Exit Tosseland: Fra propaganda til paranoia – og hvorhen så?

Vi har som demokrati brug for nye medier, der tør udfordre de herskende fortællinger om samfundet ved at lade uenige mennesker diskutere frit.

Der var engang, hvor jeg troede på alt, hvad der blev sagt og skrevet i de “seriøse” nyhedsmedier. Dette på trods af at jeg selv havde arbejdet med propaganda i en årrække. Jeg og mine tidligere kollegaer kaldte det godt nok noget andet. Vi kaldte det public relations (PR), lobby og kommunikation. Men propaganda var, hvad det var, hvis vi går ud fra propagandaprofessor Piers Robinsons definition af propaganda som “organiseret, overtalende kommunikation”.

Sådan lidt ad tilfældighedens veje faldt jeg for knap otte år siden over alternative perspektiver på en ældre, stor nyhedshistorie, der tegnede et helt andet billede af den sag. De alternative perspektiver vendte nærmest op og ned på den officielle historie. Det blev starten på mine studier af “useriøse” nyhedsmedier og relaterede alternative vurderinger og kilder.

Medier udelader alternativ information

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad der er sandt og falsk om meget komplicerede historiske begivenheder. Jeg må bare stadigvæk konstatere, at der er alternative perspektiver på mange forskellige magtbærende fortællinger, som slet ikke får nogen taletid i de “seriøse” nyhedsmedier. Det kan selvfølgelig skyldes, at de alternative perspektiver er useriøse, usaglige og helt uden evidens og relevans. Ren sølvpapirshat. Det kan også skyldes, at ledelserne af de “seriøse” medier er meget bevidste om ikke at bringe seriøs kritik af de store, magtbærende fortællinger, som det økonomiske system, der finansierer medierne (herunder regeringen) ønsker at formidle til folket uden kritik via de store informationskanaler.

Når man som jeg har studeret begge sider af flere politisk kontroversielle sager gennem de senere år, så er det i hvert fald meget påfaldende, hvordan de “seriøse” medier konsekvent udelader visse holdninger, argumenter, beviser og informationer, mens de herskende holdninger bliver formidlet med en iver, der får Pusher Street til at ligne en badeklub for dovendyr. Man kan argumentere for, at information også er en form for “narko”, der påvirker folks tænkning og adfærd, og som gør dem afhængige af næste fix.

Det er min erfaring efter at have ledt og ledt, at der i denne verden desværre er yderst få journalister, forskere og medier, der søger og formidler sandheden baseret på reel fritænkning uden at være fanget af hverken propaganda eller paranoia. Sandheden er blevet kedelig og upopulær. Måske fordi den er så kompleks og svær at finde frem til, da den kræver medieforbrug baret på en intention om at komme nærmere på sandheden måske uden nogensinde sådan helt at finde den. Det er træls. Så er livet lettere, når man er overbevist om en sandhed, der er konstrueret af propaganda eller paranoia.

Ikke alt er propaganda eller paranoia

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt i hovedstrømspressen er drevet af propaganda, og at alt i den alternative presse er drevet af paranoia. Det er mit indtryk, at der også bliver udøvet rigtig journalistik i begge lejre. Det bliver bare mudret af henholdsvis propaganda og paranoia.

Man kan desuden diskutere, om propaganda ikke også foregår i de alternative medier og fra de alternative autoriteter. Den er måske ikke lige så organiseret og pengestærk, men den tilstræber ligeså at overbevise, og den er ofte meget afvisende overfor alternative perspektiver til de af den alternative gruppe vedtagne alternative synspunkter. På den måde kan valide informationer fra hovedstrømmen blive afvist alene af den grund, at informationerne kommer fra hovedstrømmen, som man nærer kategorisk mistillid til.

Da det alternative miljø er inficeret af paranoide opfattelser af, at én bestemt gruppe står bag alverdens ondskab, så er det lettest at diagnosticere den side som Tosseland. Den paranoide tænkning kan også ses i den meget lave grænse for, hvad der bliver opfattet som bevis for en teori. Mange tillægger således iagttagelser med egne øjne større bevisværdi end naturvidenskabelig undersøgelse. Naturvidenskab er jo en del af hovedstrømmen, så den er per definition utroværdig, synes at være holdningen hos de mest ekstreme i det alternative politiske miljø.

Det kan selvfølgelig diskuteres, om ikke også det at tro på propagandafortællingerne i hovedstrømmen er en form for Tosseland. Det er i hvert fald trist, hvis vi ikke længere kan eller må være uenige, tænke ud af boksen og bruge vores intellekt til at udfordre de magtbærende narrativer. Lad os få nogle nye medier, der søger sandheden ved at lade uenige mennesker med viden og erfaring diskutere frit.

Cover: Unsplash.com (Laura Chouette)

Relateret indhold: