Ti gode grunde til at lade være med at løbe

23 maj

Af Marina Aagaard og Per Brændgaard

Det sociale og kulturelle pres for at dyrke løb som motion har aldrig været større. Det er underligt, da der er mange gode grunde til at lade være med at løbe. Tilhængerne af løb overdriver de gavnlige virkninger, og der florerer mange myter. Mange kan have stor gavn og glæde af at holde op med at løbe og dyrke andre motionsformer i stedet for.

Vi har samlet ti gode grunde til at lade være med at løbe.

1. Det er ensformigt
I løb gentages den samme bevægelse igen og igen, en såkaldt cyklisk bevægelse, hvor de samme muskler, sener og led belastes på den samme måde flere tusinde gange i træk. Denne kropslige ensformighed og mangel på variation kan være en vigtig årsag til overbelastningsskader, som rigtig mange løbere døjer med. Gode alternativer til løb er dans, zumba, aerobic og gymnastik samt alle former for bold- og ketcherspil med acykliske aktiviteter, dvs. hvor bevægelserne er meget varierede. Individuel træning i fitnesscenter giver også mulighed for en høj grad af variation, hvor man let kan styre uden om eventuelle overbelastninger og skader i stedet for at køre kroppen i smadder ved at insistere på at løbe. Løb er “ensidigt, gentaget arbejde”, som man fra arbejdsmiljøområdet ved fører til nedslidning af kroppen, hvis det fortsætter i flere år. Ensidig og overdrevet løbetræning kan dermed føre til fysisk inaktivitet som følge af skader og overbelastning. Man kan selvfølgelig variere sin løbetræning, men selve løbebevægelsen er jo den samme. Du får meget mere variation og dermed mindre risiko for overbelastning, hvis du ikke kun løber, men også dyrker andre former for motion.

2. Det overbelaster let
Løb er en stor synder, når man ser på skader hos motionister; der er et meget stort antal overbelastningsskader i fødder, ankler, skinneben, akillessener og knæ. Årsagen er, at muskler og kredsløb nemt kan holde til at komme hurtigt i gang, mens knogler, ledbånd og sener har brug for lang tids gradvis optræning for at kunne klare belastningerne. Når man går og sætter foden i jorden, påvirkes man af et stød, dvs. en kraftpåvirkning. Under gang svarer den påvirkning omtrent til kropsvægten. Under løb øges kraftpåvirkningen og svarer nu til 2-3 gange din kropsvægt eller mere. Det er landingsfasen i løb, der er problemet. Det behøver ikke være et problem, hvis man er slank, har en god løbeteknik og gode sko, og i øvrigt ikke har nogen fysiske skavanker. Men hvis man har en kropslig skævhed, så fører løb let til overbelastning af leddene.

3. Det er uhensigtsmæssigt for overvægtige
Mange har hørt, at løb er godt, hvis man vil tabe sig. Problemet er bare, at hvis man har blot 5-10 kg for meget på bagen, er løb ofte både ubehageligt og uhensigtsmæssigt. Når man går og sætter foden i jorden, påvirkes man som nævnt i forrige punkt af et stød, der omtrent svarer til kropsvægten. Under løb øges kraftpåvirkningen og svarer nu til 2-3 gange kropsvægten eller mere. Vejer du f.eks. 85 kg er kraftpåvirkningen måske omkring 255 kg – altså et kvart ton! – for hvert skridt. Det øger risikoen for overbelastning og skader meget markant. Et langt bedre alternativ er gang eller stavgang varieret med f.eks. cykling. Rask gang er fuldt ud tilstrækkelig, hvis man er overvægtig. Det er mere skånsomt for leddene og giver alligevel mulighed for at få pulsen og dermed forbrændingen højt op, når man har tilstrækkelig med ekstra kilo at gå med. Hvis leddene er overbelastet af overvægt og/eller løb, så er det godt at starte ud med fysisk aktivitet, der ikke er kropsvægtbærende, f.eks. cykling og svømning.

4. Det slanker dårligt
Ikke nok med at løb meget let overbelaster kroppen, hvis man er overvægtig, så slanker det faktisk også relativt dårligt. Man hører ellers tit, at løb er helt fantastisk godt, hvis man vil tabe sig. Forskning har vist, at struktureret motionstræning som f.eks. løb kun givet et varigt vægttab på 1-2 kg. Motion øger sulten og specielt ubehagelig motion man udfører for at forbrænde kalorier aktiverer kompensatorisk overspisning via psykologiske processer. Den større fysiske træthed ved hård motion gør også, at man bliver omtrent tilsvarende mere inaktiv på andre tidspunkter af døgnet. Undersøgelser af mennesker, som har opnået og vedligeholdt et stort vægttab har vist, at det ikke er løb, de bliver ved med. Det er derimod gang. Rigtig meget gang. Hver dag. Der er flere grunde til, at gang slanker bedre end løb. For det første så er gang en mere realistisk motionsform, som flere kan blive ved med også på længere sigt. For det andet så kan gang flettes naturligt ind i hverdagens gøremål, så det ikke føles som ”motion”, hvorved det i mindre grad aktiverer kompensatoriske mekanismer i form af øget spisning eller reduceret fysisk aktivitet på andre tidspunkter. Den mindre fysiske træthed efter gang sammenlignet med løb kan også reducere den rent fysiologiske kompensation, hvor man føler behov for at slappe mere af resten af dagen, nu hvor man har været ude og løbe. Dermed kan gang bedre end løb bidrage til at skubbe kaloriebalancen i en mere gunstig retning på længere sigt.

