Vægttab – de tre skoler

5 maj

Det er særdeles veldokumenteret, at mennesker med overvægt meget sjældent opnår et stort og stabilt vægttab. Blandt de forskere, der arbejder med at udvikle konkrete løsninger på den udfordring, findes der tre forskellige skoler (grundopfattelser).

Forskere i den første skole mener, at løsningen skal findes i optimering af selve indholdet i vægttabsprogrammet. Det kan f.eks. omfatte, at kosten skal have et højere indhold af protein, at man skal lave mere styrketræning, eller at kost og motion skal suppleres med medicin. Når folk ikke taber sig særligt meget, eller hvis de tager på igen bagefter, så skyldes det, at de er blevet anbefalet et suboptimalt program. Måske indeholder kosten for mange kulhydrater, måske er motionsprogrammet forkert sammensat, eller også skal der suppleres med medicin for at overkomme de fysiologiske mekanismer, der presser vægten opad. Stort set al klinisk forskning inden overvægt har arbejdet ud fra den første skoles opfattelse.

Forskere i den anden skole mener, at det er selve efterlevelsen af programmet, der er problemet. Vægttabebene ville have været meget større og meget mere holdbare, hvis folk havde gjort, som programmerne siger. Næsten uanset hvad programmerne siger. Problemet er, at folk ikke efterlever programmerne – især ikke på længere sigt. Det er der to forskellige løsninger på: man kan supplere eksisterende kost- og motionsprogrammer med tiltag, der fremmer efterlevelsen – eller også kan man ændre på indholdet i kost- og motionsprogrammerne, så de passer til det, den enkelte kan og vil gøre. Man kan selvfølgelig også gøre begge dele samtidig.

Den tredje skole mener, at løsningen skal findes et helt andet sted. Den for tiden mest udbredte forklaring er, at overvægt dybest set skyldes stress. Dels som kronisk stress her og nu og dels en arvet tilbøjelighed, hvis ens forældre var stressede omkring undfangelsestidspunktet. Løsningen er at fjerne årsagerne til stressen og at lære metoder til at stresse ned. Det kan f.eks. lede til mindfulness som fundamentet i et slankeprogram. Forskere i denne skole har også nævnt andre forklaringer som f.eks. bakterieflora i tarmen og indtagelse af skadelig kemi.

Jeg er selv tilhænger af den anden og den tredje skole, selvom jeg fuldt ud anerkender, at forskelle i selve indholdet i programmet også er vigtigt. Men hvis selve indholdet i programmet havde stor betydning for de praktiske resultater, så ville der nok ikke stadigvæk være så mange mennesker, der vejer for meget.

Det er min erfaring fra slankeklienter, at der er mest at hente fra den anden og den tredje skole. Den første skole har de fleste allerede godt styr på. Slankecoaching kan så hjælpe med de to andre.

a few diets 2

 

No comments yet

Leave a Reply