Sådan undgår du klimadepression

Denne artikel er skrevet i samarbejde med specialpsykolog Annette Elkjær Ellermann.

Det er moderne at være klimatosse, og der er sikkert mange, der får noget mentalt sundt ud af at gå op i noget andet end dem selv. Men den herskende fortælling om klimakrisen øger samtidig risikoen for, at man udvikler en decideret klimadepression.

Det er naturligt at føle sorg, når man mister noget kært. Det kan f.eks. være en ægtefælle, et barn eller en nær ven. Den formentlig mest effektive kur mod sorg er at bringe det tabte tilbage. Da det desværre ikke er muligt at bringe de døde tilbage til livet, så må man håndtere sorgen på andre måder, f.eks. ved samtaler med en psykolog, hvis sorgen bliver til en depression.

Klimadepression skyldes erkendelsen af, at Jorden er ved at gå under. Depressionen er drevet af en dommedagsprofeti, der i modsætning til de religiøse dommedagsprofetier ikke indebærer et løfte om frelse for de troende eller de udvalgte på den anden side. Der er ingen Planet B.

Der i ligger også den konsekvens, at den enkelte kun i ganske beskeden grad kan gøre noget ved problemet. Man kan ændre sin kost, ændre sine rejsevaner, i det hele taget gøre en række tiltag, der vil have vidtrækkende betydning for ens eget liv, men reelt have meget lidt indflydelse på klimaet. Altså er Jorden dømt til undergang uagtet hvor mange afsavn, man tager på sig. Man kan end ikke med askese undgå Jordens undergang. Netop denne mangel på kontrol over begivenheder er kendt for at skabe stress. Og langvarige stresstilstande er også medvirkende til depressive tendenser.

Bedre bliver det ikke af det massive bombardement i medierne, hvor fortællingen om problemets størrelse bliver mere og mere ekstrem, så vi nu har en decideret klimakrise. Børnene bliver gidsler i denne håbløshedens spiral og reagerer med angstsymptomer. Og hvad kan forældrene sige, når de netop har erkendt, at de ikke i nævneværdig grad er i stand til at løse problemet og selv mener, at Jorden er fordømt? Det er endnu en stressfaktor på vejen mod depressionen.

Håb i mørket

Klimadepression er en depression som følge af et indlært problem. Det er jo ikke sådan, at man med sine egne øjne kan se, at Jorden er ved at gå under. Jorden er der stadigvæk, når blæsten, vinden og varmen har lagt sig. Det er med andre ord en overbevisning, man har fået, fordi man vælger at tro på skræmmehistorierne i medierne. Selvom der indimellem er mere nuancerede klimahistorier i den almindelige presse, så er man nødt til at lave sin egen research om klimasagen for at opdage, at forskerne faktisk slet ikke er enige om de helt grundlæggende spørgsmål. Det har man næppe overskud til, når man er nede med en klimadepression.

Vi foreslår, at behandlingen af klimadepression udvides med en form for klimaedukation, der gør de klimadeprimerede opmærksomme på de faglige uenigheder med henblik på at vække håb midt i mørket. Øget fokus på disse klimafaglige uenigheder vil også have en forebyggende effekt. Når den enkelte indser, at der faktisk er en anden klimahistorie, som man kan vælge at tro på i stedet for, så kan depressionen begynde at slippe sit tag.