5. Det udvikler ikke styrke og balance
Løb er kredsløbstræning, dvs. træning af konditionen. Løb er derimod ikke, som mange tror, effektivt til styrketræning af benene. Løb er udholdende træning, der gør musklerne bedre til løb, men ikke til dagligdags aktiviteter som at gå på trapper eller bøje ned i benene for at samle noget op. Og overkroppen trænes stort set ikke. Løb træner heller ikke balancen nævneværdigt og balanceevnen er særdeles vigtig for præstationen i både idræt og hverdag; en god balance er f.eks. med til at forhindre faldulykker. Balancetræning er særlig vigtig for ældre mennesker. Hvis du kun vælger én træningsaktivitet, så er alsidig styrke- og motoriktræning vigtigere for dig. Det kan f.eks. foregå i et fitnesscenter eller med øvelser, du kan udføre hjemme på stuegulvet. Træning med belastning, en ydre modstand, og variation er vigtigt både for at optimere det fysiske udbytte og for at minimere risikoen for overbelastning. Konditions-”træning” kan du få uden at ”træne” ved at bruge gang og cykling som aktiv transport i hverdagen.

6. Det er kedeligt
Er løb kedeligt? Det kan diskuteres, men helt sikkert er det, at der er ikke samme mentale variation og udfordring – som i dans, boldspil eller leg. ‘Kedelighed’ er et subjektivt anliggende, så det må afhænge af den enkeltes indre undersøgelse. Her er det vigtigt, at man er ærlig over for sig selv med, hvordan man egentlig har det med at løbe. Hvis man virkelig synes, at det er kedeligt, og det eneste man glæder sig til før hver løbetur, er at få det overstået, så er det formentlig blot et spørgsmål om tid, før man holder op med at løbe regelmæssigt. Med mindre man rigtig godt kan lide at pine sig selv for sundhedens skyld. De fleste finder det langt mere motiverende, hvis motionen er en god oplevelse i sig selv. Ikke nødvendigvis hylende morsom eller vildt spændende. Bare en god oplevelse, der i det mindste ikke er kedelig og træls. Hvis du synes, at løb er kedeligt og træls, og du ofte ikke kommer ud og løbe af den grund, så er det måske på tide, at du ser dig om efter en motionsform, du synes er god både imens og bagefter. Nogen mener, at monotonien ved løb fremmer mindfulness, og de betragter deres løbeture som meditation. Mindfulness er helt klart en mulighed for at gøre løb til en god oplevelse. Men når du kobler mindfulness på løb, så kan det lige så vel være, at du bliver opmærksomt nærværende med kropsfornemmelser af smerter og følelser af kedsomhed. Fornemmelser og følelser, som du måske tidligere ikke har været opmærksom på. Mindful løb kan derfor både være vejen til flow – og vejen til at indse, at løb er en dårlig motionsform. Det er meget individuelt. Du må prøve dig frem og mærke efter. Lad være med at forvente eller kræve af dig selv, at du skal opleve noget bestemt, når du løber. Det er ikke nødvendigt at løbe for at dyrke motions-meditation. Mere rolige motionsformer – f.eks. gang og yoga – er mere velegnet til mindful motion. Dansemeditation er også værd at prøve.

7. Du får det først godt bagefter (måske)
Når man ser sig omkring på gaderne og ser løbere, så er det påfaldende, så få smil der er. Faktisk ser hovedparten meget sammenbidte og anstrengte ud. En årsag kan være, at der efterhånden er et stort indirekte pres fra medierne og kollegaerne til at “man må da bare løbe, for man får det SÅ godt”.
Selvom det er sandt at løb er forholdsvis nemt at gå til, er det dog langt fra sikkert, at det er en god aktivitet for alle. Løb bliver ofte udført med henblik på at tabe sig eller komme i bedre form, ikke nødvendigvis fordi man synes, at det er lystbetonet eller motiverende. I rigtig mange tilfælde ville idræt være at foretrække: bordtennis, badminton, leg i svømmebassinet o.l., hvor man har det godt undervejs – og bagefter – og glemmer sig selv og tiden, så man derfor får motioneret langt mere.
Det velvære der kan komme efter en løbetur og nogle gange også under en løbetur kaldes ‘runners high’. Det er en slags rus, der skyldes frigivelse af endorfiner i kroppen. Desværre skal du løbe relativt langt, over 30 minutter. Du skal altså først træne dig op til at være i ret god form, før du kan gøre dig forhåbninger om at få denne narko-virkning. En alternativ vej til velvære ved motion er at gå efter motionsformer, der simpelthen bare er en god oplevelse i sig selv fra starten, også selv om kroppen ikke pumper ”narko” ud i systemet for at beskytte sig mod den overbelastning, man er på vej ud i på den lange løbetur.

