‘Ekspert’ er et af de mest ødelæggende begreber indenfor moderne journalistik og politik, da det eliminerer debat, argumentation og evidens.
Medierne elsker ‘eksperter’, og når en ‘ekspert’ siger noget, så er det ‘sandhed’. Hvis en ‘ekspert’ er uenig med en ‘ikke-ekspert’, så er det altid ‘eksperten’, der har ret, for hun er jo ‘ekspert’.
Det lette ved at være ‘ekspert’ er, at man ikke rigtigt behøver fremlægge beviser eller dybdegående argumenter for sine holdninger og budskaber til befolkningen, for man er jo ‘ekspert’. I gamle dage, da jeg var ung, var det mere besværligt at være ‘ekspert’, da kategorien ikke rigtigt fandtes; dengang kunne man blive udråbt til at være ‘intellektuel’ med tilhørende store krav til lødighed i evidens og argumentation. Nu kan man mene hvad som helst uden at blive afkrævet argumentation og dokumentation, når først man er blevet udstyret med ‘ekspert’-kortet i den offentlige debat.
Medierne præsenterer altid ‘eksperter’ som uafhængige af andre interesser, da de jo ellers ikke ville være ‘eksperter’, men derimod tilhøre en anden kategori som man ikke kan tilhøre, når man først er blevet ‘ekspert’. Dermed bliver kategoriseringen selvbekræftende.
Medierne kan ikke se, at det er dem selv, der bestemmer, hvem der skal være ‘eksperter’. Eller også kan de godt se det, men det er simpelthen for bøvlet at bryde illusionen om ‘eksperter’ og åbne ballet for den frie debat.
Illusionen om ‘eksperter’ bliver fastholdt ved, at medierne stort set aldrig bringer indslag, hvor ‘eksperter’ er uenige om noget væsentligt og fundamentalt. En ‘ekspert’, der er uenig med en anden ‘ekspert’, kan ikke være en rigtig ‘ekspert’ synes at være rationalet.
Det, der mangler i medielandskabet, er en ‘ekspert-ekspert’. Det er en ‘ekspert’ i det at være ‘ekspert’, der kan afsløre de mere eller mindre skjulte interesser, agendaer og blinde vinkler, som alle de medieudnævnte ‘eksperter’ har. Men hvis der dukkede en ‘ekspert-ekspert’ op, så ville medierne hurtigt interviewe ‘eksperternes ekspert-ekspert’, som kan fortælle, at ‘ekspert-eksperten’ er en tosset konspirationsteoretiker.
Summa summarum så er det dem, der bestemmer, hvem der skal udnævnes til ‘eksperter’ i de store medier, der har magten i et ekspertvælde, som Danmark i høj grad er nu. Det er ikke ‘eksperterne’, selvom de måske tror det selv; de spiller blot en rolle, som de har fået tildelt, og som de hurtigt kan miste, hvis de bliver for selvstændige, ulydige eller systemkritiske.
Tak til Sebastian for inspirationen.
