, og at det var min skyld, fordi jeg havde sagt til hende, at hun skulle sige det til nogen. Derfor havde en af dem været nødt til at slå hende ihjel, druknet hende i badekaret, for det måtte ikke komme ud, hvad der foregik. Men det var min skyld, at han havde været nødt til at gøre det, som han ikke brød sig om at gøre. Jeg havde gjort det meget forkerte ved at gøre det, som jeg troede var rigtigt.

Det var mørkt, og stemningen var forvirret, da jeg blev placeret på bagsædet af en bil, mens den og andre biler kørte ned til en grusgrav et par kilometer væk. Ponypigen var i en af de andre biler. Da vi kom ned i grusgraven, så jeg gennem bilens vindue, at de voksne gravede et dybt hul, og en livløs skikkelse, som jeg dengang og indtil for nylig troede var Ponypigen blev smidt ned i hullet, som blev fyldt med jord. De sagde igen, at det var min skyld, at de var nødt til det; at det var mig, der havde slået hende ihjel ved at sige det til hende, som jeg havde gjort.

Et par dage derefter kom politiet og spurgte mig om Ponypigen. Jeg var meget bange og turde ikke sige hverken det ene eller det andet.

Indtil for et par år siden har jeg troet, at de voksne faktisk slog hende ihjel og faktisk begravede hende i grusgraven. Det vil sige det traumatiske minde har været effektivt fortrængt i mit sind, i hvert fald siden jeg var omkring 20 år.

Efter ny bearbejdning er det nu min opfattelse, at episoden med den døde pige, der blev begravet i grusgraven var manipulerende skuespil fra de voksnes side. Formålet var at skræmme mig fra at sige noget til nogen nogensinde igen. I perioden derefter blev jeg ofte mindet om, at hvis jeg sagde noget til nogen, så ville jeg selv ende i grusgraven på samme måde.

Formålet var også, at hvis jeg dengang skulle åbne munden overfor politiet, så ville jeg også fortælle historien om den døde pige i grusgraven, som politiet så kunne dokumentere som falsk, hvorved min troværdighed som vidne både i forhold til pigen i øvrigt og i forhold til, hvad jeg selv var blevet udsat for ville blive meget lav. Nu kan jeg se, at det faktisk var både meget ondskabsfuldt og meget smart, det de voksne gjorde for at lukke munden på mig. De gjorde mig både bange og utroværdig ved at få mig til at tro på en løgnehistorie.

Psykopater i jakkesæt i dag

Hvis vi så skifter fokus til nutidens psykopater i jakkesæt, der har infiltreret magtapparatet i samfundet, så kan min personlige beretning måske give indblik i nogle af de metoder, der kan bruges til at få normale mennesker til at være tavse om f.eks. sundhedsskadelige bedrag.

Den mest kraftfulde faktor er formentlig den store trussel, dvs. den store katastrofe der indtræder, hvis man sladrer eller på anden vis er uartig. I mit tilfælde var det truslen om selv at blive dræbt og dumpet i et mørkt hul. Trusler og katastrofer findes i mange former og grader. Det vigtigste er, at den afpressede oplever truslen og katastrofen som stor nok til, at man holder kæft, eller hvad det nu er, psykopaterne i jakkesæt ønsker. Det kan f.eks. være trusler om at blive fyret, hvis man ikke makker ret og udstødt af etablissementet uden mulighed for at få job nogen andre steder. I den tunge ende kan nogen f.eks. være truet af offentliggørelse af dokumentation for kriminel eller skamfuld adfærd. Det har sandsynligvis været det dybe formål med den zionistiske operation ledet af Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell, hvor magtfulde mænd blev lokket til sex med mindreårige piger, som så blev optaget med skjulte kameraer. Hvis man undrer sig over, at USA fortsat støtter Israels folkemord i Palæstina, så kan man lede efter forklaringer her.

Min personlige erfaring viser også betydningen af interne whistleblowerordninger i psykopatiske magtsystemer. På den måde kan psykopaterne fange dem, der sladrer og true dem til tavshed, inden de når at sladre offentligt. Jeg kommer her til at tænke på dengang under coronaen, hvor jeg gik på politistationen for at anmelde Mette Frederiksen og Magnus Heunicke, hvilket medførte, at jeg i stedet blev sigtet for ikke at bruge mundbind. Jeg tænker også på den nye whistleblower om vaccinedata fra New Zealand, der siden er blevet anholdt.

Inden man begynder at true folk, så vil man nok lade som om, at man forstår kritikken og passivisere på anden vis ved at skabe opfattelsen af, at man tager kritikken alvorligt, mens man reelt fortsætter uden om problembarnet, der langsomt bliver kørt ud på et sidespor.

Min historie illustrerer også kraften i at statuere eksempler til skræk og advarsel. Her har vi f.eks. en sag som Julian Assange, der formentlig har skræmt mange nyhedsmedier og journalister væk fra at grave i og skrive kritisk om de dybe magtstrukturer.

Det skuespil som de voksne udsatte mig for dengang har samme virkning som falske konspirationsteorier har i dag. Når man får en person til at tro på en historie, der er baseret på påstande om fakta, der let kan dokumenteres som falske, så ødelægger det personens generelle troværdighed. Konsekvensen er, at afsløringer om sandheder ikke vil blive troet på. Alene frygten for at fortælle en historie, der siden viser sig at være falsk, kan få mange i systemet til helt at afstå fra kritisk tænkning, undersøgelse og ytring.

Det er dælme smart.

Coverfoto: Unsplash.com (Globe City Guide)