8. Du får det ikke gjort
Hvis du synes, at løb er ubehageligt, så er der stor chance for, at du før eller siden holder op med det igen. Det er jo kun den motion, som du reelt udfører, der gavner din krop. Lad os sige, bare som et tankeeksperiment, at løb er verdens sundeste motionsform. Så nytter det alligevel intet, hvis du ikke får det gjort. Så vil det være uendeligt meget sundere at skifte over til en næsten hvilken som helst anden motionsform, som du rent faktisk får gjort. Det viser sig at være den allervigtigste faktor, når valget står på motionsform: Hvilken motionsform tror du på, at du vil få gjort? Også på de dage, hvor du mangler tid og energi.

9. Du får stress
Hvis du på den ene side har tanker om, at du burde løbe og på anden side kan konstatere, at du ikke får det gjort af den ene eller anden årsag, så er du godt på vej til at udvikle løbestress – uden at du løber. Du kan også få løbestress af at følge et standard løbetræningsprogram slavisk eller via den evindelige målmani efter nye personlige rekordtider eller længere og længere distancer. Det er skruen uden ende. Du kan endda blive så besat af, at du skal løbe, at det forhindrer et normalt socialt liv, eller blive så afhængig af endorfin-rusen, at du får det dårligt med abstinenser, hvis du pludselig bliver ude af stand til at løbe.

10. Det er sundere at gå
Det er langt hen ad vejen sundere at gå end at løbe. De fleste kan holde til at gå, men der er mange, der ikke kan holde til at løbe. Flere store befolkningsundersøgelser har vist, at gang er særdeles gavnligt i forhold til bl.a. overvægt, hjertekarsygdom og type 2-diabetes. Det skyldes, at gang rent faktisk giver meget godt rent fysiologisk. Det skyldes også, at når man først kommer i gang med at gå, så bliver man ved med at gå regelmæssigt, hvorimod løb ofte er noget man dyrker som projekter med pauser, eller stopper helt med igen. Det er især hurtig gang, der er sundt. Hvis du er slank og i rimelig god form, så er det dog svært at få pulsen op i det høje område alene ved at gå hurtigt. Pulsen skal op et par gange om ugen for at få optimalt træningsudbytte. Det betyder dog ikke, at du så skal løbe. Der er masser af andre muligheder for at få pulsen op i det høje område. Du kan få en tilsvarende konditionsmæssig effekt ved andre motionsformer end løb. F.eks. cykling (du kan cykle til og fra arbejde og trampe ekstra hårdt i pedalerne), svømning, roning, trappetræning, crosstraining, boldspil, ketcherspil, osv.Du kan få helt andre og vigtige supplerende fysiske effekter, styrke, koordination og balance, ved andre motionsformer såsom styrketræning, klatring, dans, boldspil, ketcherspil, og yoga.

Det sundeste for både krop og sind er måske at kombinere forskellige motionsformer, der passer til ens fysik, mentalitet og hverdag, i stedet for at være en lemming, der bevidstløst løber med flokken.

Der er også mange gode grunde til at løbe. Vores budskab er ikke, at løb er dårligt. Vores budskab er, at løb både kan være godt og dårligt. Det afhænger af den enkeltes krop og mentalitet. Prøv af, mærk efter og vælg selv.

Marina Aagaard er master i fitness og træning fra Syddansk Universitet.

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring fra Københavns Universitet.

33 Responses to “Ti gode grunde til at lade være med at løbe”

  1. Rasmus Dahlberg 23. maj 2012 at 10:21 #

    Det er alt sammen meget muligt. Men det er altså for fedt at løbe! :-)

    • perbraendgaard 23. maj 2012 at 11:09 #

      For dig… :-)

      • Karen, 28, Aarhus 23. maj 2012 at 17:23 #

        Og for mig :)

        Kom forbi min rute, jeg er en af dem, som smiler – og det er de løbere, jeg møder på min vej altså også. Smil til dem, og de smiler til dig – præcis som med alle andre, du møder på din vej!

        Dyrker i øvrigt også andre motionsformer, cykler til job og går til fitness, men er først og fremmest løber, og gider ikke lade vær med at fortælle om mine ture fordi jeg så yder “socialt og kulturelt pres” – det er i ikke min mening at give folk ringe samvittighed, og hvis de får det må de måske lige se sig i spejlet og spørge, hvorfor de får det! Klart det er da synd, hvis nogen løber af dårlig samvittighed eller gruppepres – men det nedtoner altså ikke at jeg synes, løb er skønt, og at jeg glæder mig mega meget til mit 4. maraton, som foregår i Afrika blandt de vilde dyr. Juhu! :D

