Antipsykotisk medicin gjorde mig sløv, sulten og fed

Jeg har døjet med OCD, siden jeg var teenager. For nogle år siden fik jeg et stort tilbagefald, hvor jeg virkelig havde det dårligt. Jeg fik derfor en recept på en meget lav dosis såkaldt antipsykotisk medicin.

Det lyder voldsomt med ‘antipsykotisk medicin, da OCD er en angstlidelse og ikke en psykose, men det kalder man nu engang den kategori af medicin. Ligesom såkaldt ‘antidepressiv’ medicin også bliver brugt mod OCD, selvom OCD heller ikke er en depression.

Anyway, det jeg vil dele med jer her, er min personlige erfaring med den fedende virkning af antipsykotisk medicin. Det første, jeg mærkede, var, at jeg blev ualmindeligt sløv. Mine fysiske bevægelser begyndte at foregå i slowmotion. Når jeg gik, så gik jeg meget langomt. Når jeg bevægede mig rundt i min lejlighed, så foregår det også med meget langsomme bevægelser. Selvom jeg prøvede at få min krop til at bevæge sig hurtigt, så var der ligesom ikke hul igennem i nervesystemet.

Oven i det blev jeg meget mere sulten. Især efter søde og fede ting. Og det var som om, at jeg ikke kunne blive ordentligt mæt, selvom jeg spiste en masse. Det var derfor ikke så underligt, at jeg tog en del fedt på og mistede en del muskelmasse under denne periode. Da jeg syntes, at bivirkningerne var alt for store i forhold til de gavnlige virkninger, så trappede jeg ud af medicinen igen efter et års tid, og mit nerveystem og min appetitregulering begyndte langsomt at vende tilbage til normal.

PSYKISKE PROBLEMER OG OVERVÆGT

Jeg tog kun en meget lav dosis. Det fik mig til at tænke på de mennesker, der rent faktisk døjer med en psykose, og som derfor tager antipsykotisk medicin i meget højere doser, end jeg gjorde. Det er ikke så mærkeligt, at disse mennesker ofte bliver svært overvægtige, og det er nærmest komplet umuligt for dem at opnå et varigt vægttab med konventionel diætetisk behandling. Derudover øger den antipsykotiske medicin risikoen for nogle af de samme sygdomme, som svær overvægt i sig selv øger risikoen for. Mange mennesker reagerer i øvrigt på den stress, der er forbundet med en psykisk lidelse ved at overspise, da overspisningen dulmer den indre uro.

Jeg er ikke modstander af medicin. Jeg tager f.eks. stadigvæk selv antidepressiv medicin i form af stoffet fluoxetin. Det virker både mod OCD og depression. Jeg blev ramt af en depresion efter MeToo-sagen, så jeg tager nu fluoxetin både mod OCD og depression. Fluoxetin feder heldigvis slet ikke på samme måde som risperidon gjorde, og der er heller ikke den samme risiko for andre bivirkninger. Folk, der af princip er modstandere af psykofarmaka, har nok aldrig selv haft den slags sundhedsproblemer tæt inde på livet.

Nu vil jeg prøve, om jeg kan integrere mine personlige erfaringer med psykiske lidelser og psykofarma i mit arbejde med at hjælpe mennesker, der døjer med både overvægt og psykiske problemer. Det er en overset gruppe, der har brug for en særlig form for hjælp. Kunsten, tror jeg, er at inspirere til hellere at tage lidt for små end lidt for store skridt – og møde disse mennesker med autentisk forståelse af, hvor svært det er (men ikke umuligt!) at gå ned i vægt i den situation.

Jeg er i øvrigt kommet til bunds i min OCD via meditation, så selvom jeg nok skal tage antidepressiv medicin resten af livet, så har min mentale sundhed faktisk aldrig været bedre end nu. 🙂

1 1 vote
Article Rating
Tilmeld
Besked om
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments