Den kolde og ensomme vandring mod strømmen

Jeg har brugt de seneste år på at gå imod strømmen ud fra en naiv tro på, at flere ville opfatte kritik som interessant og provokation som værdiskabende underholdende. I stedet blev jeg mødt af en voksende mur af iskold tavshed. Min barndoms største frygt blev til virkelighed.

I mit tidligere Exit Tosseland-blogindlæg afslørede jeg, hvordan dengang ikke-erkendte barndomstraumer motiverede mig til krammeterapi, polyamori og overengageret modstand mod coronafascismen. Jeg skrev kritiske blogindlæg om dybe magthaveres dybe kriminalitet, der ikke måtte afsløres, som fik mig på hitlisten hos landets karaktermordere og det politiske politi.

Med tosserne på nakken

Siden jeg trådte ud af Tosseland, så har jeg også fået tosserne på nakken. De brokker sig højlydt, når jeg siger og skriver direkte, at det simpelthen er for dumt at tro, at Jorden er flad. De hader, at jeg kræver beviser for konspirationsteorier, og at jeg nægter at være med i den hjernevaskende kult af gruppetænkning, som den såkaldte frihedsbevægelse muterede til, da coronafascismen blev trukket tilbage. De mener, at min baggrund som sundhedsekspert og naturvidenskabelig uddannet er en hindring. Det er tosset.

Det værste er sådan set ikke at blive angrebet med smædekampagner i hovedstrømspressen, justitsmord i byretten eller vrede kommentarer fra den ene eller den anden side. Det værste er den iskolde mur af tavshed og følelsen af at blive ignoreret og være udstødt for at være drengen i ‘Kejserens nye klæder’. Det var den største frygt i min barndom, frygten for hvad der ville ske, hvis jeg sagde det til nogen. Jeg frygtede, at jeg ville blive slået ihjel og frosset ude. Det er så, hvad jeg er blevet i de senere år, da jeg begyndte at gøre det, jeg altid havde frygtet mest (at “sige det til nogen” og at afsløre hvordan “de store” snyder “de små”). Min krop er stadigvæk i live, men mit omdømme blev slået ihjel af en falsk voldtægtsanklage, en blodtørstig presse og en dybt uretfærdig byretsdom. Jeg blev til sidst frifundet for det hele i landsretten med dommerstemmerne 6-0, men det er der stort set ingen, der opdagede, da smædekampagnerne før og efter frifindelsen fyldte meget mere i den regeringsbetalte presse.

Den larmende tavshed

Derefter kom tavsheden, som var særligt larmende under coronaen. Jeg var meget tidligt ude med kritik af den officielle fortælling om den sag. Jeg udgav bl.a. en rapport, der samlede al den ernæringsvidenskabelig evidens for, at covid-19 er en ernæringsrelateret sygdom. Den blev ignoreret af både Sundhedsstyrelsen og samtlige hovedstrømsmedier. Det skal ses i det perspektiv, at jeg tidligere var en ernæringsekspert, der blev taget alvorligt af både Sundhedsstyrelsen og medierne. Eneste forskel var, at jeg i mellemtiden var blevet karaktermyrdet.

Jeg var blevet (karakter)-myrdet og udstødt, præcis som jeg havde frygtet ville ske, da jeg var barn, hvis jeg sagde noget til nogen om de seksuelle og voldelige overgreb, jeg var blevet udsat for. At det skulle gå så galt nu igen som voksen er nok en kombination af, at jeg selv bød struben til ved at placere mig i sårbare situationer og provokere og at nogen har haft en politisk interesse i at lukke munden på mig. Når jeg selv bød struben til og provokerede også nogle af de største og mest voldelige magthavere, så kan det jo nok til dels forklares ved, at jeg proaktivt søgte at genskabe et genkendeligt mønster fra min barndom, som jeg så nu en gang for alle kunne finde en løsning på, eller dø i kampen, da jeg vidste, at alternativet var værre.

Når jeg nu ser tilbage på de “tossede” ting, jeg har sagt og gjort, så er der faktisk ikke noget af det, som jeg i substansen er uenig i i dag. Fremgangsmåden var helt klart ofte skinger og “tosset”. Det var jo nok mit indre barn, der kaldte på at blive set og hørt. Men det var den her mærkelige dynamik mellem det indre, sårede barn og den voksne intellektuelle mand, der drev mig til alternative, grænsesøgende eksperimenter, undersøgelser, handlinger og udgivelser.

Lad os bygge en bro

Nu hvor jeg er kommet mere i balance, så håber jeg, at nogle af dem, der tidligere har lagt mig på is, ønsker at tage kontakt igen. Jeg vil faktisk meget gerne dialogen og brobygningen.

Kære Politi. Vi behøver ikke vade rundt i, at I ikke har villet efterforske mine begrundede og dokumenterede mistanker om, at den falske voldtægtsanmeldelse var iværksat af et netværk med tilknytning til den zionistisk-jødisk-ekstremistiske kult Chabad Lubavitch. Jeg forstår det politiske pres, I var og stadig er underlagt. Det er jo ikke folket, I arbejder for. Men lad os tale sammen. Jeg kan måske hjælpe jer til at forstå, hvorfor det at være kritisk overfor myndighederne intet har at gøre med at være potentiel terrorist. Jeg kan måske hjælpe jer med at forstå, hvad saglige myndighedskritikere i kølvandet på coronaen er utilfredse med, og hvorfor et terrorangreb ville være den mest idiotiske handling også fra det perspektiv. Jeg kan måske hjælpe med at sprede budskaber om fred ind i det alternative politiske miljø, som I har stemplet som potentielle terrorister.

Kære Sundhedskollegaer. Vi behøver ikke vade rundt i coronaen, vaccinen og mundbindet. Lad os bare være enige om at være uenige om det. Jeg forstår, at I blev grebet af frygt og masseformation. Måske kan vi samarbejde om noget andet. Måske kan vi bygge en bro, der sikrer, at sundhedstiltag i fremtiden er baseret på fornuft og evidens og ikke på frygt og pengemagt. Jeg er åben for, at jeg kan have taget fejl om noget. Måske kan vi have en rationel samtale baseret på fakta i stedet for tro på ny. Måske kan vi lære hinanden noget.

Kære Journalister. Vi behøver vade rundt i, at I svigtede massivt under coronaen og fortsat svigter omkring alle de store magtbærende narrativer og kollektive illusioner. I fylder fortsat jeres læsere med propaganda og hjernedød underholdning. Jeg ved godt, at min systemkritik er langhåret og tungt fordøjelig og sikkert ville få jeres læsertal til at rasle ned. Men måske kan vi tale om bedre behandling af overvægt. Lige nu er Novo jo ved at sætte sig tungt på det område. Min gamle kæphest om at fusionere ernæring og psykologi er nu mere relevant end nogensinde. Måske kan vi tale om små skridt og mindful spisning igen. Vi kan godt lade som om, at det ikke har noget med politik at gøre, selvom det i høj grad er politisk at flytte magten fra Novo, Sundhedsstyrelsen, eksperterne, ugebladene og de smarte apps til den enkeltes sundhedsbevidsthed, frie vilje og indre dømmekraft.

Måske.

Måske kan vi.

Finde noget at bruge hinanden til.

Cover: Unsplash.com (Khashayar Kouchpeydeh)