  2. Claus 23. maj 2012 at 12:42 #

    Ensformigt – Nej, alt andet. Vi springer højt, hopper lavt, går, baglæns – forlæns til siderne, op og ned, danserm, svæver. Variationerne er uendelige, men for det utrænede øje ligner det selvfølgelig bare en flok tåber, der bevæger sig på samme måde. Den tekniske del af løbetræning inkluderer selvfølgelig balanceøvelser og den tilhørende choretræning styrker muskulatur tilsvarende. Løbetræning er så meget mere end den tynde empiri som I fremturer med. ‘Ikke den samme mentale variation og udfordring’ – igen et tyndt postulat, der ikke lader sig efterprøve, men som sikkert er et fint argument i en tendentiøs fremstilling. Nej, ingenting nytter, hvis du ikke får det gjort – især ikke når det baserer sig på et tyndt empirisk grundlag og et eksplicit ønske om ikke at falsicificere sin egen hypotese.

  3. Mathilde M. 23. maj 2012 at 14:27 #

    Punkt 8 og 9 har jo ikke noget med løb at gøre, men påpeger nogle aspekter som kun er relaterede hvis man ikke bryder sig om løb eller ikke lykkes med at komme ind i rytmen.
    Løb er efter min mening en fed udfordring og bestemt ikke ensformigt.

  4. Lise Moody Rohde 23. maj 2012 at 16:15 #

    det er da en ærlig sag, ikke at kunne (lide at) løbe – men helt ærligt mage til ævl skal man da lede længe efter……..
    - sagt af en der i en alder af 45 er startet på (at øve sig på) at løbe, og ærgrer sig grusomt over at hun ikke, for 30 år siden, fandt ud af, at det både gavner konditionen OG figuren og faktisk også er både hyggeligt og sjovt!

    • Marina Aagaard 24. maj 2012 at 21:45 #

      Ævl? Heldigt for dig, at du har det godt med løb. Gennem 25 år år har jeg som træner mødt masser, der har det mentalt og fysisk skidt med løb, men føler sig presset af andre til at løbe – og det er hverken hyggeligt eller sjovt …

  5. Bo Hjorth 23. maj 2012 at 17:47 #

    Manden har ret i noget grundlægende. Laver man kun 1 ting er det ikke hensigtsmæssigt. Men det gælder jo alt. Intet er sundt i overdrevne mængder. Mange af argumenterne kan jo overføres meget andet…. så…
    Men enig med Karen, kom forbi min rute og se et smil :-)
    Bruger selv løb til mental afslapning (en slags mindfulness) så vil ikke kunne undvære det. OG hvis jeg skulle dyrke fx Zumba, ville jeg ikke smile, men er til gengæld sikker på at jeg vil skabe smil ved mine holdkammerater.

  6. Mads 23. maj 2012 at 18:48 #

    Hvis man aldrig træner at løbe, så kan man heller ikke slippe fra folk der vil dig det ondt. Hellere sprinte 5 km fra et slagsmål hvis man skulle være så uheldig at havne i den situation. Jeg træner aldrig over 5 km, det er simpelthen ikke nødvendigt.

  7. Uffe Sloth 23. maj 2012 at 22:31 #

    Hmm – egentlig ikke meget forkert, men meget sjovt at manden, der siger, at der ikke findes usunde fødevarer, siger at der findes usunde motionsformer!

    Som jeg ser det, har vi haft lignende diskussioner før på madområdet.

    Løb er en af de bevægelsesformer (måske den!), der belaster vores organisme mest, og dermed nem at kalde den mest sunde, da den dermed også har potentiale til at udvikle vores fysik mest effektivt.
    På den anden side er denne store belastning også kilden til alle de gode grunde til at være varsom med løb.
    Jeg ser det næsten dagligt i mit job, og synes bestemt ikke at løb på nogen måde er et mirakelmiddel.

    Jeg er helt med på, at vi skal forsøge at få udbredt hvor hårdt løb er, og at løb er for dem, der kan lide at løbe, men lad nu være med at løbe med halve vinde.

    Du får det næsten til at lyde som om man slet ikke kan få noget godt ud af at løbe, hvilket jeg er sikker på både løbere og fagfolk vil kunne skrive lange og fantastiske beretninger om…

  8. perbraendgaard 24. maj 2012 at 05:15 #

    Min pointe er ikke, at løb ER dårligt. Min pointe er, at løb KAN VÆRE dårligt. Min opfordring er, at hver enkelt undersøger, hvordan man reelt har det med at løbe. Og accepterer det fuldt ud. Dem, der ikke bryder sig om at løbe, har nu noget skyts, de kan bruge til at droppe eller skære ned på løberiet og i stedet vælge nogle andre motionsformer, som de trives bedre med. Vi må give slip på det løbemaniske gruppepres. Hvis du reelt har det godt med at løbe, så lad være med at forvente, at alle andre skal opleve det samme.

    • Uffe Sloth 24. maj 2012 at 07:44 #

      “Synes godt om”.

      Ville bare ønske at budskabet var det samme i indlægget, når der nu er det, du mener.
      Som jeg læser dit blogindlæg, kan det få en masse glade løbere til at holde op med at løbe, fordi du argumenterer godt og grundigt for, hvor usundt, det er, uden at nævne alle de gode ting ved løb.

