Wow! Jeg er stadigvæk i live!

Jeg fylder 52 år i morgen, og jeg glæder mig hver dag over, at besættelsesmagten endnu ikke har slået min krop ihjel.

I morgen den 14. maj 2023 er det lykkedes mig at holde min krop i live i hele 52 år. Det synes jeg selv er godt gået.

Første dødstrussel kom, da jeg var 5-6 år gammel. Jeg sagde til en jævnaldrende pige, at hun skulle sige det til nogen, at en mand misbrugte hende seksuelt. Det gjorde hun, og så blev manden og hans venner sure på mig. For at true mig til ikke at sladre til politiet om, hvad han og hans venner også havde gjort mod mig, så truede de med at slå mig ihjel og begrave mig i en lokal grusgrav. Jeg var derfor skræmt for livet og tavs som døden, da politiet kom og afhørte mig.

Næste dødstrussel kom, da jeg var 13-14 år gammel. En lidt ældre veninde og jeg ville sige det til nogen, at en gruppe voksne havde udsat os for seksuelle overgreb gennem en årrække. Det kom dog ikke så vidt, da de voksne fandt ud af vores planer om at sladre, og så fik vi ellers tæsk. Det omfattede bl.a. en episode, hvor jeg blev kvalt med en pude af to mænd, indtil jeg holdt op med at prøve på at trække vejret. Jeg blev kaldt tilbage til livet igen via kunstigt åndedræt, men den nær-døden-oplevelse var åndelig vækkelse på den barske måske. Jeg så Lyset, men blev bragt tilbage til Mørket.

I 2016 kom jeg på ny i kontakt med mit behov for at ‘sige det til nogen’. På det tidspunkt havde jeg stadigvæk fortrængt alle mine barndomsminder om seksuelle og voldelige overgreb, så jeg kastede mig over andre emner. Det startede med 9/11-bedraget, og det førte videre til mere generel kritik af Israel og den zionistiske agenda. Denne aktive ‘sigen det til nogen’ førte så til, at jeg blev udsat for et karaktermord via en falsk voldtægtsanmeldelse fra en kvinde tilknyttet en ekstremistisk zionistisk sekt og hendes netværk, der bl.a. omfatter en af de mest fremtrædende fortalere for den officielle fortælling om 9/11. Ja, kvinden var vel bare en honningfælde, der var sendt i byen for at finde eller skabe noget smuds på mig. Jeg bærer ikke nag. Jeg burde om nogen have set det komme, når jeg nu igen var begyndt at ‘sige det til nogen’.

Jeg glæder mig i dag over, at det trods alt kun var mit offentlige image i hovedstrømmen, der blev ødelagt af voldtægtssagen. Selvom jeg blev frifundet for alle anklager med dommerstemmerne 6-0 i Østre Landsret, så lykkedes det hovedstrømspressen at svine mit navn så grundigt til, at der stadigvæk i dag ikke er nogen virksomheder i hovedstrømmen, der tør samarbejde med mig om noget som helst.

Så kom Coronaen, hvor jeg i dén grad har været aktiv med at ‘sige det til nogen’. Det er jeg stadigvæk, og jeg tager ofte mig selv i at føle glæde og taknemmelighed over, at besættelsesmagten endnu ikke har likvideret mig. Mange moderne mennesker glemmer denne simple glæde i hverdagen over at være i live. Jeg er ikke bange for at blive dræbt, da jeg allerede har prøvet det. Jeg har også mediteret meget intensivt på dødsangst. Jeg glæder mig ligefrem over, at jeg har realiseret det spirituelle mål om at blive korsfæstet. Min ‘korsfæstelse’ har så været at blive udstillet som voldtægtsforbryder og udstødt af det fine selskab på et falsk grundlag. ‘Mordet’ har været på min karakter, mens min krop og hjerne stadigvæk i høj grad er i live.

Det er påfaldende, at så mange danskere er frygteligt bange for at blive korsfæstet, når vi lever i et kristent land med en korsfæstet som rollemodel. Jeg tænker her på ‘korsfæstelse’ i bred forstand som offentlig udskamning og udstødelse af gruppen.

I anledning af min fødselsdag skal der derfor lyde et hjerteligt tak til den zionistiske mafia for, at de “kun” har korsfæstet mig med karaktermordet. Hovedstrømmen var alligevel aldrig rigtigt noget for mig. Nu skaber jeg min egen strøm, og det glæder mig, hvis du har lyst til at flyde med.

Hvis du skulle få lyst til at give mig en fødselsdagsgave, så kan du gøre det via MobilePay til 26 25 20 10. På forhånd tak! 🙂

Cover: Unsplash.com (Duncan Kidd)