Er danskerne ramt af Stockholmsyndrom?

Det er nok ikke helt ved siden af at diagnosticere en stor del af den danske befolkning med Stockholmsyndrom.

Stockholmsyndrom er i følge Wikipedia “en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere“.

Hvis vi betragter statens løsning på coronasituationen som en form for kidnapning af befolkningen, så er udvikling af tilknytning til magthaverne (vogterne) en forståelig måde at håndtere denne ekstremt utrygge situation.

Syndromet har sit navn efter røveriet på Norrmalmstorg imod Kreditbanken i Stockholm med kidnapning fra 23. august til 28. august 1973. Ofrene forsvarede kidnapperne selv efter seks dages tilfangentangen, og selv i den efterfølgende retssag forsvarede de deres vogtere.

Healthline beskriver, at Stockholmsyndrom også kan ramme mennesker som følge af andre traumatiske oplevelser. De lister disse tre symptomer på syndromet:

1. Offeret udvikler positive følelser overfor personen, der holder dem fanget, eller som mishandler dem.
2. Offeret udvikler negative følelser overfor enhver, der måtte prøve på at hjælpe dem til at slippe væk og nægte at samarbejde imod gerningspersonen.
3. Offeret begynder at opfatte gerningspersonens menneskelighed og tro, at de har samme mål og værdier.

Stockholmsyndrom ses også indenfor diætetik og personlig træning, hvor offeret (klienten) udvikler positive følelser overfor diætisten og træneren, selvom disse fagfolk reelt har fjernet offerets frihed i sundhedens navn eller for at opnå et kropsligt eller sportsligt mål.

Syndromet er særligt svært at opdage i situationer, der via de herskende fortællinger i samfundet bliver opfattet som positive. Det bliver f.eks. generelt opfattet som gavnligt at spise sundt, at dyrke motion og at undgå corona.

Den generelle målestok må være, hvorvidt der er tale om en markant reduktion i den enkeltes frihed – uanset hvad der måtte være begrundelsen for dette. Frihed er derfor en central komponent i en holistisk forståelse af sundhed. Enhver sundhedsindsats skal øge velvære hele vejen rundt (fysisk, mentalt og socialt) uden samtidig at reducere friheden (for meget).

Hvor vigtig frihed er i sundhed er dybest set et politisk spørgsmål. Som erklæret sundhedsliberalist betragter jeg frihed som det ultimative mål og middel i al sundhedsfremme. Sundhedskommunister og -fascister vil nok have en noget andet opfattelse af frihedens betydning for individuel sundhed. Det må de gerne have, så længe vi kan have en fri og offentlig debat om de værdier, som en given sundhedspolitik er baseret på.

Jeg vil selv gå så vidt som at sige, at sundhed uden frihed er en sygdom. Det gælder ikke kun i forhold til corona, men i forhold til alle sundhedsområder. Staten kan informere og opfordre, men når den begynder at udstede bøder for at holde mund og næse fri eller for at samles med de mennesker, som man ønsker at være sammen med, eller når den sætter politiet ind for at tvinge vaccinationskanylerne ind i folk, så er staten gået alt for langt, og det frihedselskende folk bør kræve en ny regering. Dem, der ikke kræver det, er ramt af Stockholmsyndromet og har brug for traumeterapi, så de kan blive fri.