      • Marina Aagaard 24. maj 2012 at 21:41 #

        Hey Uffe,
        Hvis der er en masse løbere, der ER glade og ikke har skader – som fx jeg – så stopper de vel ikke? Det håber jeg til gengæld, at de, som jeg møder hver uge, der ER skadede og føler sig PRESSET til at løbe, gør. Glade løbere bør se sig omkring og erkende, at der er en masse triste løbere, der har behov for opbakning til noget andet …

  9. Anne Grete Rasmussen 24. maj 2012 at 05:48 #

    super Per. Mange løber i kortere perioder i deres liv, og mange får så skader på bevægeapparatet. Findes der tal for skader fra forskellige sportsgrene?
    Det er et godt valg at få god motion ind i hverdagen gennem hele livet. Det er sjovt, hodt for kroppen og enormt socialt. OGSÅ…forårsrengøring og specielt støvsugning kan også få pulsen op. Hej FruGrøn.dk

  10. abildjyden 24. maj 2012 at 06:40 #

    Jeg kan bruge ovenstående til ikke at slå mig selv, fordi jeg ikke spænder løbeskoene.
    Jeg har slidgigt i ryggen, og løb er en af de motionsformer jeg ikke må udøve.
    Jeg kan benytte ovenstående som motivationsfakter til, hvorfor jeg skal være så varieret i min planlægning.

  11. Linda 25. maj 2012 at 11:15 #

    endelige nogen der tør sige det højt , jeg har da heller aldrig mødt ( gående ) en løber der smiler , desuden har flere af mine kolleger som er LØBERE jævnligt skader , det har jeg som gående ikke endnu en fordel . tak foret godt indlæg

  12. born2b 25. maj 2012 at 22:56 #

    Der er god fornuft i den artikel.
    Jeg har løbet i mange år. Men dansede forleden til en fest. Næste dag havde jeg ingen ømhed noget sted. Det har jeg altid efter løb. Ved dans kan jeg bare bruge andre muskler og bevægelser, når noget i kroppen bliver anstrengt.
    Men det pokkers gode ved løb er, at 5 minutter efter en beslutning om at løbe en tur er taget, er jeg ude på vejen. Det er der ikke mange andre sportsgrene der kan.

    • Gumpel 26. maj 2012 at 01:19 #

      Løb er fantastisk og alt på nær punkt 2 er enten subjektivt eller mere eller mindre noget vrøvl i artiklen. Jeg har dyrket mange fomer for sport og motion, men ingen af de øvrige har givet mig så meget, som løb gør.

      Men hey, det er jo bare mig, der synes det. Lad mig dog skrive en artikel på dameblads-niveau om det…..

  13. Torben Meldgaard 26. maj 2012 at 05:49 #

    Ikke decideret lodret uenig, men synes sgu den er lidt ensidig og alt for subjektiv.

    Nu er jeg selv blevet lettere religiøs efter at have læst ‘Born to run’ (Hvis ikke I har læst den så gør det) og har da efterfølgende haft øje for og interesseret mig for andre løbere, deres løbestil og motivation.

    Jeg tror jeres typiske objekter er mænd eller kvinder som har nogle kilo for meget på sidebenene og som så siden beslutter sig til at tabe dem. Hvordan? Ofte løb.

    På med de traditionelle løbesko og ud på hælene og så afsted uden egentlig at gøre sig klart at man også skal lære at løbe (som alt andet) – og efter få uger kommer skaderne og overbelastningerne så. Leddene når ikke at få den nødvendige styrke og det når aldrig at blive sjovt.

    Istedet: Lær at løb (rigtig teknik – se eksempelvis http://posemand.dk/ ), tag den med ro, lyt til kroppen, leg med dit løb og lad dig ikke styre af eksterne mål. På et tidspunkt kommer magien så rullende: Det monotone bliver meditativt og kroppen responderer med øget forbrænding og vægttab.

  14. Jesper Jørgensen 26. maj 2012 at 07:07 #

    Nå, så er der en ny “guru” der trænger til lidt promovering, og hvad er lettere end at kaste sig over en af de mest populære motionsformer som løb? På den måde rammer man en bred målgruppe og derved vil der også være flest der reagerer ved at nikke i enighed over de svagt underbyggede påstande der fremføres.
    Løb er, for mig og mange andre, en motionsform der passer perfekt ind i en travl hverdag hvor man kan blive stresset af at absolut skulle nå sit Zumba hold kl. 19. Løb kan, som de fleste andre sportsgrene, ikke stå alene men bør kombineres med styrkelse af overkroppen…. nøjagtig ligesom dans og boldspil. Hvis man som nybegynder kaster sig ud i løbet uden større overvejelser kan det medføre skader hvis man ikke undervises korrekt eller sætter sig ind i teknikkerne bag løb, ligesom de fleste andre sportsgrene men der er man oftest under supervision af en træner.

    osv., osv…. Jeg synes udsagnene i bloggen er meget ensidige og jeg synes at du prøver at score billige point og virker nedladende overfor din egen målgruppe. Selv for ugebladssegmentet er udsagnene du fremfører usympatiske og usaglige og det ville klæde udsagnene hvis du gjorde lidt ud af at understrege at det er dine personlige synspunkter og ikke den endegyldige sandhed.

  15. AndréJ 26. maj 2012 at 08:56 #

    Det vel ikke helt i skoven det der står. Hader du at løbe så lad værd.Løb kan være ensidigt.Jeg løb selv københavns marathon, faktisk mit først marathon overhovedet, og elskede det. Nok fordi jeg har kroppen til det, og jeg ud over løb har styrke trænet i 5 år.
    Men tager man en pænt overvægtig person, mener jeg heller ikke løb er det første der skal vælges.

  16. Thomas Skytte 26. maj 2012 at 12:31 #

    Der er godt nok nogen, der har trådt i spinaten i denne her artikel. Når man forsøger at miskreditere danskernes foretrukne træningsform, så skal argumentationen altså være i orden – hvilken den på ingen måde er! Jeg kan desuden fornemme, at forfatteren nu prøver at dreje indholdet til, at det “kan” være dårligt at løbe, fremfor det “er” dårligt at løbe. Det er bare ikke det, der står! Der er kommet nogle meget gode input på diskussion fra det danske løbemiljø på en af Danmarks største motionssider, http://www.loebesiden.dk. Her et indlæg, der sætter en masse ting på plads:

    http://www.loebesiden.dk/forum/viewtopic.php?f=19&t=6021&p=36821

    I øvrigt fint, vi kan have en sådan debat :-)

  17. Lisa 26. maj 2012 at 14:12 #

    Hurra for ytringsfriheden. Super artikel som falder på en tør plet i disse hotte løbetider. For som der så rigtig står, så er det bare ikke alle der er designet til løb. Det vigtigste må være at man finder sin indre motionist, om det så er dans yoga zimba badminton… What ever…bare det er sjovt, rart som får en’ opad sofaen væk fra skærmen.

    Jeg er selv glad løber gennem mange år, kunne ikke drømme om at stoppe. Men det er en interesant vinkel at kigge på løb som en ensidig, gentagne bevægelse, på godt og ondt ( godt fordi hjernen typisk sørger for du bliver god til det du gør gentagne gange) men ondt fordi der er farer for slitage hvis man har skævheder og skavanker , måske….alsidighed er en god ting for krop og hoved.

    En kærkommen artikel, som jeg håber der bliver spis brød til.

  18. minesko 26. maj 2012 at 19:52 #

    det er fedt at løbe… efter en bold :)

  19. Nicaragua 29. maj 2012 at 12:46 #

    At artiklens forfattere ikke bryder sig om løb er fint. At de skriver et blogindlæg er også fint. Men at de nedenfor flasher deres akademiske titler og dermed får indlægget til at fremstå som det generelle synspunkt for sagkundskaben er ikke fint.

    Jeg vil ikke gå ind i debatten, men som løbende læge og epidemiolog vil jeg modbevise punkt 1, der er en decideret fejlslutning a la “Ergo er lillemor en sten”: “Løb er en ensidig belastning, ensidigt belastende arbejde giver slidskader, ergo giver løb slidskader”.

    Nogle studier finder ingen sammenhæng mellem løb og slidgigt, fx. disse:
    http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/2264171
    http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12689810

    Nogle finder en svag sammenhæng, fx dette (hvor det for øvrigt er “farligere” at cykle eller dyrke boldspil, og hvor overvægt er det aller”farligste”):
    http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19921240

    Ergo: Der er ikke overbevisende evidens for, at løb giver slidskader. De andre argumenter er lige så dårligt underbygget videnskabeligt og må således være udtryk for forfatternes personlige holdninger og ikke noget, de har bevist gennem deres faglige virke.

    • Marina Aagaard 30. maj 2012 at 22:00 #

      Tak for dit indlæg.
      At du flasher din titel som læge og epidemiolog er helt fint med os. Til gengæld har du fået galt i halsen, at vi ikke kan lide løb. Det kan vi godt. Personligt er jeg løbetræner og løber 3-4 gange om ugen.
      Det vi ikke kan lide er, at løb næsten har fået kultstatus, hvor 1) mange løbere er ensidigt fokuseret på fordelene, endda i en sådan grad, at de bliver fornærmede, når nogen med et glimt i øjet påpeger ulemper, 2) mange løber uden glæde, fordi de føler sig presset til det og 3) mange løbere løber sig til skader.
      Gennem mere end 25 år har jeg som træner (manglende fagligt virke?) hver uge mødt flere løbere med skader diverse steder og mener, at læger og trænere har ansvar for at formidle fakta, fordele og ulemper.
      Da der er utallige studier og reviews på nettet om løb og overbelastning, opfordrer vi enhver til selv at søge viden om relevante områder med det in mente, at der oftest kan findes for og imod (usikkerheder).
      Til dit indlæg: Du har på egen hånd fortolket det derhen, at ‘ensidigt, gentaget arbejde’ er lig med slidgigt. Det skriver vi sådan set ikke, da vores artikel refererer bredt til slid i flere væv og områder. Søg via ‘NCBI’.

