Hvordan er det at være politisk forfulgt? Man vænner sig til det

Flere spørger mig hvordan det er at være politisk forfulgt af politiet. Mit svar er, at man vænner sig til det. Det er i øvrigt min erfaring, at almindelige betjente (og soldater for den sags skyld) sagtens kan forstå mit perspektiv, når jeg får mulighed for at forklare det.

Så sent som i dag har jeg igen haft besøg af politiet. De ville ikke rigtigt sige hvorfor. De vil bare gerne have mig til at redegøre for min færden i dag. Det var så også en dag, hvor jeg havde nogle venlige samtaler om mine to favorit-emner indenfor politik: coronisme og zionisme.

På min spadseretur i dag fra Indre By hjem til Østerbro var jeg forbi flere serveringssteder for at undersøge, hvordan de reagerer, hvis man som kunde ikke vil bruge mundbind, fordi man oplever vejrtrækningsproblemer og kvælningsfornemmelser. Det var research til min Mundbind i København-guide.

Jeg fandt ikke ud af, om det var derfor, politiet besøgte mig i dag. Jeg kunne selvfølgelig også bare have nægtet at besvare deres spørgsmål, men jeg har intet at skjule. Jeg er blot en fredelig sandhedssøger, der søger dialog. Og det er ikke forbudt – endnu. Jeg nyder den sidste frihed, indtil den nye epidemilov bliver vedtaget, hvorefter Danmark er et totalt fascistisk land, hvor man kan blive sat i fængsel for absolut ingenting. Jeg vil kunne sige til mit barn og mine børnebørn, at jeg kæmpede imod, da Danmark blev besat i 2020. Ligesom jeg ville have kæmpet imod under den forrige besættelse i 1940-1945.

Nå, men tilbage til dagens spadseretur, hvor politiet åbenbart luskede med. (Er det overhovedet lovligt at spionere en borger på den måde?) Ni tur gik også forbi to synagoger, hvor jeg fik en hyggesnak med en af soldaterne. Han var faktisk meget venlig og imødekommende. Jeg fortalte ham stille og roligt, om min sag og hvordan det var dem, han bevogtede, som jeg mistænkte for at have angrebet mig, og hvordan det har været umuligt for mig at få lov til at tale med en efterforsker fra politiet. Men politiet kan åbenbart hurtigt drøne ud til mig, hvis jeg enten nægter at bruge mundbind eller hyggesnakker med en soldat foran en synagoge.

Det får mig til at tænke på et børneprogram, der var populært, da jeg var barn. Det hed Omvendtslev. Det handlede om en by, hvor alt var omvendt og på hovedet. Sådan er Danmark blevet nu. De kriminelle bliver beskyttet af politiet, der i stedet jagter fredelige borgere, der søger sandhed og insisterer på frihed.