Alle indlæg af Per Brændgaard

Jeg er klar til at hjælpe dig med dine spørgsmål og lede dig på vej til mere sundhed.

Små skridt gennem kaos

Vejen fra kur til kurs går gennem kaos.

Jeg forstår godt, at mange holder fast i kure. En kur giver tryghed, klarhed over hvad man skal gøre, og man slipper for at tage stilling til noget selv.

Når man slipper kuren bliver man konfronteret med kaos. Og det kan være ret så forvirrende og ubehageligt.

Det kan derfor virke som om, at valget står mellem kurens fængsel eller frihedens kaos. Men prøv at give kaos en chance. Det er kun en periode, indtil du har vænnet dig til at være på kurs i stedet for kur. Du behøver ikke kaste dig ud i kaos fra den ene dag til den anden. Du kan tage små skridt fra kur til kaos – og derfra videre fra kaos til kurs.

De små skridt handler derfor både om det, du konkret gør i forhold til livsstilsændring og om dine mentale små skridt i dit overordnede mindset.

Start med at vurdere dit udgangspunkt. På en skala fra 1 til 5, hvorvidt oplever du så, at du er på kur eller kurs nu?
1 = Total kur
2 = På vej fra kur til kaos
3 = Total kaos
4 = På vej fra kaos til kurs
5 = Total kurs

Accepter, hvor du befinder dig nu og tag små skridt i retning af 5.

Hvis du synes, det er svært, så har du måske brug for hjælp fra en Slankekurs Rådgiver. Dem er vi i gang med at uddanne på At Work Skolen.

Ny tænketank er elitær madpropaganda

Fødevareminister Dan Jørgensen har nedsat en ny tænketank, der skal give os en ”bedre måltidskultur”. Måltidstænketanken får ifølge Fødevareministeriets hjemmeside blandt andet til formål at foreslå en række måltidsråd, som kan supplere de eksisterende kostråd og imødekomme følgende fem målsætninger:

1.    Vi er flere der spiser sammen, og vi spiser flere måltider sammen.
2.    Vi er flere der kan lave mad.
3.    Vi er blevet mere modige og mere villige til at prøve noget nyt.
4.    Vi laver oftere vores egen mad.
5.    ”Kvalitet” spiller en større rolle, når vi vælger mad og måltider.

Formanden for tænketanken er Landbrug og Fødevarers direktør Søren gade og blandt medlemmerne er bl.a. Claus Meyer, Adam Price, Arne Astrup og Christian Bitz.

Der er efter min vurdering lagt op til en ny omgang elitær madpropaganda (á la Ny Nordisk Mad), hvor førende feinschmeckere skal fortælle folket, hvad der er de rigtige værdier om mad og måltider.

Men vi lever i et demokrati, så hvad med at lade folket selv bestemme, hvad mad og måltider skal betyde ud over det rent ernæringsmæssige? Tænketanken er værdipolitik, der hverken er socialdemokratisk eller liberal. Mad og sundhed er i det moderne samfund blevet ophævet til en slags overmoral, der legitimerer, at både politikere og fagfolk kan få afløb for deres småfascistiske tendenser. Det er kollektiv mobning af folket, der næppe fører til andet end øget madstress.

Man bliver madstresset, når man oplever krav om maden, som overstiger det, man realistisk set kan klare i en måske i forvejen ganske presset hverdag. For meget stress er usundt, også når stressen kommer fra overmenneskers urealistiske normer om mad og måltider. Og når man erfarer, at ens reelle holdning til mad og måltider ligger milevidt fra de politisk korrekte normer, vil nogle få ”tage sig sammen” og komme med i eliten, mens de fleste vil give op og føle sig mindre værd. Det får udviklingen i befolkningen til at gå tilbage, mens nogle politikere, virksomheder og eksperter får god PR.

Og hvorfor er det nu lige, at de fem målsætninger giver en bedre måltidskultur? Lad os se lidt nærmere på dem hver for sig.

Målsætning 1: Vi er flere der spiser sammen, og vi spiser flere måltider sammen.
Forskning viser meget tydeligt, at det allerede er den måde, de fleste af os spiser på, fordi vi selv oplever en værdi ved det. Det har vi ikke brug for hverken politikere eller eksperter til at fortælle os.

Målsætning 2: Vi er flere der kan lave mad.
Ja, god idé. Så kan de få job i fødevareindustrien og lave mad til alle os, der ønsker at bruge vores tid på noget andet end at handle ind, lave mad og vaske op. Men det er næppe sådan, de har tænkt det.

Målsætning 3: Vi er blevet mere modige og mere villige til at prøve noget nyt.
Fint, så længe det nye introduceres med små, gradvise ændringer. Risikoen ved begreber som ’mod’ og ’nyt’ er, at den ”gode måltidskultur” vil blive opfattet som noget, der kræver alt for meget.

Målsætning 4: Vi laver oftere vores egen mad.
Se målsætning 2. Hvad bliver det næste så? Kampagner med det mål at vi oftere laver vores eget tøj? Lad tøjlaverne lave tøj – og madlaverne lave mad. Og lad andre få fred.

Målsætning 5: ”Kvalitet” spiller en større rolle, når vi vælger mad og måltider.
Det er jeg sådan set enig i. Men madkvalitet er subjektivt, så det giver ikke mening, at smagsdommere belemrer os andre med deres subjektive smag som officielle råd.