      Til din påstand om vores manglende faglige viden/virke:

      Study 1 (1990, kun 30 løbere, hvoraf tre får gigt (også gigt i overkrop)): Konklusionen er: “Running training to a moderate extent for many years does not predispose to arthrosis in the lower limbs in healthy individuals”.
      Altså: Løb i en moderat mængde disponerer ikke for gigt i raske individer …
      Jeg møder mange løbere, der 1) har en meget stor løbevolumen og 2) har sygdom eller tidligere skader. Hvad med dem?

      Study 2 (2003, mange løbere, dog selv-rapporteret). Under metoder – som du pointerer – er alder, ledskader, BMI nævnt som selvstændige risiko-faktorer.
      Jeg møder et stort antal løbere med disse karakteristika. Indtil det er undersøgt uden tvivl – i konklusionen skrives bl.a., at “there does not seem to be …” – er spørgsmålet: Hvordan er forudsætningen for slidgigt da?

      Study 3: Som du selv pointerer, så er der en (svag) sammenhæng mellem løb og slidgigt i knæet. Så afhænger ‘fortolkningen’ jo af, hvilke briller man har på; om man er mest til “vær opmærksom, når du løber” eller “løb bare løs”.

      Nu er slidgigt ikke det vi fokuserer på, men til orientering: Et systematisk review (2006) http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16777458 Osteoarthritis of the knee and hip and activity: a systematic international review and synthesis (OASIS) konkluderer bl.a. at:
      “For sports and recreational activity [aktiviteter som inkluderer løb og gang], the group states with a high degree of scientific evidence, that these activities are a risk factor for knee and hip OA and that the risk correlates with intensity and duration of exposure”.

      Vi kan, som du, finde forsøg, der viser, at der nok ikke er en sammenhæng mellem gigt og løb og det er jo heldigt. Så vores budskab, til de, der læser artiklen med et åbent sind, er, at løb godt, når man gør det rigtigt og i de rigtige mængder, dog er der andre muligheder, for de der vil undgå ensidig, cyklisk, motion.

      Til din konklusion, at “de andre argumenter er lige så dårligt underbygget …”: Det vil jeg af tidnød ikke kommentere nærmere, blot oplyse, at vi blogger ikke for at dissekere og citere videnskabelige artikler (det gør vi i andre sammenhænge); vi blogger for at formidle videnskabelig evidens i et let læst sprog og en tone, som skaber debat. Det lykkes vist.

  20. Uffe Damborg 29. maj 2012 at 21:48 #

    Godt gået. Super god artikel

  21. Michael 30. maj 2012 at 15:11 #

    Punkt 8 og 9 kan vist bruges om enhver form for træning eller motion, så ved ikke lige hvad de laver i en artikel der specifikt omhandler løb.

    Nu nævnes Zumba som en af de sundere motionsformer, og i den forbindelse kan jeg ikke lade være med at referere hvad en fysioterapeut sagde til mig for et par uger siden: “Jeg er dybt taknemmelig for de nye motionsformer som Zumba og Crosstraining, for aldrig har en motionsform skaffet mig så mange nye kunder som de to”. Hans pointe var at ligesom det er let at overbelaste led og sener ved løb, ligeså let er det at overbelaste de samme ved hyppige vrid med kroppen (Zumba) eller eksplosive bevægelser (crosstraining).

    Og siden hvornår har smil været en indikator for om man kan lide en motionsform? Jeg ser ikke fodboldspillere smile mens de løber rundt på banen, og i et spinninglokale (eller til en zumbatime) er der heller ikke mange smil. Det skyldes nok bare at man er fokuseret på det man gør – ikke at man nødvendigvis hader det man er i gang med.

    Ud fra denne artikel er der dog (IMO) to pointer at tage med

    1. Nye løbere skal passe på ikke at få skader i den periode hvor led og sener ikke er trænet til belastningen – altså skal man starte forsigtigt.
    2. Find en motionsform du kan lide. Hvis du ikke kan lide det, så holder du ikke ved – det gælder i øvrigt også alle andre motionsformer end løb.

    Mig selv? Jeg har dyrket især spinning, styrketræning og løb, men løb er det eneste der har kunnet holde mig motiveret gennem mange år, og jeg glæder mig altid hver gang jeg har tid til at tage en løbetur, hvilket ca. er 3-4 gange om ugen. Jeg har de sidste 4-5 år ikke haft en eneste skade og har altid et stort smil på når jeg kommer tilbage (under turen smiler jeg sjældent, hvilket jeg dog heller ikke gør under en gåtur på strøget eller mens jeg laver det arbejde jeg er rigtig tilfreds med :)

    • Marina Aagaard 30. maj 2012 at 22:15 #

      Tak for din kommentar.
      Ja … til pkt. 8 og 9, men at de kan bruges om anden træning udelukker dem ikke fra en løbeartikel ;-)
      Fuldstændig koorekt omkring Zumba eller Crossfit (crosstraining er ‘bare’ blandingssport) – det, der ikke indlæres/udføres rigtigt er tit skidt …
      Til din pointe at fodboldspillere og spinnere ikke smiler, ja, koncentration er en del af det, alligevel ville det nok ikke være dårligt, hvis der var bare lidt flere smil, spontane indikationer af fornøjelse (det er sundt at smile), selvom vi naturligvis allesammen er forskellige, jeg smiler fx tit på job :-)

  22. Gitte 10. juni 2012 at 21:32 #

    Mennesker er heldigvis forskellige. Også når det kommer til motion. Den motionsform, der passer bedst til mig i forhold til udfordringer, vægttab, velbefindende og lyst er løb. Og jeg ved, at fitnesscenter og zumba og gang aldrig bliver mig (har prøvet). En af mine gode veninder bliver aldrig løber, men elsker zumba. Helt fint.
    Det, der virkelig stikker mig i øjnene i det her er, at respekten for, at vi er forskellige, og troen på, at vi kan få det bedste ud af vores forskellige motionspræferencer, fuldstændig mangler fra artiklens forfattere.
    Jeg forsøger ikke at tage glæden fra zumbaudøvere eller spinningfolket ved at hævde, at det jeg gør er bedre. Bedre er subjektivt. Og jeg vil ikke have, at nogle tager min glæde ud af mine løb. Vejledning til at løbe bedre, sundere og mere varieret vil jeg da gerne tage imod, men det er jo ikke det, artiklen handler om.

  23. Dion M. Tang 10. juli 2012 at 13:32 #

    Ja. Jeg læste dette indlæg i lørdags, hvorefter jeg postede det på min facebook, fordi jeg synes det var et meget interessant indlæg i debatten og der var nogle gode overvejelser for folk, der overvejer at løbe. Men efterfølgende har jeg simpelthen ikke kunne få det ud af mit hoved og nu bliver jeg altså nødt til at kommentere.
    Det som umiddelbart undrer mig mest er, at den, for mig at se, bedste årsag til ikke at løbe ikke står klarest. For mig at se er den bedste årsag ganske enkelt: “At hvis løb ikke er dig. Altså løb er det værste i verden og man ikke kan overskue den ene kilometer. Hvis løb underminerer selvtilliden osv. SÅ SKAL MAN IKKE LØBE!” Det er jo i og for sig en årsag, der kan overføres til alle andre motionsformer og for mig er det den årsag, der betyder at jeg ikke går i fitness – synes simpelthen det er for nederen! Men det er jo mig og det er skønt at være mig ;)
    Når det er sagt synes jeg indlægget er MEGET negativt vendt og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det burde hedde “10 grunde til at lade være med at løbe” og ikke “10 gode…”.
    Jeg kan som ivrig løber nærmest ikke nikke genkendende til nogen af punkterne. Selv ikke det punkt med balance og styrke, for løb, har for mig, ført til at jeg må træne balance og styrke for at blive en bedre løber. Det skal siges, at jeg ikke er den, der er bedst bygget til at løbe. Da jeg begyndte at løbe var jeg lidt til den tykke side og jeg har gennem mit løb flere gange måtte overkomme skadesperioder, men efter snart 10 års løb løber jeg UDEN skader. Dermed kan alle ifølge min overbevisning med den rette sko og den rette træningsopbygning komme til at løbe godt og uden skader – teknik har selvfølgelig også betydning, men for mig er det kommet ligeså stille på gefyl. Derudover kan man altså også få skader ved cykling, gang, fitness, svømning etc. Jeg vil nærmest påstå, at du kan få skader ved alle motionsformer, men derfor skal vi vel ikke lade være med at dyrke motion?
    Det eneste punkt jeg kan 100 pct. sige, at det er jeg enig med er punktet med overvægtige. Det er ganske enkelt ikke hensigtsmæssigt, her er gang meget bedre og på sigt kan det udvikle sig til løb, hvis man ønsker det. Ellers synes jeg faktisk at alle punkterne kan overføres til de fleste andre sportsgrene.
    Jeg siger ikke, at alle bør løbe, for det bør de ikke. For mange er der meget bedre sportsgrene. Man skal bare ikke afvise løb på samme måde som der bliver gjort i dette indlæg. Løb er en fantastisk sport, der kan være utrolig motiverende, hvorfor ville så mange ellers dyrke løb og ligefrem løbe marathon? Flere i min omgangskreds har endda fået foreslået løb til at bekæmpe stress, som I ellers siger løb skulle kunne fremprovokere.

    Bottom line er, at jeg som løber bliver lidt trist over at læse et så negativt framet indlæg, da det ikke giver nogen mening, at kun henvise til løb med de årsager. Løb er én af mange motionsformer, hvor jeres grunde også kan overføres på.
    For nogle er løb det rigtige og for andre er det andre ting, der er det rigtige. Derfor bør man i min optik ikke sige, at det, der ikke er det rigtige for én, er forkert!

Powered by WishList Member - Membership Software