Exit Tosseland

Jeg har nu forladt miljøet af konspirationsteoretikere og selvudnævnte frihedskæmpere og vender tilbage til mit gamle arbejde med ernæring og sundhed.

“Et liv uden selvransagelse er ikke umagen værd” sagde Sokrates engang. Jeg har brugt den seneste tid på at ransage mig selv for at finde ud af, hvad der i flere år motiverede mig til halvtosset opførsel og ind i nogle lidt for alternative miljøer. 

De seneste år skiller sig ud fra resten af mit liv. Jeg har brugt meget tid som ivrig blogger, der protesterede mod regeringens coronapolitik, og jeg har vandret Københavns gader tynde med hjemmelavede protestskilte. Det var der i sig selv ikke noget i vejen med, men det blev udført på en excentrisk måde.

Jeg kan nu se, at mit noget overdrevne engagement i coronapolitik – og politik generelt – skyldtes, at jeg ubevidst så et mønster fra min barndom gentage sig. Jeg så et mønster, hvor “de store snyder de små”, og nu – i modsætning til min barndom – havde jeg mulighed for at kæmpe imod og “sige det til nogen”. 

Denne oplevelse af “de store snyder de små” blev før coronakrisen også bekræftet, da jeg blev ramt af en falsk voldtægtsanklage i en MeToo-sag. Jeg følte mig magtesløs, og selvom jeg blev pure frifundet for alle anklager ved retten, var jeg igen blevet trampet ned og udstødt som følge af medieomtalen.

Siden jeg var teenager har jeg døjet med angstlidelsen OCD, trods terapi og medicin. Jeg erfarede for nogle år siden, at lange kram havde en dybt beroligende og afbalancerende virkning på mig, hvilket motiverede mig til at gå videre ad den tangent. Jeg blev f.eks. selverklæret “polyamorøs” med 10 kærester samtidig og startede en privat krammeklub. Nu er jeg bevidst om, at det handlede om at opnå den tryghed og omsorg, jeg manglede fra min opvækst, og at det mest var mig selv, der havde brug for krammeterapi. 

Efter denne selvransagelse har jeg nu forladt miljøet af konspirationsteoretikere og selvudnævnte frihedskæmpere. Uden at smække med døren og uden at give hverken dem eller min barndom skylden for min halvtossede adfærd. Det er alene mit ansvar.

Jeg vil fremover på ny bruge mine erfaringer og faglige baggrund som cand.scient. i human ernæring til at gøre en positiv forskel for mennesker og organisationer. Jeg vil formidle mit nye koncept om evidensbaseret holistisk sundhed, hvor jeg også med baggrund i min egen livshistorie fortæller, hvordan stress og traumer sætter rammerne for, hvad der er realistisk i forhold til kost og motion m.v. 

Jeg vil igen råbe op om bedre behandling af overvægt og overspisning med en integreret ernæringspsykologisk tilgang, inden Novos pengetank får sat sig på hele det område. Og så vil jeg slå et slag for konstruktiv journalistik, som kan gøre gavn i både hovedstrømmen og den alternative strøm. 

Mine faglige passioner brænder stadigvæk, men tossetiden er forbi.

Coverfoto: Min tossetid startede længe før corona, Ukraine og Gaza som engageret fredsaktivist. Billedet er fra Kastellet, 2018.

PS: Du kan følge min vej ud af Tosseland i den nyoprettede gruppe på Facebook: Exit Tosseland.

PPS: Det “tossede” er min egen vurdering af mig selv og min egen adfærd, ikke af andre eller andres.