Af Mikaela Justesen, cand.scient.adm.
I Søren Kristensens artikel fra den 13. oktober 2022 påstår han, at MitID som system er totalitært. Søren henviser til min tidligere artikel “Er MitID farligt? Nej, men det er der noget andet, der er”, hvor han argumenterer for, at der er faktuelle fejl og misforståelser i forhold til MitID. Set ud fra et brugerperspektiv har han ret i, at MitID opleves som usikkert. Dog var det ikke brugernes oplevelse af MitID, som min artikel i bund og grund handlede om. Mit udgangspunkt var at appellere til en helhedsbetragtning i den verden, vi oplever i forhold til digitale løsninger, herunder brugeradfærd, pengeskabelse og magtstrukturer. I øvrigt er der allerede skrevet og diskuteret meget om sikkerheden for brugerne i anvendelsen af MitID, og jeg er enig i det perspektiv af kritikken. Imidlertid er det vigtigt at forstå historikken, den etiske udvikling og perspektiver, både i forhold til sikkerhed og totalitarisme.
I kommentarerne til min tidligere artikel, har jeg givet udtryk for at jeg er enig med Søren i hans betragtninger. Forskellen ligger som sagt i perspektiverne. Sørens perspektiv er ud fra brugernes opfattelse og oplevelse af sikkerhed, mens mit perspektiv er ud fra sikkerheden i teknologi og løsningsdesign af et system. Alt efter perspektivet vil den vinkel man har på sikkerhed være forskellig. Udfordringen er at kunne se situationen fra flere vinkler for på den måde at kunne forstå baggrunden og processen for de beslutninger og overvejelser, der ligger til grund for implementeringen af en given IT-løsning. Er det ud fra et brugerperspektiv (implementering og anvendelse) eller er det selve løsningsdesignet (systemkrav og teknologi)? Hvem eller hvad er sikkerheden for? I implementeringen af MitID har mange brugere ikke oplevet en øget sikkerhed, ej heller at tilværelsen er blevet nemmere med den nye løsning. Men ved kun at dvæle ved MitID ud fra et brugerperspektiv bruger vi mindre tid på at finde svar på de store spørgsmål om, hvordan vi i det hele taget er nået hertil, og ikke mindst hvad vi som borgere kan gøre for at sætte vores præg på udviklingen eller endda forhindre den.
Kan IT-løsninger være totalitære?
Alle IT-løsninger kan i princippet bruges eller direkte have til formål at anvendes totalitært. Systemer kan teknologisk set, i sig selv, ikke være totalitære. Systemer kan dog designes og implementeres med et totalitært formål, men det gør ikke systemer totalitære i sig selv. Et IT- system kan ses som en ”kasse”, hvori man tilsætter forudsætninger, anvendelse og retningslinjer, dvs. en ”skal” man fylder med de elementer man vil anvende. Der findes således et formål, en værdi, en forretningsmodel, et regelsæt for systemerne, der ligger til grund for udviklingen af en IT-løsning.
Overordnet set er der mere transparens i forhold til IT-løsninger, der indgår i den offentlige sektor end i den private sektor. Vi har retningslinjer i forhold til anvendelsen af persondata, men ikke i samme grad til anvendelsen af adfærds- og forbrugerdata. MitID er ikke totalitært i sig selv, men har potentiale til at blive anvendt som sådan, ligesom andre systemer vil have det, i takt med den politiske udvikling vi ser lige nu.
Compliance-standarder i anvendelsen af systemer og IT-løsninger efterleves for at højne sikkerheden for både brugerne og for udbyder. Overordnet set er det en god ting, at vi har sikkerhedsstandarder at forholde os til, såfremt de er funderet i beskyttelse af brugerne, udbyderne og fx snitflader. Men det handler om hvilke retningslinjer og hvilken grad compliance, der ligger til grund for løsningen. Hvilke behov skal opfyldes? Er det borgernes behov eller systemets behov? Med de sikkerhedsbrud og gener som mange brugere har oplevet under implementeringen og anvendelsen af MitID, er det på sin plads at anfægte, om det er brugernes behov og sikkerhed der vægter højest. Dog er det en overdrivelse at påstå, at MitID er totalitært som system, til trods for det opleves af brugerne som en usikker løsning.
Intentionen med MitID kan være god nok, men det rejser spørgsmålet om ikke borgerne selv skal have mulighed for at vælge deres sikkerhedsniveau? Som det er med de fleste produkter og services, giver det både god mening og er for det meste nødvendigt at teste og dokumentere først, inden man sender noget ud på markedet. Det totalitære kan bestå i villigheden til at indføre noget, uden det er gennemtestet, og uden den enkelte borger kan tage en beslutning på et oplyst grundlag, ligesom vi har set under coronakrisen med fx mRNA – vacciner, mundbind, mm. Coronakrisen bød også på et sociologisk og psykologisk eksperiment, der hverken var godkendt af befolkningen, Folketinget eller de danske myndigheder for den sags skyld. Det blev gennemført af regeringstoppen, bidraget af den globale og kapitale magtelite. Der er hermed sket et markant skred både i hvordan nye produkter og ”services” indføres overfor befolkningen, og hvor nemt det har været for en globalistisk elite at introducere propaganda og et mere avanceret niveau af psykologisk krigsførelse mod befolkningen.
IT-løsninger kan anvendes til totalitære formål – coronapasset er det helt sikkert
Coronapassets implementering er basereret på totalitære og kalkulerede adfærdsregulerende mekanismer, lige fra den politiske beslutning til det færdige løsningsdesign. Coronapasset blev indført ”for vores sikkerhed” på et falsk grundlag om at hindre smitte. Vaccinerede var undtaget baseret på løgnen om, at de ikke kunne smitte andre, fordi de havde taget imod ”supervåbnet”.
De uvaccinerede skulle således finde sig i at udsætte sig selv for meningsløse tests for at kunne bevæge sig rundt i samfundet, endda for at kunne varetage deres job. Sidstnævnte var en stramning, der blev indført i sidste fase med nogle af fagforeningerne som part, hvilket gør man må stille sig selv spørgsmålet om, hvem fagforeningerne var til for?
Under coronakrisen har vi oplevet en politik og indgreb overfor befolkningen, der bedst kan betegnes som totalitære og decideret farlige for vores generelle sundhed. I den sammenhæng blegner MitID. Vi burde fokusere mere på, hvad der har skabt dén tilstand end på enkelte IT- løsninger, der måske eller måske ikke kan anvendes totalitært.
Listen af totalitære tiltag vi har oplevet som befolkning er lang og ikke udtømmende:
• Krav om coronapas for at gå på café, restaurant, biograf, museum, fritidsaktiviteter, osv.
• Mundbindskrav til alle offentlige og private indendørs lokationer
• Krav om coronapas for at kunne gå på arbejde eller uddannelse
• Nedlukninger af områder baseret på sognetilhørsforhold
• Inddeling af vores land i ”højrisiko” smittezoner
• Massiv vedvarende frygtpropaganda i medierne
• Pres og propaganda ift. at tage vaccinen, selv for yngre mennesker og børn
• ”Statsautoriseret” udskamning af ikke-vaccinerede
• Bøder for holde sin forretning og indtjeningsmulighed åben
• Bøder for at bryde forsamlingsforbud
• Diskrimination i offentlig trafik – man kunne ikke tage toget uden coronapas/mundbind
• Dobbeltstraf for corona-”forbrydelser”
• ”Frivillig tvang” ift. PCR-test og kviktest
Alt sammen for vores sikkerheds skyld… Vi kan jo som befolkning ikke tage vare på os selv og passe på andre og har brug for at blive adfærdsreguleret. Staten tager dine beslutninger for dig – og vælger konsekvenserne for dig – helt uden du har begået en forbrydelse. Du er kriminaliseret ved selve din eksistens, i din færden, i din hverdag, udelukkende på basis af hvilken medicin eller test du til- eller fravælger.
Viden og etiske overvejelser
MitID- og andre IT-løsninger er vigtige at holde øje med. Coronapasset og MitID er særdeles lette at få øje på, men hvad med alt det andet, alt det der er langt svære at gennemskue. Det er derfor ærgerligt at bruge uforholdsmæssigt meget tid på MitID, når der er grundlæggende ting der er vigtigere. Det være sig udviklingen, ift. teknologi, etiske overvejelser og retningslinjer, samt udviklingen hos hver og en af os.
Begejstringen for nemme, smarte og hurtigere løsninger sker i takt med de udvikles, både i offentlige systemer og i privatlivet. De fleste ser ikke udviklingen som farefuld i forhold til vores frihedsrettigheder, men oplever derimod mere personlig frihed, idet det er nemmere og hurtigere at få adgang til oplysninger og kommunikere med fx det offentlige eller pengeinstituttet. Det kan være fordi den indskrænkede frihed oplevet af frihedsmiljøet, ikke opleves som sådan af resten af befolkningen, eller måske er der en høj grad af ligegyldighed overfor retten til personlig frihed. Måske mangler der viden, eller der mangler tid og interesse i at få mere viden? I det hele taget er vi som befolkning bagud i forhold til almen viden på området og bagud med etik og rettigheder i forhold til den udvikling, vi står i nu og den udvikling, der kommer. Vi er derfor i fare for først at blive overhalet inden om og dernæst tromlet over.
På europæisk plan er der flere organisationer, der kæmper for befolkningernes digitale og etiske rettigheder og frihed. En af dem er EDRI (European Digital Rights), der består af NGO’er, eksperter og andre interessenter. Nogle af mærkesagerne er at bekæmpe brugen af ansigtsgenkendelse, digitalt magtmisbrug og kontrol og manipulation af befolkningerne. Af danske medlemmer findes IT-Politisk Forening og fagforeningen Prosa. Prosa er samtidig medlem af Fagbevægelsens Hovedorganisation, som forhandlede retningslinjerne på plads om coronapas på arbejdspladserne i en trepartsaftale. Hvilken rolle Prosa havde i det foretagende, vides ikke med sikkerhed. I Danmark har vi også flere etiske organer, som fx Dataetisk Råd, Etisk råd og Cybersikkerhedsrådet. Fælles for dem er dog, at stort set alle medlemmer er udpeget politisk, dvs. af bestemte ministre i regeringen. Om end disse råd kan bidrage med velfunderede etiske overvejelser og høj faglighed, er de ikke uafhængige af politisk påvirkning og kan således ændre etik og retning, alt efter hvordan de politiske vinde blæser.
Hvad kan vi ellers rette fokus mod?
Årsagen til, at så mange frihedselskende værger sig imod MitID, er ikke kun, at systemet opfattes som usikkert og let at hacke. Vi har også oplevet en samtid, hvor der er blevet indført totalitære tilstande og hvor propagandamonstret har hærget vores sammenhold, tillid og fælles værdigrundlag, såfremt der reelt har været et sådant i nyere tid. Uanset hvor vi står i forståelsen af det, der har overgået os, er alle blevet påvirket af masseformationen,og det ser ud til, at vi er meget langt fra at nå til en værdig afslutning.
MitID er landet på et tidspunkt, hvor der allerede fra frihedsmiljøet er stor opmærksomhed på den totalitære politik og adfærdsregulering. Set i sammenhæng med øget overvågning og kontrol udgør MitID en komponent i samlingen af frihedsberøvende elementer, som der kæmpes imod. Udfordringen er imidlertid, at MitID er vedtaget og lige nu implementeres, i takt med at dele af befolkningen hægtes af den digitale adgang til mange af samfundets funktioner. Men når vi at opfatte og kæmpe imod overmagtens næste totalitære tiltag, hvis vi glemmer helheden og ikke kan analysere os frem til næste træk på spillebrættet?
Vi kan selvfølgelig komme et stykke vej og skabe opmærksomhed ved at kritisere løsninger og lovgivning i den takt de opstår. Men vi kunne komme endnu længere, hvis vi ser de enkelte delelementer i en større sammenhæng. Det ville skabe mulighed for at se udviklingen og de enkelte trin i et større perspektiv, og måske vil vi have held til at definere og udbrede viden om problematikker i opløbet og derved skabe større fokus, så der kan handles på det. Det forudsætter, at dele af frihedsmiljøet ændrer strategi, så budskaberne og analyserne bliver interessante for mainstream. Det forudsætter også, at der er en tro på, at der stadig er frie politikere og frie medier, der har interesse i at sikre befolkningens privatlivs- og frihedsrettigheder. Som Peer Brændgaard har nævnt i en tidligere artikel, er der behov for de intellektuelle, såfremt vi skal have noget som helst håb om at kunne præge dagsordenen. Har vi viden og indsigt nok til det? Og vigtigst af alt: Har vi vedholdenhed, styrke og tillid til, at det kan lykkes?
Cover: Unsplash.com (Rodion Kutsaiev)
