Vi er de nye jøder

Vi, der ikke bruger mundbind, ikke lader os teste, ikke lader os vaccinere og ikke bruger coronapas, er de nye jøder. Vi er den udstødte minoritet, som den ministerielle propaganda vil have andre til at opfatte som beskidte og farlige. Vi er de nye jøder i Fascisme 2.0.

Fascisme 1.0 var særligt udbredt i Tyskland fra 1933 til 1945, og dengang var det de rigtige jøder, som fascisternes forfølgelse gik ud over. Jøderne har historisk set været forfulgt og fået skylden for alt ondt i den tid og det samfund, de har befundet sig i. Nu er det os frihedselskere, der får skylden for, at det er nødvendigt for Mette Frederiksen at forsætte den coronafascistiske politik, fordi vi ikke makker ret, så smitten kan komme under kontrol.

Ligesom jøderne ikke var årsag til tyskernes problemer i 1930’erne, så er hverken coronaen eller frihedselskere årsag til danskernes problemer 2020’erne. Problemet dengang i Tyskland var statens POLITIK mod jøderne, ligesom problemet i dag er den danske stats POLITIK mod coronaen og os, der ikke tror på den.

Når majoriteten i en befolkning har en fælles fjende, hvad end det er de gamle eller de nye jøder, så styrker det sammenholdet i majoriteten. Det skaber også et enkelt fokus for frygt, vrede og frustration. I Danmark er faciliteterne også klar til, at vi, de nye jøder, kan isoleres i koncentrationslejre. Det er kun et spørgsmål om tid, før fascisterne går videre til den fase. Jeg er ikke i tvivl om, at ondskaben også i Fascisme 2.0 er grænseløs. Det vil den fortsætte med at være, indtil en tilstrækkelig del af befolkningen vågner op til Det Store Coronabedrag og begynder at gøre fredelig modstand.

Jeg vil her gøre opmærksom på, at det ikke behøver være enten/eller. Du kan f.eks. godt tro på den herskende historie om corona, samtidig med at du er tilhænger af frihed for dem, der vælger at tro på noget andet. Du kan også lade være med at tro på den herskende historie om corona, mens du lader folk gå med lige så mange mundbind og vaccinekanyler i skuldrene, som de har lyst til. Vi kan forhåbentlig finde en fælles grund ved, at sundhed på ingen måde kan fremmes ved hjælp af tvang, heller ikke indirekte tvang.

Ligesom der selvfølgelig fortsat skal være religionsfrihed i Danmark, så skal der selvfølgelig også være frihed i sundhed. Den sundhed, der ikke er baseret på sundhed, er en sygdom. Jeg foreslår, at vi lærer af historien og genindfører friheden i sundhedspolitikken i Danmark så hurtigt som muligt.