Nå, men man skal jo også være konstruktiv, så her er mine bud på fem bedre målsætninger for en bedre måltidskultur.
1.    Vi er blevet bedre til at nyde maden, mens vi spiser sammen.
2.    Vi er flere, der kan hente god mad.
3.    Vi er blevet mere modige og mere villige til at lave små ændringer.
4.    Vi praktiserer oftere mindful spisning.
5.    Vi er flere, der får aktiveret vores iboende dømmekraft og sans for kvalitet.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig også helt i orden, at flere i Danmark bliver bedre til at lave mad, at flere laver deres egen mad fra bunden af gode råvarer, og at flere danskere har mod på at prøve helt ny mad. Vi skal bare huske, at mad og måltider også har mange andre betydninger for mennesker, at måltidskultur er noget, der ændrer sig nedefra (ikke oppefra), og at madsnobberi gør sundhed sværere for dem, der i forvejen har det svært.

Jeg er perfekt

Sundhed handler for mig om at være perfekt. Jeg hedder Per, så jeg stræber efter at være perfekt sund. 🙂

Eller med andre ord: Sundhed er individuelt. Det gælder om at fokusere på de sundhedsfaktorer, der er relevante for den enkelte og gribe dem an på den måde og i det omfang, der er meningsfyldte og og mulige.

Der er ingen one-size-fits-all, når det kommer til sundhed. Både relevans, måder, omfang, meninger og muligheder varierer fra person til person, fra situation til situation og fra livsfase til livsfase.

Camilla skal være camillafekt. Christian skal være christianfekt. Erica skal være ericafekt. Og så videre.

Og hvis du hedder Kon, ja så skal du være konfekt. 🙂

 

 

 

 

 

Protein slanker ikke

Jeg er i det ernærings-nørdede hjørne i dag og funderer over protein.

Hvis du spiser flere gram protein pr. dag, end du plejer, så vil du ikke tabe dig. Du vil snarere tage på, da du øger dit samlede indtag af kalorier. Protein har ganske vist en større termogen effekt end kulhydrater og fedt, men protein er ikke desto mindre kalorier IND i stedet for UD samlet set.

Når du spiser flere proteiner, så bliver du mere mæt, og dit stofskifte stiger, mens du tager på. Det er ikke muskler, du tager, men fedt – som følge af god gammeldags positiv kaloriebalance.

Myten om, at protein slanker er opstået som følge af videnskabelige undersøgelser, der tyder på, at en kostsammensætning med en højere protein-energiprocent er forbundet med vægt- og fedttab. Det er så nærliggende at konkludere, at man skal spise mere protein. Højere protein-energiprocent betyder, at en større andel af kostens samlede indhold af energi (kalorier) kommer fra protein. Det kan ganske rigtigt opnås ved at spise flere gram protein, men det vil ikke føre til vægttab, da det samtidig øger det samlede indtag af energi. Når kost med højere protein-energiprocent fører til vægttab, så skyldes det altid negativ kaloriebalance som følge af reduceret indtag af kulhydrat og/eller fedt. Altså reduceret i forhold til det, den enkelte spiste før.

Man taber sig altså ikke, fordi man spiser mere protein. Man taber sig, fordi man spiser mindre kulhydrat og/eller fedt. Det får bare proteinerne til at fylde mere relativt set.

Så fik vi lige sat det på plads. 🙂

Ja, jeg tager kosttilskud

Det er politisk ukorrekt og lettere pinligt for en ernæringsekspert at indrømme, at man tager kosttilskud. Men det gør jeg. Hver dag. Jeg har gjort det, siden jeg begyndte at interessere mig for ernæring som teenager.

Det er min erfaring, at når man (især journalister) spørger diætister og andre ernæringseksperter med en videregående, ernæringsfaglig uddannelse, om det er en god idé at tage kosttilskud, så er svaret altid noget i stil med “Nej, det er bedre at få alle næringsstoffer fra rigtig mad” eller “Nej, det er helt overflødigt og penge ud af vinduet” eller sågar “Nej, det kan være direkte usundt at tage tilskud”. Man føler ligesom, at man er nødt til at svare noget i den stil, da man ellers bliver mobbet af sine fagkolleger.

Det er også min erfaring, at de samme ernæringseksperter i forhold til sig selv og nærmeste familie er nogen af dem, der tager aller flest kosttilskud! Hvorfor denne dobbeltmoral?

Der er nok flere årsager:

  1. Det er svært at finde gode argumenter for at anbefale kosttilskud til hele befolkningen
  2. Nogle kan risikere bivirkninger, hvis alle i en befolkning begynder at tage et tilskud
  3. Det er meget lettere at finde gode argumenter for at anbefale kosttilskud til enkeltpersoner (f.eks. ved særlige fysiologiske behov eller særlige vanskeligheder ved at få nok fra kosten på grund af kræsenhed eller allergi)
  4. Individuelle kosttilskud kan skræddersys den enkeltes behov og risiko for bivirkninger
  5. Der er videnskabelig belæg for effekten af bestemte kosttilskud til bestemte problemer
  6. Der er en masse grundviden om betydningen af vitaminer og mineraler m.m., der skaber mulighed for en masse teoretiske virkninger, som det kan give mening at afprøve på individplan, men som det er for usikkert at kommunikere til de brede masser

Jeg tager selv kosttilskud for at optimere energi, modstandskraft og hjernefunktion. Jeg har også en teori om, at det er mit indtag af kosttilskud (i kombination med fuldkorn i store mængder) gennem mange år, der gør, at jeg på trods af mine 43 år stadigvæk har meget hår på hovedet. 🙂