Julen er ensomhedens fest

Julen er den tid på året, hvor jeg føler mig mest ensom. Der er dog ikke noget nyt i den følelse; jeg har følt mig ensom, siden jeg blev forladt af mine forældre på puslebordet i 1971. Nu 50 år efter har jeg langt om længe lært at omfavne og rumme den eksistentielle fortvivlelse.

Sidste år ved juletid legede jeg med en idé om at etablere De Forladte Sjæles Klub. Jeg fik den indsigt, at vi, der er blevet forladt i en meget ung alder, har et særligt åndeligt fællesskab. Jeg fik dog ikke rigtigt gjort mere ved det, da året valgte at bruge mig til at oplyse om coronabedraget i stedet for. Men måske er det blevet tid til nye åndelige boller på suppen nu. Vi må se, hvad det nye år bringer.

Det har været et vanskeligt minde at komme til fuld erindring om, den dag med fødderne sprællende i sommerluften på puslebordet i Silkeborg. Ikke kun fordi jeg var en lille baby. Heller ikke fordi jeg har skullet bevæge mig gennem lag på lag af andre traumer og fortrængninger for at nå ned til bunden og ind i kernen. Mest fordi det var et spirituelt traume, hvor min ånd tog flugten væk fra den kødelige verden.

Traumet kan også formuleres på en pæn måde: Jeg var en baby på et puslebord, da jeg fik min første erfaring med dyb meditation. Som baby havde jeg stadigvæk en klar erindring om det åndelige overgangsstadie fra liv til liv, så jeg prøvede simpelthen, om jeg via rent åndelig bevægelse kunne gå tilbage til det åndelige stadie, hvor jeg var fri for fysisk, kropslig manifestation – og eventuelt der blive tilbudt eller vælge en anden genfødsel.

Det lykkedes så ikke. Jeg er i hvert fald stadigvæk også krop. Det gav mig til gengæld en meget tidlig erfaring med, at jeg også er andet end krop. Jeg lærte også, at spiritualitet kan være en effektiv flugt, når den ydre verden bliver for barsk og brutal.

Jeg har ikke haft nogen kontakt med min familie i Silkeborg siden 2018. Ingen kontakt som i slet ingen kontakt. Mine beskeder bliver ikke besvaret. Heller ikke af min lillebror og lillesøster, som jeg savner dybt. I går aftes lå jeg en time og græd i min seng i sorg og længsel efter dem, mens jeg hørt It Can Never Be The Same med The Cure på repeat.

Det er min far, der har udstedt kommandoen om, at ingen i familien må have nogen som helst form for kontakt med mig. Årsagen er, at jeg har ønsket at tale om nogle minder fra min barndom. Det har der så mildest talt ikke været nogen åbning for fra den anden side af bordet. Jeg har også foreslået, at vi mødtes hos en psykolog på neutral grund for at genetablere kontakten, men også der blev døren smækket i.

Det er helt specifikt min far og min mor, som jeg godt vil have talt ud med, men de har forladt mig – igen.

Tilmeld
Besked om
4 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
Eva Mortensen
Eva Mortensen(@eva-mortensen)
søndag, 26 december 2021, 17:31 17:31

Av. Det er smertefuldt ærligt.
Jeg kender det lidt. Er ud af en dysfunktionel familie. Det erkender de andre dog ikke. Og de vil heller ikke med til psykolog. De er nok bange for at åbne op. Nødvendigt for mig. Alene i dag. De andre til julefrokost ♥️🙏🤗🌲✨

Iben
Iben(@iben)
mandag, 27 december 2021, 9:10 09:10

Kære Per
Ensomhed og sorg er, trods dine desværre mange års øvelse, stadig ekstremt smertefuldt at være i.
Dit mod og din evne til at dele og give indsigt vil jeg gerne udtrykke dyb taknemmelighed for!
Må 2022 komme med kærlighed og omsorg – det har vi brug for!
Kh Iben